Forestil dig, at du har valgt at bruge din fredag aften i selskab med en naturdokumentar. Den ene farverige plante efter den anden toner frem på tv-skærmen i skarp kontrast til de efterhånden bladløse træer i det danske novembermørke. En hattebærende, britisk biolog fortæller dig om en helt særlig planteart, der kun findes i Amazonas-regnskovens inderste hjerte.
Du tænker måske, at den naturrigdom, du bliver præsenteret for på skærmen, er enhver forskers drøm at gå på opdagelse i. Men faktisk bliver der forsket alt for lidt i planterne i det globale syd.
Det konkluderer et nyt studie, som forskere fra Syddansk Universitet i samarbejde med forskere fra de britiske Oxford og Lincoln universiteter står bag. I studiet sammenligner de den viden og de studier, der findes om planter i en af de store forskningsdatabaser, COMPADRE Plant Matrix Database, med mængden af registrerede arter på verdensplan.
Resultaterne taler for sig selv: Næsten halvdelen af studierne i databasen er af planter fra tempererede områder, selvom de knap udgør en fjerdedel af de registrerede arter. Langt de fleste studier er af europæiske og nordamerikanske planter, mens floraen i Latinamerika, Afrika og Asien – verdensdele, der rummer vigtige regnskove med en enorm artsrigdom – i sammenligning er underbelyst.
Kortet her illustrerer skævheden. Jo grønnere farve, jo flere studier er lavet af plantelivet i verdensdelen. Den skæve fordeling af studier farver Europa og Nordamerika grønt.
Forkert forskningsfokus?
“Vi fokuserer som forskere mere på de tempererede regioner i Nordamerika og Europa,” konstaterer Owen Jones, der er lektor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet og en af forfatterne til studiet. Han mener, at studiet afslører en skævvridning i forskningen, som det er vigtigt at være bevidst om.
“Jeg tror, at mange forskere beskæftiger sig med emner, der er belejlige at arbejde med, eller som de tilfældigvis interesserer sig for. Men jeg mener, at vi bør være mere opmærksomme på de forskningsvalg, vi tager.”
Studiet fra Syddansk Universitet er ikke det eneste, der peger på en generel mangel på viden om planterne i de tropiske områder. I oktober udgav den britiske forskningsinstitution Royal Botanic Gardens Kew for første gang siden coronakrisen sin State of the World’s Plants and Fungi-rapport, der bliver til i samarbejde med 200 forskere fra hele verden.
Rapporten fremhæver 32 såkaldte ”darkspots” – geografiske områder, hvor der er en særligt mangelfuld viden om plantelivet. Alle 32 darkspots befinder sig i det globale syd, og langt de fleste er i områder, hvor der er en særligt rig flora.
Samtidig er det også ofte områder, der både er truet af klimaforandringerne og er i fare for at blive lavet om til landbrugsområder.
Biodiversitet – også i landbruget
Historien om, at landbrugets dyrkning af soja til foder bidrager til afskovningen i blandt andet Amazonas, er nok ikke ny for de fleste. Men måske kunne forskningen hjælpe til at bidrage til at balancere landbrug og natur bedre – hvis der var midler til det.
Det er nemlig ikke kun de vilde planter, vi forsker for lidt i. Det er også de forskellige, lokale afgrøder, det bliver dyrket i særligt de tropiske egne, som forskerne burde se nærmere på.
Det mener i hvert fald Marten Sørensen, der er lektor emeritus ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet. Han har i mange år forsket i afgrøder fra blandt andet Sydamerika, og gennem årene har han oplevet, at der er blevet færre ressourcer stillet til rådighed for den nødvendige forskning.
“I gamle dage, der lavede jeg forsøg i marken – på et tidspunkt var jeg i op til ni forskellige steder i troperne. Men det var jo betalt af EU og sidenhen Danida. Den slags penge er nærmest umulige at opdrive i dag,” siger Marten Sørensen.
Han peger på det paradoksale i, at afgrøder som majs og soja i stor stil bliver dyrket langt fra deres oprindelsessteder og udkonkurrerer lokale arter, der ellers kunne bidrage til at øge både landbrugsdiversiteten og fødevaresikkerheden.
De truende klimaforandringer
Så er der dét med klimaet.
