Lars Koch
I 1998 blev Lars ansat i Nord/Syd-Koalitionen som gældsmedarbejder. Fra 2001-2004 gik turen til Bolivia for IBIS og arbejde som regional rådgiver for de indianske organisationer i fortalervirksomhed.
Efter en tur omkring Københavns Universitet og MS har Lars siden 2006 arbejdet for IBIS. I starten som governance rådgiver, men nu som politikmedarbejder med hovedfokus på effektivitet i bistanden, råstofindustrien og kapitalflugt. Men også andre udviklingspolitiske temaer som Verdensbanken, IMF, gæld, private investeringer og meget mere ryger over skrivebordet.
Trumps og de højre-nationalistiske bevægelsers fremmarch kan langt hen ad vejen forklares ud fra udviklingen i den globale ulighed. Branko Milanovic, der er blandt verdens førende forskere i ulighed, præsenterer i sin nye bog ”Global Inequality” et blændende overblik over udviklingen i ulighed fra 1988-2008.
Det er årene hvor globaliseringen for alvor slog i gennem og hvor Kina og de asiatiske lande udvikler sig eksplosivt, og frem til finanskrisen i 2008. Det er bemærkelsesværdigt at se, hvem der har haft gavn af globaliseringen i dette tidsrum.
Milanovic er særligt blevet kendt for nedenstående ”elefant”-kurve. Den hedder elefant-kurven fordi, den ligner en elefant, men det kan også tolkes som at de rigeste 5 %, der udgør elefantens snabel, helt bogstaveligt er de, der har snablen nede i den fælles kasse.
Kurven viser den relative vækst i indkomster over tyve år fordelt på globale indkomstgrupper. Altså, alle verdens mennesker stillet op på linje efter deres indkomst, opdelt i grupper på 5 % af den samlede globale befolkning, hvor vi ser den procentmæssige udvikling af deres indkomst.
Milanovic peger på tre centrale observationer: 1) En meget stor vækst i indkomster i Kina og andre udviklingsøkonomier, der har skabt en stor indkomstfremgang blandt de 20-60 % fattigste i verden. 2) Stagnation i indkomsterne i den lavere middelklasse i OECD-landene. 3) Boom i indkomsterne for den allerrigeste 1 %. Dertil kan nævnes at de allerfattigste er fasthold i yderste fattigdom.
Kurven viser tydeligt, at vinderne fra globaliseringen har været middelklassen i de stærkt voksende økonomier i Asien samt den 1 % ekstremt rige, mens taberne har været den lavere middelklasse i OECD-landene og de allerfattigste.
Her har vi en meget stor del af forklaringen på den vrede hvide mand, der stemmer på Trump, og de neo-nationale anti-globaliserings bevægelser i Europa som Dansk Folkeparti mfl.
De har ikke fået del i globaliserings goder, men ser deres arbejdspladser flytte til Kina, og migranter, der udkonkurrerer dem, også på deres hjemmebane. De er truet.
Imens sidder den globale elite og deres økonomiske tænketanke og klapper i hænderne og taler om frihandel og globaliseringens goder, der i høj grad tilfalder den 1 % rigeste, der samtidig udgør de 5-10 procent rigeste i OECD-landene.
Det positive er, at der er trukket hundreder af millioner ud af fattigdom i de asiatiske tiger-lande gennem høj vækst og stigende indkomster for de arbejdende, særligt de, der bor i byerne og tager del i globaliseringen. De er den brede ryg på elefant-kurven, der har fået øget deres indkomster med 70-80 % i gennemsnit, og for nogle lande betydeligt mere, over en tyveårig periode.
Det er de arbejdere i Kina og andre steder, der har overtaget arbejdspladserne i industrien fra OECD-landene, men til en meget lavere løn. Det er vigtigt at bemærke, at den asiatiske middelklasses absolutte indkomst på omkring $1.400 er betydeligt mindre end hvad vi forbinder med den lavere middelklasse i OECD, der ligger omkring $5-10.000.
Det som elefant-kurven skjuler, er hvad den absolutte stigning i indkomsterne har været. Elefant-kurven viser procentvis vækst. Men nedenstående figur fra Milanovic viser fordelingen af den absolutte stigning i indkomsterne over de tyve år. Altså, hvis den samlede indkomststigning har været 100 kager, så har den rigeste 1 % taget de 27.
