Gigantisk beløb til genopretning – meget lidt er grønt

gettyimages-1256159677
Buld Back Better var slogan for Joe Bidens kampagne i det amerikanske præsidentvalg
Foto: Chip Somodevilla/Getty Images
Thomas Jazrawi

14. marts 2021

14.600.000.000.0000. Så mange dollars har verdens 50 største økonomier brugt på at genoprette økonomien efter nedlukninger for at bremse spredningen af Covid-19.

Ud af de 14,6 billioner dollars er blot 18 procent gået til grønne tiltag. 368 milliarder dollars, lyder beløbet, ifølge en opgørelse fra FN’s Miljøprogram (UNEP).

Den beskedne andel til grønne tiltag strider mod de opfordringer og løfter, der er blevet afgivet det seneste år. Tre ord har lydt igen og igen gennem 2020: Build Back Better. Udsagnet er blevet gentaget flere gange af FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, samt af adskillige statsoverhoveder, og det var såmænd også temaet i valgkampen for den nyvalgte amerikanske præsident, Joe Biden. 

Det handler om at bygge en mere bæredygtig model op fra ruinerne af coronapandemien.

Men det er altså kun en ganske lille bid af den gigantiske kage, der indtil videre er afsat til det grønne. Det skuffer UNEP’s danske generaldirektør, Inger Andersen.

”Overordnet svarer finansieringen ikke til alvorligheden af de tre planetære kriser som er klimaforandringer, naturtab og forurening, hvilket betyder, at vi forbigår muligheden for betydelige sociale og langsigtede økonomiske gevinster”, skriver hun i forordet. 

Skader mere end den gavner
Der skal langt mere fart på den grønne omstilling, hvis målene i den globale klimaaftale skal indfries. I foråret 2020 var der et fald i udledningerne af drivhusgasser, som er det største siden anden verdenskrig. For at indfri målene i Paris-aftalen er der imidlertid behov for et tilsvarende fald hvert andet år, konkluderede et studie tidligere i år.

Læs også: Klimaskadelige udledninger nærmer sig hastigt niveauet før coronapandemien

Det ser dog ikke ud til, at den grønne omstilling får den tilstrækkelige vitamininsprøjtning af nedlukningerne og den efterfølgende genopretning. Der er faktisk en vis risiko for, at de mange milliarder skader mere end de gavner.

Når det gælder luftforurening kan 16 procent af midlerne ifølge UNEP’s opgørelse skubbe i en positiv retning. 16,4 procent af pengene kan imidlertid forværre luftkvaliteten. Blot 3 procent af finanserne kan indvirke positivt på naturen, mens 17 procent kan have den modsatte effekt.

Store økonomier som Australien, Japan, Kina og USA skuffer. Danmark er derimod med i en eksklusiv klub, som skiller sig positivt ud. Ifølge rapporten har Danmark brugt 13 milliarder dollar – lidt over 80 milliarder kroner – på genopretning. Det svarer til 3,6 procent af BNI, og 65 procent af midlerne er gået til aktiviteter med en positiv indvirkning på klima, miljø og natur ifølge UNEP’s rapport.

Det svarer nogenlunde til det billede, der bliver tegnet af konsulentvirksomheden, Vivid Economics. Den har løbende vurderet genopretningspakkerne ud fra grønne kriterier. I den seneste opdatering fra februar var Danmark for første gang inkluderet i analysen, og den viser vi klarer os bedst ud af de 17 økonomier, der bliver vurderet.

EU er næstbedst på den grønne genopretning i Vivid Economics vurdering. Den store hjælpepakke fra EU er imidlertid ikke inkluderet i UNEP’s analyse, da midlerne endnu ikke er kommet ud at arbejde i medlemslandene. EU’s hjælpepakke er på 1,8 billioner euro, hvilket i danske kroner er 13 billioner.