Vores begrænsede viden om planter uden for Europa og Nordamerika er særligt problematisk, fordi vi ikke ved, hvordan planterne kommer til at reagere på klimaforandringerne, fortæller Owen Jones:
“Udfordringen er, at det bedste tidspunkt at undersøge det på nok var for 30, eller måske 50 år siden. Vi kan godt starte nu, og om 20 år potentielt have en virkelig god forståelse for, hvordan en art vil reagere på klimaet, men da vil det være for sent.”
Ifølge rapporten fra Royal Botanic Gardens Kew er 75 procent af alle verdens plantearter i fare for at uddø. Faktisk foreslår forskerne bag rapporten, at alle nyopdagede arter bør registreres som truede fra start.
Marten Sørensen påpeger, at klimaforandringerne også kan have alvorlige konsekvenser for fødevaresikkerheden, hvis vi ikke har den nødvendige forståelse for, hvilke afgrøder, der kan dyrkes i forskellige områder.
“Hvis vi i Europa og de andre tempererede områder skal tænke lidt mere egoistisk, så er der jo afgrøder – både fra subtropiske egne og højlandsområder i troperne – som kunne afhjælpe effekten af klimaforandringerne. Vi har en fuldstændig fantastisk variation af afgrøder, som er spændende og ernæringsmæssigt meget interessante,” siger han.
En strukturel skævvridning
I studiet fra SDU præsenterer forskerne et tydeligt budskab: “Det videnskabelige samfund bør reagere på vores undersøgelse og flytte fokus til understuderede regioner og plantetyper,” lyder opfordringen.
Det er dog lettere sagt end gjort, for den manglende forskning er udtryk for en strukturel skævvridning, og ikke bare et spørgsmål om, at den enkelte videnskabsmand kan vælge anderledes, siger Owen Jones:
“Det er et samfundsproblem, og det er ikke sådan, at én videnskabsmand kan løse udfordringen alene. Det er vel et problem, som den akademiske verden og den økologiske videnskab skal løse i fællesskab.”
“Det er et samfundsproblem, og det er ikke sådan, at én videnskabsmand kan løse udfordringen alene. Det er vel et problem, som den akademiske verden og den økologiske videnskab skal løse i fællesskab.”
Owen Jones, lektor ved Syddansk Universitet
Han har selv flere forslag til, hvordan man kan komme udfordringerne i planteforskningen til livs. Ifølge forskeren burde man i højere grad øremærke penge til forskning i det globale syd, ligesom donationspuljer, der i højere grad muliggør langtidsstudier, bør indføres. Undersøgelserne er nemlig oftest for korte til at undersøge, hvordan en bestemt art påvirkes af miljø- og vejrvariationer.
Selvom der bliver snakket meget fra politisk side om at øremærke penge til klimaforskning, har Marten Sørensen dog ikke oplevet, at det er resulteret i flere penge. Tværtimod.
“Jeg har oplevet virkelig mange gange, at studerende har spurgt: De der dejlige projekter, vi havde i gamle dage, hvordan kan vi lave dem i dag? Så må jeg desværre sige til dem, at den slags forskningstilskud kan vi ikke længere få fingre i,” siger han.
Illustrationen er genereret med hjælp fra AI-redskabet DALL-E.
Foto: Anna Regine Irgens Bromann
Et provokerende forslag
Owen Jones mener, at forskningsverdenen bør genoverveje hvilke emner, der bliver forsket i.
“Det lyder måske lidt kontroversielt at sige, og måske kan det provokere nogle, men man må spørge, om vi virkelig har brug for endnu en undersøgelse af denne hersens art fra Europa, som vi allerede har så meget viden om? Er det så ikke mere interessant at undersøge en usædvanlig plante et sted, hvor der ikke er lavet så meget forskning?” spørger han.
Det er værd at huske, at de fascinerende naturdokumentarer, der fylder vores novembermørke hjem med farver, kun fortæller en brøkdel af den langtfra færdige fortælling om Jordens grønne rigdom.
Tak, fordi du læste vores historie. Hvis du kunne lide den, håber vi du vil overveje at skrive dig op til Globalnyts nyhedsbrev.
Alle artiklens illustrationer er genereret med hjælp fra AI-redskabet DALL-E.
