”Black lives matter!” runger igennem gaderne og på sociale medier. Det runger i mit hoved. Det er et opråb, et nødråb – et kampråb. Men hvorfor er det en kamp, der ikke for længst er vundet? Hvordan kan samfund, der fører sig frem i verden som menneskerettighedsforkæmpere, leve med ikke at kæmpe sagen til ende på egen banehalvdel?
Her tænker jeg ikke kun på USA som det sorte får i flokken, men på alle vestlige samfund. Strukturel diskrimination og manglende anerkendelse af alle menneskers værdighed, og ligeværdighed, er en integreret del også af det danske samfund.
Men hvad har det at gøre med dansk og global udviklingsbistand?
De hvide moderater er os
Dr. Martin Luther King Jr. talte om white moderates som en større fare i kampen for retfærdighed og ligebehandling end Ku Klux Klan.
I en knivskarp artikel hamrer forfatter og debattør Vu Le en syl gennem ngo-sektoren og skoser den for dens ”civility” og manglende opgør med de helt grundlæggende magtuligheder, der også dominerer udviklingsbistanden. De ’hvide moderate’ er alle os, som er med til at fastholde et system, der grundlæggende bygger på ulighed og dagligt vedligeholder dets eksistensgrundlag.
Vu skriver om de hvide moderater:
“Ofte er det vores kollegaer, vore ligesindede, vores støtter: Bestyrelsesmedlemmer og administrerende direktører, for hvem det er vigtigst ikke at støde donorer og bidragsydere. Sponsorer, der vedblivende klynger sig til arkaiske praksisser som restriktiv 1-års projektfinansiering og nægter at yde financiel støtte til systemforandring. Konsulenter, der kaster en våd klud i ansigtet på dristige, ambitiøse idéer for til gengæld at støtte små, mindre risikable tiltag.”
De af jer, der arbejder i en dansk ngo og læser dette, vil sikkert tænke, at jeres organisation gør det helt anderledes. I har partnerskaber, der er ligeværdige, og som faktisk skaber større retfærdighed for marginaliserede grupper.
Det er der helt sikkert noget rigtigt i – men der er også en sandhed i, at den måde udviklingsarbejdet finansieres på og udmøntes på i praksis ikke grundlæggende bygger på ligeværdige relationer.
Donorerne beslutter, hvad der skal til for at ’udvikle’ og skabe fred i et land i Afrika, og pengene går så til det, de har prioriteret. Det er fair nok, at politikerne i Danmark har noget at sige, i forhold til hvad statskassens penge skal bruges til, men gælder det også, når der er tale om støtte til et andet land, hvor de mennesker, der bor i landet, faktisk ved bedst, hvad der skal til for at skabe udvikling og fred?
Hvor er værdigheden og ligeværdigheden henne, når programmer defineres af internationale donorer og ikke af landets egne beboere?
Det er selvfølgelig sat på spidsen her, men hvad hvis et hold konsulenter eller UM-folk fra Malawi kom til Danmark for at se på, hvordan man bedst kan skabe bæredygtig udvikling, og de så konkluderede en række tiltag, som de ville støtte og opsatte mål for, hvordan resultaterne bedst kunne måles, så deres skatteborgere i Malawi kunne få dokumentation for, at pengene var brugt godt? Og danske borgere brugte en stor del af deres tid på at måle det for dem – fremfor at finde egne løsninger på, hvordan udvikling bedst kunne skabes?
Det er svært at forestille sig. Men det skyldes nok primært, at en sådan måde at arbejde på kun kan finde sted, hvis man dybest set opererer med en forståelse af, at mennesker ikke er lige meget værd.
Det drejer sig ikke om at pege fingre ad eller udstille Kurt i en dansk ngo eller Helle i Udenrigsministeriet. Mit ærinde er snarere, at vi – alle os, der arbejder i udviklingssektoren – åbner op muligheden af, at vi er ’the white moderates’, som Dr. King taler om. Dem, der ikke er klar til at gøre op med og forandre et system, der dybest set behandler folk ulige.
Så er vi jo, ifølge Dr. King, den største barriere for at skabe reelle forandringer.
Hvad nu hvis der er noget om det, når Vu skriver:
“… vi er som sektor blevet de hvide moderate, som Dr. King advarede os imod. Men det er ikke for sent. Vi kan stoppe spiralen. Som udgangspunkt må vi indse, at vi alle, uanset hudfarve, kan opføre os som white moderates uden at tænke over det eller have en intention herom.”
”Støt advocacy og systemforandring. Skil jer af med white moderate-baserede deadlines og tunge ansøgningsprocedurer, for uretfærdighed opererer ikke ud fra en tidsplan, der byggerpå jeres overvejende hvide bestyrelsesmedlemmers tilgængelighed.”
Coronapandemien er af mange blevet set som en mulighed for at redefinere, hvordan verden skal fungere fremover; en mulighed for at gøre op med en verden, der er kørt af sporet. Men sammenfaldet med George Floyds frygtelige død og den vrede og eftertanke, det har givet anledning til, er måske snarere det, der skal ændre, hvordan verden fungerer, og endelig gøre os i stand til at gøre op med den ulighed, der er så altgennemtrængende. Ikke bare i USA. Ikke bare blandt amerikanske politifolk. Men også her – i det nære, på vores eget område, hvor det værste, nogen kan beskylde os for, er at være racister.
Hvis vi lytter til Dr. Kings ord, om at den største fare er white moderates, så er vi alle i farezonen.
Tiden er inde til at bryde den nuværende udvikling, hvor der bruges alt for mange penge og tid på endeløs evaluering og monitorering i stedet for på resultater skabt af de mennesker, der bedst ved, hvordan de skabes, og på prioriteringer i udviklingsbistanden baseret på donorlandes kortsigtede egeninteresser frem for langsigtede udviklingsbehov defineret af dem, der skal lede den proces.
Det handler om at transformere det system, der i dag understøtter udviklingssamarbejdet, og skabe et nyt system, der faktisk er ligeværdigt.
Det er den opgave, der ligger foran os nu.
Mie Roesdahl er director for ngo’en Conducive Space for Peace, der arbejder for at skabe forandring i det internationale udviklings- og fredsopbygningssystem, så det bliver bedre til at støtte lokale aktører.
