2015 var et hæsblæsende år for global udvikling.
I juli blev man enige om en ny aftale om udviklingsfinansiering, i september blev FN’s verdensmål vedtaget og i december kunne verdens nationer nikke ja til en ny global klimaaftale.
Derfor ønsker EU at tilpasse samarbejdet med udviklingslandene i lyset af disse globale aftaler.
Generaldirektoratet for udvikling og samarbejde (DEVCO) har i den forbindelse netop åbnet en offentlig høring om en kommende strategi for samarbejdet med de fattigste lande.
Høringen åbnede torsdag, og man kan komme med sine input indtil d. 21. august.
Tilbuddet gælder alle borgere og organisationer.
Ny global strategi
Ligesom Danmark arbejder EU med en helt ny global strategi. Et udspil vil blive præsenteret i juni måned. Senere på året skal udviklingspolitikken fornyes, og det er dette, man ønsker forslag til.
Bistandspolitikken skal tilpasses FN’s verdensmål, som flere højtstående personer fra Kommissionen har lovet at gøre til sin egen dagsorden.
Hidtil har EU’s strategi for arbejdet med udvikling været styret af “Consensus on Development” fra 2005, men den er allerede forældet. Eksempelvis står der, at EU vil levere 0,7% af BNI i udviklingsbistand i 2015 – et mål, der ikke er blevet opnået.
Læs strategien her: https://ec.europa.eu/europeaid/policies/european-development-policy/european-consensus-development_en
Derudover har man dokumentet “Agenda for Change” fra 2011:
http://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=CELEX%3A52011DC0637&qid=1412922281378&from=EN
Verdens største donor
Det er dog ikke småpenge, som EU anvender i samarbjedet med udviklingslandene. EU er samlet verdens største leverandør af udviklingsstøtte.
68 milliarder Euro blev det samlet til i 2015. Det svarer til lidt over 500 milliarder danske kroner, og er det højeste beløb, som EU nogensinde har afsat til udviklingssamarbejdet.
Det svarer til godt 0,47% af BNI, og er altså ikke oppe på de 0,7%, som FN anbefaler, og som EU har forpligtet sig på ved flere lejligheder – senest da man vedtog FN’s verdensmål i september.
Procentsatsen er dog en stigning i forhold til de 0,43%, man opnåede i 2014.
Læs en pressemeddelelse om EU’s udviklingstøtte i 2015 her:
http://europa.eu/rapid/press-release_IP-16-1362_en.htm
Danmark er sammen med Sverige, Luxemburg, Holland og Storbritannien de eneste lande i EU, der leverer en udviklingstøtte på de anbefalede 0,7% af den samlede nationalrigdom.
Det betyder, at EU’s ambitioner for udviklingsstøtte kan få et hårdt slag, hvis Storbritannien forlader unionen ved “Brexit-afstemningen” senere i juni.
Her er et link til høringen: