Små tre år efter at Taliban indtog Kabul og tilføjede Vesten et forsmædeligt nederlag, har det konservative styre løbende strammet skruen over for landets hårdt prøvede befolkning. Overvågningen og sikkerhedstjenesternes paranoia er større end nogensinde. Det har gjort det tæt på umuligt for uafhængige journalister at operere i landet.
Det konkluderer den dansk-afghanske journalist Ahmad Rashidi, der netop har været i kløerne på Talibans efterretningstjeneste, der anholdt ham og hans samarbejdspartnere i Kabul, mens han var på opgave for Globalnyt. Efter sin løsladelse er han nu tilbage i Danmark, hvor han fortæller om den voldsomme oplevelse.
“Det er vigtigt at understrege, at det ikke er mig, der har haft det hårdest. Jeg kan tage en flyver hjem til Danmark, mens mine lokale kollegaer nu må betale en langt højere pris,” siger Ahmad Rashidi som det første.
På baggrund af sin erfaring med at arbejde journalistisk i Afghanistan havde han ellers taget sine forholdsregler, da han for nogle uger siden ankom til landet for dels at besøge noget familie og dels lave artikler til Globalnyt.
“Man skal sørge for at gøre sit forarbejde grundigt. Taliban skal gerne vide det, inden du kommer, så jeg skrev til dem på forhånd og fortalte, at jeg blandt andet gerne ville skrive om, hvordan nogle kvinder er begyndt at lave indhold til YouTube for på den måde at tjene penge. Det mente Taliban ikke var noget problem,” siger Ahmad Rashidi, der også sikrede sig de nødvendige skriftlige tilladelser.
Samtidig sørgede han for at være så transparent i sit arbejde som muligt for at undgå at vække mistanke.
”Førhen kunne du godt mødes privat med en kilde på en tilfældig cafe, men i dag ser Taliban kvinde-issues som en indenrigspolitisk trussel. Så du skal være meget påpasselig. Jeg valgte at lave mine interviews på hotel Intercontinental, som er ejet af styret, og hvor det vrimler med efterretningsagenter. Jeg tænkte, at jeg på den måde ikke ville kunne beskyldes for at have en skjult dagsorden,” siger Ahmad Rashidi, der også fortalte manageren på det Taliban-kontrollerede hotel om sine planer. Det var helt i orden.
”Han tilbød endda, at vi kunne få adgang til hotellets tag, når vi skulle tage fotos.”
På dagen for interviewet mødes Ahmad først med fire kvinder og fire mænd i restauranten på Continental til en baggrundssnak.
”På et tidspunkt kommer en efterretningsagent hen og spørger, om vi har tilladelse, og den viser jeg ham, hvorefter han trækker sig tilbage,” husker Ahmad.
En typisk talibaner
Så ankommer den kvinde, Ahmad Rashidi skal interviewe til sin artikel. Efter Talibans magtovertagelse er kvinder i stor udstrækning blevet udelukket fra arbejdsmarkedet. Kvinden, som er tidligere journalist, forsøger nu at tjene penge på at drive en YouTube-kanal fra sit hjem.
Interviewet går fint, og Ahmad Rashidi giver kvinden 400 afghani (cirka 40 danske kroner) til at dække hendes transportudgifter. Hun forlader hotellet, og Ahmed Rashidi begynder sit næste møde.
“Vi har lige sat os og bestilt to cappuccinoer, da døren går op og seks Taliban-folk fra efterretningstjenesten kommer ind og direkte mod os. De fleste er maskerede, men deres kommandant er ikke. Han er i fyrrerne, kraftig bygget og har langt skæg med mandelolie og traditionelt blåt tøj og vest. Sådan en typisk talibaner.”
Hvordan kan man kende en talibaner?
“Det er tydeligt. Det er skægget og måden, de går og taler på. De udstråler en dominans og en stærk form for autoritet. Der er selvfølgelig forskel på Taliban. De folk, der bare står for at bevogte en dør, er mere rolige. Men du er ikke i tvivl, når du møder nogle fra efterretningstjenesten. De har nærmest en sort tordensky over sig. Da han sætter sig foran mig, begynder mit hjerte at banke. Og så vil han have min telefon. Da jeg ikke vil give ham koden, løfter han hånden og truer med at slå mig.”
Kommandøren beordrer sine folk til at føre Ahmed ud i hotellets baglokale, hvor kommandøren under en kort afhøring siger, at: “Vi skal nok finde den virkelige grund til, at du er her.”
Ahmad Rashidi
Dansk-afghansk freelancejournalist med fokus på international sikkerhedspolitik. Har siden 2021 skrevet for Globalnyt og en række danske medier. Har tidligere arbejdet i 12 år med menneskerettigheds- og demokratifremmende projekter i Afghanistan. Kandidatstuderende på statskundskab.
Så bliver Ahmad Rashidi ført ud i en bil med sin fixer og sin kameramand, som også er blevet anholdt. De tre får bind for øjnene og bliver kørt afsted til hovedkvarteret for Talebans efterretningstjeneste, GDI. En tjeneste, der ifølge FNs mission i Afghanistan, UNAMA, systematisk udsætter tilbageholdte for tortur, som eksempelvis waterboarding.
Ahmed Rashidi og hans to kollegaer bliver placeret i hver sin celle.
