Søndag den 12. juni arrangerer FN’s Verdensfødevareprogram, WFP, ”Walk the World” over hele kloden. Det er en global gåtur mod sult på 5 km med deltagelse af flere end 200.000 personer.
I 84 lande og 270 byer verden over vil WFP-ansatte gå hånd i hånd med ansatte fra den internationale transportvirksomhed TNT og derved markere det akutte behov for fødevarehjælp rundt om i verden.
Efter planen vil op mod 1.000 mennesker deltage i Walk the World-arrangementer i Kolding og København. Begge steder går starten kl. 10. I Kolding ved Staldgården ved Koldinghus og i København ved Churchill Parken nær Gefion Springvandet.
I Kolding deltager den dansk-kenyanske løber Robert Andersen, der selv tidligt i sit liv har haft WFPs fødevarehjælp tæt inde på livet, ligesom Koldings viceborgmester, Jørgen Jessen, går med. I København går WFPs nordiske direktør Mikael Bjerrum i spidsen.
Med Walk the World-arrangementet håber WFP og sponsoren TNT at indsamle over 15 mio .kr. til WFPs skolemads-programmer i den fattige verden. Et beløbet, der rækker til, at 70.000 børn kan få et måltid mad hver eneste skoledag i et helt år.
-Det er en skandale, at 18.000 børn dør af sult hver eneste dag, og at der stadig er mere end 100 millioner børn, der får for lidt mad, og som ikke har mulighed for at gå i skole, siger Mikael Bjerrum og uddyber:
– WFPs skole-mad-programmer er en uhyre effektiv måde at slå 2 fluer med ét smæk: for det første at sikre børnene noget ordentligt mad og for det andet at give dem muligheden for et bedre liv – også på længere sigt.
– I TNT er vi overbevist om, at vores sociale engagement med WFP kan gøre en forskel for verdens sultne. I de 2 år samarbejdet har kørt, har vi set engagementet hos vores medarbejdere vokse og vokse. Jeg kan kun appellere til, at flere virksomheder engagerer sig i humanitært arbejde og bidrager til at forbedre forholdene for verdens fattige og sultne, siger Jesper Nielsen, direktør i TNT Danmark.
Yderligere information
Mikael Bjerrum, Direktør, WFPs nordiske kontor; e-mail: [email protected]; tlf.: 35 46 71 30 eller mobil: 40 11 38 83.
Eller: www.fighthunger.org (Walk the World hjemmesiden på engelsk); www.wfp.dk (Den danske hjemmeside om WFP); www.wfp.org (WFPs engelske hjemmeside); www.tnt.dk (TNTs danske hjemmeside); www.tnt.com