GLOBUS når ud i alle verdenshjørner med årets 30 nye bevillinger

Årets GLOBUS-pulje sender blandt andet elever fra Frederiksborg Gymnasium & HF på besøg i Hanoi og Sa Pa-bjergene i Vietnam.


Foto: Schöning/ullstein/Getty Images.
Laurits Holdt

9. juli 2024

Solceller på et nyt hospital i Tanzania og samfundsansvarligt og bæredygtigt iværksætteri i Uganda. Det er blot to af de formål, Udenrigsministeriets pulje for Globalt Engagement, Uddannelse og Samarbejde, GLOBUS, i år har bevilget penge til.

Alt sammen i samarbejde med danske uddannelsesinstitutioner og civilsamfundsorganisationer. Ideen med puljen er nemlig at skabe engagement hos danske unge under uddannelse for det globale syd og FN’s verdensmål.

Puljen blev etableret i 2021. Den afløste den mangeårige Genbrug i Syd-ordning, men blev samtidig udvidet netop med det formål at støtte uddannelsesudveksling. Puljen har en årlig bevilling på 18,8 millioner kroner fra Udenrigsministeriet, og den forvaltes af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) i samarbejde med Ulandssekretariatet, fagbevægelsens udviklings- og bistandsorganisation.

Og nu er puljen klar med tallene for forårets bevillingsrunde, hvor der var ekstraordinært mange penge til fordeling. Puljen modtog 41 ansøgninger, og i alt blev der uddelt 15,4 millioner kroner til 30 små og store projekter, som – både i forhold til indhold og landefokus – kommer rundt i alle verdenshjørner.

Rene hænder, katastrofer og business

Eftersom formålet med GLOBUS er at engagere danskere under uddannelse i Verdensmålene og det danske udviklingssamarbejde, kan det næppe overraske, at mange af de bevilgede projekter har fokus på uddannelse. Men sundhed, bæredygtighed og klima er også temaer, som fylder godt.

For eksempel har sygeplejerskeuddannelsen på UC Nordjylland fået støtte til at arbejde med håndhygiejne sammen med indiske sygeplejestuderende i børnehaver, skoler og sundhedsklinikker, hvor rene hænder er vigtige.

I den merkantile afdeling skal Copenhagen Business School arbejde med iværksætteri, samfundsansvar og bæredygtighed gennem praktikforløb i Uganda. Og i Tanzania skal ngo’en JenGo sammen med Aarhus Tech installere solceller på et nybygget hospital. Det er danske lærlinge, som sammen med deres tanzanianske kolleger skal installere solcellerne, så der er både genbrug og uddannelsesudveksling i det projekt.

Læs om alle forårets bevillinger her

Samarbejde på kryds og tværs

Det er lykkedes GLOBUS i puljens snart treårige levetid at bringe mange forskellige aktører sammen: Journaliststuderende, ildsjæle, fagligt uddannede og professionelle, uddannelsesinstitutioner, interesseorganisationer, fagbevægelse og selvejende institutioner.

Over halvdelen af GLOBUS-midlerne er gået til professions- og erhvervsskoler. Gymnasier og andre uddannelser står for godt 20 procent og organisationer og andre med uddannelsesinstitutioner som partnere for resten.

GLOBUS har netop åbnet for nye ansøgninger. Fristen for at søge er 1. september 2024.