Der er nogle, der bruger coronapausen godt.
Tag nu bare divaen fra Wassoulou-området i Mali, Oumou Sangaré. Hun er gået totalt unplugged i et studie i Paris, og er kommet ud med en besjælet plade i absolut topklasse. De fleste numre er fra hendes store comeback på det nye franske label No Format!, albummet som hed ‘Mogoya’, og dertil er der et par af de gamle hits. Oumou er i forrygende musikalsk selskab og har taget blandt andre sangerinden Kandy Guira fra Burkina Faso med på pladen. Læs anmeldelsen her.
Lyt til playlisten her, mens du læser videre:
Du har sikkert aldrig hørt om Niger-musikeren Alhousseini Anivolla også kendt som Anewal, som betyder ”Gående mand” på tamachek? Han er såmænd eksponent for den såkaldte ørkenblues og er blandt andet kendt fra gruppen Etran Finatawa. Hvis du kan lide Tinariwen og Bombino bliver du vild med denne musik. Læg dertil guitarist Girum Mezmur, som til daglig er leder af den etiopiske superstjerne Mahmoud Ahmed’s orkester og som har medbragt et hold af mestermusikere på blandt andet mandolin og en-strenget violin, og du har en forunderlig cocktail. Sammen har de begået albummet ‘Afropentatonism‘, som er indspillet til en koncert i Nairobi. Hør de tre appetitvækkere her og find så hele pladen til næste fest.
***
Ba Balance har været undervejs i et par år. Ja, faktisk har jyske Preben Carlsen nærmest været Mr. Afro når det gælder autentisk afrikansk guitar herhjemme, og som regel har han haft perkussionisten Salieu “Sal” Dibba ved sin side, gambiansk af fødsel, men med mange år i Malmø, hvor Carlsen også bor i dag. Du kender dem sikkert fra koraspiller og sanger, Dawda Jobarteh, men skal nu til at tænke Ba Balance, for pladen er lovende. Vi har medtaget tre numre fra den helt nye ‘Around The Crocodile Pond’, inklusive ‘Djembe’, som er den fejende flot indledning, hvor Preben Carlsen i den grad viser formatet. Læs anmeldelse af albummet her.
***
Endelig er der et stykke Marokko i eksil. Hicham Bilali er fra Fez og er gnawamester. Det samme gælder hans venner fra Tanger, som udgår fra Abdelwahid Stitous skole. Alle bor de i Bruxelles, hvor albummet ‘Jola – Hidden Gnawa Music in Brussels‘ er blevet til. Det er traditionel gnawa musik ud af den klassiske gharbaouï-stil, som er den gængse. Dertil er lydkvaliteten og studiearbejdet eminent, hvorfor pladen er perfekt for den, der ikke har gnawa-musikken inde under huden. Nyd de fremragende kor og intimiteten.