Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har inviteret til virtuelt demokrati-topmøde fra den 8. til 10. december. USA vil konsultere med eksperter fra regeringer, multilaterale organisationer, filantroper, civilsamfund og den private sektor for at finde ”dristige, praktiske ideer” til løsning af tre store udfordringer, som mange lande verden står overfor:
- Forsvar mod autoritære styrer
- Bekæmpelse af korruption
- Fremme af respekt for menneskerettigheder
Løsningerne på disse udfordringer er dog ikke så ligetil.
En problematisk deltagerliste
Danmark er blandt de 110 inviterede. Nogle lande med anstrengte forhold til demokrati (for nu at være diplomatisk) er ikke indbudte – for eksempel Kina, Rusland, Tyrkiet og Saudi Arabien. Det er Ungarn heller ikke, selv om landet afholder valg næste år og er klassificeret som ”partly free” (delvist fri) af organisationen Freedom House (FH). Benin, Burkina Faso og Guinea-Bissau tilhører samme kategori, og er heller ikke inviterede. Det er til gengæld lande, der er klassificerede som ”not free” (ikke fri)” – for eksempel Angola, den Demokratiske Republik Congo og Irak.
En rød tråd i listen af indbudte lande er således svær at finde. Ligesindede er de næppe. Kvaliteten af demokrati – som målt af FH – er i hvert tilfælde ikke særlig tydelig.
Med hensyn til korruption er deltagerlisten også en blandet landhandel. Flere af de inviterede EU-medlemmer har mange problemer: Polen er i søgelyset, fordi dets regering modsætter sig forsøg på at kæde EU-finansiering til respekt for retsstaten. Andre inviterede EU-lande har oplevet store korruptionsskandaler i de seneste år: Bulgarien, Kroatien, Cypern, Malta, Rumænien, Slovakiet og Slovenien. Skandalerne involverer typisk ledende politikere, og det stiller alvorlige spørgsmål ved landenes demokratiske styrer. Samlet set er der problemer med regeringsførelse blandt op mod en fjerdedel af de inviterede EU-lande. Og så har jeg slet ikke nævnt inviterede lande uden for EU.
Respekten for menneskerettigheder og også nødlidende i mange af de inviterede lande. Det rapporterer menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch om hvert år.
Topmødet får således nok at tage fat på. Der er plads til forbedringer såvel i de inviterede lande som blandt dem, der ikke er med. Hvordan de mildest talt blandede skare af topmødedeltagere skal nå til enighed om ”dristige og praktiske” løsninger, bliver spændende at se.
”Verden har brug for et stærkt USA”
Mette Frederiksen kom med et bud på en ”løsning” i sin tale til Det Udenrigspolitiske Selskabs 75-års jubilæum for snart 14 dage siden. Her sagde hun, at ”verden har brug for et stærkt USA”, og at vi har brug for et USA, ”som står vagt om vores fælles værdier – demokrati, frihed og menneskerettigheder.” Vi skal ”samarbejde med ligesindede lande. Først og med fremmest med USA. Men også med Indien, Sydkorea, Australien, Japan.” Afrika blev kun nævnt i forbindelse med migration samt i Danmarks kamp mod terror i Sahel og apartheid i datidens Sydafrika.
Men statsministeren bør være forsigtig med, hvad hun ønsker sig. Alt i alt forsøgte USA at ændre andre landes regeringer 72 gange under den kolde krig. De fleste forsøg mislykkedes. Fordækt indblanding i andre landes valghandlinger var det, som tilsyneladende lykkedes bedst (omend det næppe gavnede demokratiet). Dertil kommer nyere tiders forsøg på målrettede drab ved brug af droner i ”kampen mod terror.” De blev hyppigt brugt under Obama. Endelig har USA ydet demokratiseringsbistand til rigtig mange lande. Noget er slået fejl, mens andet er lykkedes – i hvert tilfælde på kort sigt.
Trods denne blakkede fortid har statsministeren dog ret i, at USA’s gøren og laden er meget vigtig for fremtidige vilkår for demokrati, korruption og menneskerettigheder verden over. Derfor er det godt, at Biden – og Trump før ham – har signaleret, at sådanne aggressive tiltag rettet mod ”regime change” (da.: regimeskift, red.) skal drosles ned: I fremtiden bør USA’s rolle i international politik især bygge på landets ”soft power”: at være foregangsland på demokrati, kampen mod korruption og respekt for menneskerettigheder. Sker det, vil det komme mange lande til gode.
Demokratiers vigtigste opgave er at få orden i eget hus
Disse vigtige ingredienser i ”soft power” er imidlertid nu under stort pres i USA.
Her, som i mange andre lande, kommer truslerne mod demokrati ikke blot fra fjendtlige autoritære magter, men også indefra – fra valgte ledere, der svækker demokratiske normer ved at fiske efter vrede stemmer, underminere etablerede institutioner og udskamme minoriteter. Dertil kommer, at magthaverne i 80 lande (heriblandt Danmark) udnyttede Covid-19 epidemien til at konsolidere deres magt ifølge FH. IDEA, den internationale demokratitænketank, har vurderet, at USA’s demokrati har været på tilbagetog i flere år. Det samme har demokratiet i Indien, som Mette Frederiksen jo også nævner som et ligesindet land.
Jeg har tre konkrete forslag til, hvordan USA kan bidrage til at øge sine bløde magt og dermed som foregangsland bidrage til en bedre verden.
For det første: Styrk landets interne demokrati ved at begrænse pengenes indflydelse på politik. Valgene i 2020 var de dyreste nogensinde i USA. I alt brugt kandidaterne cirka 14.4 milliarder dollars på at blive valgt til præsident og Kongres. Demokraterne indsamlede næsten 60 procent mere end Republikanerne. De fleste penge kommer fra store selskaber, branche- og fagforeninger, interesseorganisationer samt rige mennesker, og bidragene er et væsentligt element i lobbyvirksomhed i Washington og i delstaterne. De abnorme pengemængder underminerer de demokratiske beslutningsprocesser. Også i europæisk politik spiller penge en stor rolle. Det er faktisk et globalt demokratisk problem.
Dernæst: Begræns korruption ved at reducere militærudgifter. Analyser fra den internationale valutafond, IMF, viser, at korruption er associeret med højere militærudgifter både målt i forhold til bruttonationalprodukt og som andel af et lands samlede budget. USA er en af verdens store våbeneksportører og kan derfor yde et væsentlig bidrag til reduktion af korruption ved at finde andre eksportmuligheder.
Endelig: En mere proaktiv kamp mod tortur er tiltrængt. Amnesty International dokumenterer år ind og år ud, at tortur er på fremmarch verden over. Ikke bare den tortur, som regimer retter mod interne og eksterne fjender, men også de mishandlinger, som begås i fængsler og mod almindelige mennesker, der begrundet eller ubegrundet kommer i politiets søgelys. Her er vigtigt hjemmearbejde at gøre for flere amerikanske myndigheder.
Kampen for en bedre verden starter hjemme
Som Mette Frederiksen også sagde for snart 14 dage siden: ”Danmark skal kendes som en samarbejdspartner, der er til at stole på. Vi er det, vi siger, at vi gerne vil være.”
På ugens demokratitopmøde kan Danmark derfor bidrage til en åben og ærlig diskussion af demokrati, korruption og menneskerettigheder i USA. Her vil forbedringer samtidig have en stor positiv global gennemslagskraft. Det bør Danmark hjælpe med at sætte fokus på.
