Journalistik og litteratur om migration og prostitution er fyldt med sproglige klicheer om handlede kvinder, brutal tvang, menneskesmuglere, udvisninger og tilbagesendelser af prostituerede til deres oprindelige hjemlande. Men i ophobningen af stereotype beskrivelser af nedværdigende elendighed får man sjældent et indtryk af de mennesker, det handler om. Eller burde handle om.
Sine Plambech har som antropolog skrevet en fremragende bog, hvor kvinderne ikke blot får ansigter, men også bliver til rationelle, selvstændigt tænkende og planlæggende mennesker, der arbejder for at give deres børn og deres familier et bedre liv. Mennesker, der ofte ved, hvad de gør, og som ofte har familier, der er stolte af deres indsats og ikke mindst den indtægt, de sender hjem. Og nogle, der som Sommai i Thy, er stolte af sig selv. Hun forlod Thailand i 1990 og siger ”Jeg er stolt af mig selv, og det jeg har gjort. Fordi det ændrede mit liv. Og det ændrede mine børns liv. De har det godt nu i Danmark. Vi har det godt.”
Indsigt, kærlighed og varme
Global Sex. Hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme
Sine Plambech: Global Sex. Hvad sexarbejdere ved om kærlighed og kapitalisme.
Hans Reitzels Forlag
240 sider
Pris: 295 kroner
Det er lige langt fra romantik og forargelse. Det er beskrivelsen af kvinder, som lever eller har levet et hårdt liv. Mange dør undervejs. Men det er også en nøgtern beskrivelse af virkeligheder, og det er beretninger præget af indsigt, kærlighed og varme.
Sine Plambech har arbejdet med kvinder i den globale sexindustri i mere end 20 år. Fokus er kvinder fra Thailand og Nigeria. Hun besøger dem hos familierne derhjemme, og hun følger dem til Sicilien, til Dubai og til Danmark. Hun hjælper dem og bliver nogle gange en nær ven.
Det er tekster præget af stor solidaritet, samtidig med at hun som antropolog hele tiden er meget bevidst om sit eget privilegerede liv. Hun har altid en kraftig livline til et rigt understøttende samfund. Hun dør ikke – som Becky, der på sin vej fra Nigeria mod den farlige færd over Middelhavet dør af en graviditet, ”fordi hun var fattig og ikke kunne få hjælp”.
Der er mange vigtige budskaber i Plambechs bog. Et af dem er, at kvinderne både i Thailand og i Benin City i Nigeria som oftest godt ved, hvad de gør. De ved at de, hvis de når frem, skal leve af prostitution, og at de gældsætter sig, så de udover at sende penge hjem også skal kunne betale gæld tilbage. De skal arbejde hårdt og hele tiden med det eneste de har, deres krop.
Og det er det de gør.
Nogle lykkes så langt, at de kan hjælpe deres familier til højere status eller deres børn til bedre skolegang. Men prisen er høj. Mødre der i årevis ikke ser deres børn undtagen i billeder på mobilen. Som er tvungne til betalt sex dag ud og dag ind, men som ikke kan kramme deres børn. Fordi de i årevis er adskilt fra dem.
Sine Plambech involverer sig, som man må gøre det, når man gennem en årrække følger mennesker tæt, og når man som privilegeret også har muligheder for at give økonomiske håndsrækninger og andre former for bistand.
Hun involverer sig med kvinderne, og hun involverer sig i bogens tekst. Hun har sine egne fødsler undervejs i det lange forløb. Hun har en skilsmisse. Hun får fire børn. Hun har opture og nedture, og hun har også som mor meget at dele med kvinderne. I sekvenser er det et fællesskab. Der er også et solidarisk ligeværd. Men der er aldrig lige vilkår, altid et ulige magtforhold.
Den personlige involvering er en styrke. Plambech skriver selv i sin indledning om risikoen for af den grund at blive betragtet som uvidenskabelig, men at sådan må det være. ”Jeg vil skrive kvindernes historie, og hvor det er relevant bruge min egen til at fremkalde deres”.
Jeg synes ”Global sex” er noget af en litterær bedrift.
Jeg synes ”Global sex” er noget af en litterær bedrift. Jeg fornærmer vel ikke mange forskere ved at sige, at forskningsformidling sjældent løfter sig sprogligt eller litterært. Ofte er stor faglig interesse et nødvendigt vilkår for at få noget ud af en forskningstekst. Således ikke her i en bog, der leverer almenmenneskelighed, som formidler viden og forståelse, og som rummer billeder, der bliver på nethinden. Det er litteratur.
Debatten om flugt og migration er præget af stereotyper og stor overfladiskhed. Det gælder især den politiske debat. Måske også fordi politikere kun kan holde deres egne politiske holdninger og handlinger ud, hvis de reducerer mennesker til klicheer og tal.
De nigerianske og thailandske sexarbejdere er kvinder af kød og blod, der planlægger og vurderer, hvor markedet giver dem de bedste muligheder. De arbejder ofte for større velfærd for deres familier. Og de arbejder så hårdt og under så vanskelige forhold, at de må siges at overopfylde anbefalinger fra Kaare Dybvad Bek og Mette Frederiksen om at øge det hårde arbejde til gavn for fremtidens velfærd.
De fortjener hjælp, men de fortjener også respekt.
