Af Erik Lyngsø-Petersen
Nyhedsmagasinet Ingeniøren
Bhopal, Indien, januar 2011. Ved midnatstid en skæbnesvanger søndag for 26 år siden lagde en dødbringende sky af 40 tons methyl-isocyanat fra Union Carbides store pesticidfabrik i Bhopal sig kvælende over store dele af byen.
Om morgenen den 3. december 1984 er husene og gaderne fyldt af omkomne og sårede, og i dagene efter forfærdedes verden ved at erfare omfanget af den største ulykke i den kemiske industri nogensinde.
I dag ligger det store fabriksområde mennesketomt hen, bevogtet af nogle få vagter, som tøvende giver os adgang og følger os med os rundt.
Der er åbenbart intet gjort for at fjerne fabriksanlæggene eller rense den forgiftede grund. De kolossale rustne stålkonstruktioner, med kilometervis af rørledninger og utallige pumper, ventiler og beholdere, er delvist overgroet med ukrudt og træer.
Stedet ville egne sig glimrende som en deprimerende kulisse til en science fiction-film om en uddød civilisation på en forladt planet. Forfaldet, stilheden og bevidstheden om katastrofens uhyrlige omfang fylder en besøgende med tristhed.
Mere end 500.000 skadet af giften
Det skønnes, at mere end 25.000 mennesker i dag er døde som konsekvens af giftudslippet, heraf ca. 7000 enten straks eller i de nærmeste uger efter.
Tallene er usikre, men over 500.000 af Bhopals indbyggere overlevede med mere eller mindre permanente helbredsproblemer, fra relativ ufarlige ætsninger af huden til varig invaliditet i form af bl.a. lunge- og hudsygdomme, blindhed, hjerneskader, cancer og kroniske sår.
I dag lever omkring 150.000 mennesker med alvorlige kroniske skader som følge af gasudslippet.
Målt på antallet af ofre overgår Bhopal-katastrofens omfang hermed både det fatale dioxin-udslip i Seveso i Italien 1976 og nedsmeltningen af atomreaktoren i Chernobyl i Ukraine i 1986.
Når katastrofens forfærdelige konsekvenser ikke lader sig gøre op med større præcision, skyldes det bl.a., at en stor del af ofrene var analfabetiske og uregistrerede beboere i mere eller mindre illegale slumområder i fabrikkens nærhed, hvis pårørende ikke magtede at gøre krav gældende.
Den dag i dag er næste generation i de samme beboelsesområder ramt af følgevirkningerne bl.a. i form af sterilitet og fosterskader. En nylig undersøgelse skal have vist, at børnene generelt trives dårligt i sammenligning med børn i tilsvarende fattige områder i Indien.
Sjusk og ansvarsløshed
Årsagen til katastrofen var en eksplosiv overophedning af en lagertank med methyl-isocyanat, MIC, som følge af ledelsens ansvarsløshed og sjusk med overholdelse af sikkerhedsforskrifterne. Bl.a. var et køleanlæg, der skulle sikre en lav temperatur i de store lagertanke med det stærkt reaktive MIC, hvis kogepunkt kun er 39 grader C, sat ud af drift for at spare energi.
MIC er et mellemprodukt ved fremstilling af insektmidler af typen carbamater, som i sig selv er let nedbrydelige og ikke regnes for at være særligt giftige. Til gengæld er MIC særdeles giftigt med en hygiejnisk grænseværdi på kun 0,02 ppm, dvs. 0,02 milligram pr. kubikmeter.
De ætsende dampe giver irritationssymptomer hos mennesker ved indånding af luft med 2 ppm., og stoffet er giftigt ved alle former for kontakt, også gennem hud og slimhinder. De mange tilfælde af blindhed hos ofrene skyldes, at især hornhinden tager skade.
Bhopal-ofrene ladt i stikken
Her mere end en generation efter katastrofen har mange af de overlevende hverken modtaget, hvad de opfatter som deres retsmæssige erstatning eller tilstrækkelig lægebehandling.
Til glæde for advokater og mellemmænd, der får deres store andel af erstatningerne, kører retssagerne herom stadig i Bhopal.
Der gøres i dag dog noget for at afhjælpe skaderne hos de ramte. Lokalregeringen har således bygget et særligt hospital til behandling af gasofrene for en del af erstatningssummen fra Union Carbide. Men hospitalet fungerer efter sigende meget ineffektivt og kan kun gøre lidt for at helbrede eller lindre de syge.
I det klondykeagtige boligområde umiddelbart syd for fabrikken blev i 2005 indviet en moderne sundhedsklinik ved navn Sambhavna [http://www.bhopal.org/], bl.a. med støtte fra den hollandske afdeling af Greenpeace.
Klinikkens indsats er baseret udelukkende på frivillige bidrag fra private, og den behandler dagligt ca. 200 ofre for gaskatastrofen og deres børn. Metoderne er en kombination af moderne medicin og naturmedicin, som tilsyneladende kan opvise gode resultater.
Klinikkens leder, Satinath Sarangi, udtrykker den allerstørste skepsis overfor myndighedernes evne og vilje til at gøre noget for ofrene og sørge for at rense giftgrunden. De fattige i området er fortsat henvist til at bruge vand fra forurenede brønde i husholdningen, og det vil resultere i luftvejslidelser, underlivsproblemer, hjerneskader og kræft for mange af dem i de kommende år.
I 1989 indgik Union Carbide og den indiske regering forlig om en erstatning på 2,8 milliarder kroner, hvoraf mere end halvdelen siden er udbetalt til ofrene, i mange tilfælde dog ofte først efter bekostelige restsager.
Resten af pengene skulle bruges på rydning og rensning af grunden og til støtte til de lokale indbyggere. Delstaten Madya Pradesh stillede i slutningen af 1960’erne med stor begejstring fabriksgrunden til rådighed for Union Carbide – ved udsigten til de mere end 600 arbejdspladser, som fulgte med – og staten ejer stadig grunden.
Union Carbide siger, at den med aftalen har levet op til sit juridiske ansvar, og at delstatsregeringen påtog sig ansvaret for at rense ulykkesstedet.
Bhopal er i dag en driftig og smuk by, delstatens hovedstad med mere end 2 millioner indbyggere, hvoraf mange helst vil glemme den nat, da katastrofen satte byen på verdenskortet.
Men den forladte spøgelsesfabrik ligger stadigt som et åbent sår, der minder indbyggerne og os andre om, at katastrofen langt fra er slut.
– – –
En serie fotos fra besøget på Union Carbides forladte fabrik i Bhopal kan ses her:
http://ing.dk/artikel/115847-bhopal-26-aar-efter-giftkatastrofen#0