Her fremgår det med al tydelighed, at vinderne i absolutte tal er den globale elite, hvor de 5 % rigeste har taget mere end halvdelen af indkomstfremgangen. De 5 % rigeste har taget mere end halvdelen af kagerne. Den fremvoksende asiatiske middelklasse – den brede ryg i elefant-kurven – har en mindre indkomstfremgang end det samlede gennemsnit. Altså, hver gang den globale indkomst er steget med 100 kager, så er de 52 kager gået til de 5% rigeste. Alle andre end de 10 % rigeste har fået færre kager, end den gennemsnitlige vækst i kager.
Hvad skyldes det? Det er selvfølgelig, som Milanovic forklarer det, pga. af det enorme skel mellem de største og de mindste indkomster globalt. Den rigeste 1 % havde i 2008 i gennemsnit $71.000 efter skat, mens de fattigste 10 % i gennemsnit havde $450. Indkomsten for personer omkring den globale median på 50 % var $1.400. Så det ekstreme skel i fordelingen af den absolutte indkomstfremgang er forklaret i en i forvejen meget skæv fordeling af indkomsterne. Samtidig har den globale elite haft en meget høj procentuel vækst i indkomsterne.
Konklusionen er fortsat, at det er den globale elite og den asiatiske middelklasse, der er vinderne i den tyveårige periode fra 1988-2008, og taberne er de allerfattigste og den lavere middelklasse i OECD-landene. Den asiatiske middelklasse ser på sin relative udvikling og har fået væsentligt forbedrede muligheder. De ufaglærte, arbejderne og den lavere middelklasse i OECD ser også på hvad de har fået ud af globaliseringen. De ser blot, at de ikke har haft øget løn, og når de sammenligner sig med eliten i landene, så er de hægtet fuldstændigt af. Og det skaber de voldsomme politiske reaktioner i OECD-landene, som vi ser i disse år.
Milanovic viser, at uligheden inden for landene, særligt i OECD, er steget siden Reagan-Thatcher-perioden fra 1980, hvor frihandel, neoliberal økonomisk politik og statslige nedskæringer blev religion. Når vi kan se, at de 5 % rigeste løber med mere end halvdelen af indkomstfremgangen, og når Oxfam har vist, at de 1 % rigeste ejere mere end resten af verden tilsammen, så er der stærkt behov for at sætte ind mod denne ekstreme ulighed.
Det oprør vi ser fra udkants-Danmark, fra den vrede hvide mand i USA og højre-anti-globaliseringsbevægelserne i Europa, udspringer i stort omfang af at almindelige mennesker er hægtet af globaliseringen. Som museumsinspektøren fra Sønderborg Slot, René Rasmussen har sagt til Politiken om hvordan sønderjyderne reagerer: ”Her pukler vi røven ud af bukserne og betaler vores skat, og dem, der skummer fløden, er bankdirektørerne, der kører bankerne i sænk og griner hele vejen til en ny bank med et nyt gyldent håndtryk. De er tvivlsomme salg af statslige virksomheder, udenlandske svindlere, der lænser statskassen for vores surt tjente skatteenge, og der er Luxembourg-finter, der lader de rige gå i skattely. Der er nogen, der tager røven på os, og de griner ovenikøbet af os. Det er en almindelig holdning hernede.”
Globaliseringen har udviklet en global elite, der spiser mere end halvdelen af kagerne og kun efterlader krummerne til os andre, som vi kan slås om. Når eliten har spist mere end halvdelen af kagerne, er budskabet til den arbejdsløse industriarbejder: ”Pas på flygtningen, han vil spise dine kager”.
I stedet skal vi have et opgør med den ekstreme ulighed, de absurd høje lønninger, gyldne håndtryk, finanssektorens friløb og skattefrihed og topskattelettelser for de allerrigeste, der kan gemme deres formuer i skattely. Der skal ikke gælde særlige regler for de rigeste og andre regler for alle os andre. Vi skal bekæmpe uligheden og omfordele kagerne, så globaliseringen og væksten kommer os alle til gode. Det skal igen kunne betale sig at arbejde, det skal betale sig at skabe rigtige arbejdspladser i stedet for at skabe formuer i en finanssektor i skattely. Vi skal alle have del i kagerne.
Det kræver et opgør med den 1 %.