Globalnyt anbefaler: Roman, dokumentarfilm og et kækt bud på international nyhedsdækning

Forfatteren Tsitsi Dangarembga fra Zimbabwe er ophavskvinde til en af denne uges kulturanbefalinger, romanen Nervous Conditions.


Foto: Thomas Lohnes/Getty Images
Laurits Holdt

21. marts 2024

LÆS prisbelønnet roman fra kolonitidens Rhodesia

Anbefalet af Hedi Nermin Aziz

Tsitsi Dangarembgas berømte debutroman Nervous Conditions fra 1988 er den første bog udgivet af en sort kvinde fra Zimbabwe på engelsk. Bogen vandt Best Book of the Commonwealth Writers’ Prize i 1989.

Vi befinder os i det koloniale Rhodesia, som Zimbabwe hed dengang, i løbet af 1960’erne, og romanen følger den skarpe og ambitiøse teenagepige Tambu. Hendes drøm er at blive fri for de traditionelle byrder i den afrikanske landsby, som begrænser hendes handlefrihed. Det er en drøm, der går i opfyldelse, da hendes velhavende onkel hjælper hende med at tage en uddannelse i England. Men Tambu finder hurtigt ud af, at man skal passe på, hvad man ønsker sig. For den engelske uddannelse bliver til usynlige fodlænker, der tapper hende for kræfter, mens hun vokser ud af barndommen og træder ind i en ny verden fyldt med komplekse sociale strukturer.

Nervous Conditions er en vidunderligt tankevækkende roman, og det er svært ikke at holde af den kløgtige hovedperson. Gennem forskellige redskaber vækker Tambus stemme minder om barndommens længselsverden, som man troede, man for længst havde glemt. Bogen giver os et kraftfuldt indblik i flere lag af undertrykkelse og efterlader rum til refleksion og eftertanke om intersektionalitet.


SE dokumentarfilm om enlig mor og nationalist fra Mongoliet

Anbefalet af Morten Scriver Andersen

Du kan lige nå det. At besøge en af verdens bedste dokumentarfilmfestivaler, nemlig CPH:DOX, der som altid har et enormt udvalg og et godt udsyn i verden.

Jeg selv var inde og se Daughter of Genghis om en nationalist fra Mongoliet, der er bandeleder, alenemor og kerer sig dybt om Mongoliets prekære situation som indeklemt mellem stormagterne Kina og Rusland. Derfor opsøger hun kinesisk ejede bordeller og intimiderer de ansatte, der sælger deres kroppe til fjenden. Det er ikke videre sympatisk, men Gerel, som hun hedder, er vores indgang til at forstå, hvorfor mennesker bliver ekstreme nationalister, her i et land vi sjældent hører om, men hvis historie taler for sig selv.

Men Gerel er selvfølgelig ikke bare en hovedløs ekstrem nationalist. Hun er også et menneske og en mor, der prøver at forstå sit barn og finde en plads til ham i en truende verden. Og som filmen skrider frem, ser vi også, hvordan hendes lille dreng åbner hendes verden en smule på klem. Også for kineserne.

Jeg har også haft fornøjelsen af at tale med Gerel. Så du kan eventuelt varme op med at læse interviewet, hvor hun også sætter ord på, hvorfor Genghis Khan stadig lever dybt i hende, og hvorfor Hitler INTET har at gøre med hagekorset.

Du kan se Daughter of Genghis flere steder i landet.

Af andre film, du kan varme op til med hjælp fra Globalnyt, er Immortals, hvor min kollega Hedi har talt med filmens irakiske og normbrydende protagonist. Eller filmen I shall not hate, hvor min ligeså gode kollega Alexandre Gernigon har interviewet filmens hovedperson, en palæstinensisk læge, der forbilledligt kæmper mod sit eget had og hadet mellem Israel og Palæstina generelt, på trods af at en israelsk tank i 2009 dræbte hans tre døtre.


FORSTÅ verden med onkelhumor

Anbefalet af Sven Johannesen

Konflikter i udbrud, modbydelig vold og en klimakrise på speed. Internationale nyheder tilter ofte til den tunge side (også her på Globalnyt), og derfor er det kække og lette nyhedsbrev fra International Intrigue et kærkomment alternativ.

International Intrigue er grundlagt af diplomater, der med egne ord ikke orkede at læse flere “uforståelige udenrigspolitiske artikler, bløde magtteorier eller mystiske detaljer om handelspolitik.” Nu udgiver de nyheder og analyser på skrift og lyd, samt altså et nyhedsbrev, der, skønt emnet er Nigerias valg, sagtens kan indledes med fortællingen om, hvordan verdens største puslespil netop er blevet lagt, men mangler en brik.

Forvent ikke lange og nørdede forklaringer, men korte, kække og ofte småplatte takes på globale begivenheder. Haters vil nok finde det lidt poppet. Og nej, det kan selvfølgelig ikke stå alene, men som supplement til mere selvhøjtidelige konkurrenter er det forfriskende. Tjek det her: https://www.internationalintrigue.io