“Jeg kan høre, nogle der griner, og nogle der griner. Der lugter dårligt i min celle, men der er pænt gulvtæppe.”
ISIS og USA
En time senere bliver han hentet til afhøring. På tv-skærmene på væggen kan han se et livefeed fra de to kollegaer i deres celler. Da han nægter at åbne sin telefon, bliver han slået, hvorefter han trykker koden. Ahmad spørger dem igen, hvad han har gjort forkert.
“De siger, at jeg mødtes med 80 mennesker på dagen, hvortil jeg svarer, at det slet ikke er muligt at mødes med så mange mennesker på en dag.”
Det skriver International Media Support om Afghanistan
”Vilkårene for medier i Afghanistan er ekstremt vanskelige. Mange medier er lukket, mens andre fortsætter dækningen under ændrede forhold. Taleban har lagt forskellige former for pres på medierne, blandt andet fysiske overgreb, fængslinger eller psykisk pres i form af trusler og anden intimidering.”
Læs mere her.
Derefter bliver han bombarderet med spørgsmål og trusler om at blive smadret fra fire-fem personer. Undervejs bliver han beskyldt for at være i lommen på både ISIS og USA, ligesom han bliver beskyldt for at betale kvinder for at gå på gaden og protestere mod regimet.
“På et tidspunkt midt i det her kaos kommer der en venlig, lille taliban-fyr ind med en kop te til mig, men jeg kan slet ikke få noget ned, så jeg siger pænt nej tak, hvorefter han pludselig bliver vred og råber, at jeg skal drikke den te.”
“Min krop er helt i alarmberedskab, så jeg kan knap synke en mundfuld te. Jeg mister fuldstændig fokus og når knap nok at svare, før der kommer en ny beskyldning. Og jeg mister fornemmelsen for tid og sted. Det er en afhøringsteknik, de bruger for at slå en ud af kurs, så man taler over sig.”
På et tidspunkt går nogle af agenterne ind til hans fixer og fotograf for at få bekræftet nogle af oplysningerne, og på tv-skærmene i afhøringsrummet kan Ahmad Rashidi se, hvordan hans kollegaer bliver mishandlet i deres celler.
“Det ikke at kunne gøre noget, er det værste, man kan opleve som menneske. Når nogle, du holder af, er kommet i unåde på grund af dig. Det er ikke fedt,” siger han.
Da afhøringen er slut uden noget egentligt resultat, bliver Ahmad Rashidi ført tilbage i sin celle, hvor han udmattet falder i en dyb søvn.
Senere om natten bliver han og de to kollegaer vækket og kørt tilbage til hotellet. Ahmad Rashidi får besked på, at han ikke må forlade det, før han har haft et møde med Taliban næste dag.
Næste formiddag holder han et møde med en af hotellets Taliban-agenter, der forsøger at bagatellisere anholdelsen og volden under afhøringen.
“Han sagde, at de jo er nødt til at holde øje med, hvad der sker, og at det er for alles bedste, at der er styr på sikkerheden. Samtidig sagde han, at han håbede, at jeg ikke ville tale højt om anholdelsen, når jeg kom hjem.”
Paranoide og understimulerede
Hvorfor tror du, at du blev anholdt?
”Jeg tror, at folk i sikkerhedstjenesten blev nervøse over, at jeg mødtes med nogle kvinder, selvom det skete på et officielt sted, og selvom jeg havde papirerne i orden.”
“Jeg har efterfølgende tænkt på, hvad en Taliban-kommandør sagde til mig engang, nemlig, at man skal passe på kvinder, for selvom de er små, er de farlige. Dengang forklarede han, at det netop er på grund af kvindernes forhold, at Taliban ikke kan blive internationalt anerkendt. I dag er der ingen tvivl om, at Taliban ser kvindeprotester som en sikkerhedstrussel. Derfor bliver de paranoide, når der kommer en udenlandsk journalist og vil tale med kvinder,” siger Ahmad Rashidi.
Han nævner også en anden, mere lavpraktisk, mulig forklaring på sin anholdelse:
“Lige nu er der jo relativt fredeligt i Afghanistan. Der er nogenlunde styr på ISIS, og andre af styrets fjender er i bjergene. Derfor er der en masse efterretningsfolk, der ikke helt ved, hvad de skal lave, og som gerne vil imponere deres overordnede. Det gør det nærliggende for dem lige at give folk som mig en rystetur for at se, om der gemmer sig noget,” siger Ahmad Rashidi.
Han fløj hjem dagen efter sit morgenmadsmøde med agenten på hotellet. I dag har han det med egne ord godt, men han er fortsat bekymret for sine lokale kollegaer, der blev anholdt sammen med ham. For selvom de ikke havde gjort noget forkert, og selvom de nu er løsladt, så er det aldrig godt at påkalde sig GDI’s opmærksomhed.
Er der noget, du ville have gjort på en anden måde?
”Jeg har svært ved at se, hvad jeg kunne gøre anderledes. Problemet i Afghanistan er, at der er så mange uofficielle og uskrevne regler, at du aldrig ved, om du træder over en linje. Afghanistans journalister er mere pressede end nogensinde, og man er heller ikke særlig beskyttet, blot fordi man kommer udefra. Selvom man har papirerne i orden og tager sine forholdsregler, så kan det stadig godt gå galt.”
