Glad Pia Olsen Dyhr: Brasilianerne køber vor medicin

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danmarks eksport til Brasilien steg sidste år med 27,2 procent og tendensen med stigende dansk eksport til det store latinamerikanske marked fortsætter i 2013. Det skyldes ikke mindst salg af dansk medicin, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag.

Også salget af sundhedsteknologi og medicinsk udstyr fra danske virksomheder stiger på det brasilianske vækstmarked med 200 millioner forbrugere.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) deltager i denne uge i et eksportfremstød i Brasilien, hvor sundhed og innovation står centralt på dagsordenen.

”Farmaceutiske produkter og sundhedsløsninger er ét af de områder, som for øjeblikket er i størst udvikling, når vi ser på den danske eksport til Brasilien og danske investeringer i landet. Mit besøg skal bruges til yderligere at udnytte de muligheder, der er for de danske virksomheder indenfor sektoren”, siger Pia Olsen Dyhr.

Medicin og andre produkter indenfor sundhedssektoren udgør mere end 40 procent af den samlede danske eksport på 5,9 milliarder kroner til Brasilien.

Pia Olsen Dyhr besøger i Sao Paulo Brasiliens førende sundhedsmesse, hvor ti danske virksomheder udstiller.

Dansk-brasiliansk samarbejde indenfor sundhedssektoren er også på dagsordenen, når ministeren i hovedstaden Brasilia mødes med viceminister, Ricardo Schaefer, samt repræsentanter fra det brasilianske sundhedsministerium.

”Vi skal udveksle erfaringer om udbygningen af landenes sundhedssystemer, hvor vi i Danmark står foran milliardinvesteringer i de nye supersygehuse. Sundheds IT, teknisk udstyr og sundhedsapparatur er stærke danske kompetenceområder, hvor brasilianerne efterspørger løsninger til udbygningen af deres sundhedssystemer,” anfører Pia Olsen Dyhr.

Åbner nyt innovationscenter

Ministerbesøget sætter også fokus også regeringens ønske om øget samarbejde med brasilianerne indenfor forskning, innovation og uddannelse. Som en del af turen markerer Pia Olsen Dyhr åbningen et nyt dansk innovationscenter i Sao Paulo.

”Med åbningen af et innovationscenter i Sao Paulo styrker vi indsatsen for at hjælpe danske virksomheder med at indgå udviklingspartnerskaber med brasilianske innovationsaktører, der kan bane vejen for fremtidig succes på det brasilianske marked. Jeg ser frem til et stærkt partnerskab også på dette felt”, siger Pia Olsen Dyhr.

Den officielle åbning af det danske innovationscenter i Sao Paulo finder sted sammen med åbningen af innovationscentre i Indien og Sydkorea.

Det vil blive markeret med en konference, der sætter fokus på innovation og vækst via internationale partnerskaber i København den 17. juni 2013.