”Børnefonden er jo gode til at ansætte folk. Vi skal nok finde noget til dig”. Citat fra Børnefondens tidligere direktør.
Det var foråret 2007. Jeg havde sagt mit gode job op for at kunne følge med min bedre halvdel til en udstationering i Togo, og stillede spørgsmålet: ”Hvad med mig?”
Jeg var bekymret, fordi jeg havde oplevet ældre mandlige kolleger, som blev vraget i nogen-og-fyrre-års-alderen for aldrig siden at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg var 49 og ville være et godt stykke over 50, når vi engang vendte retur til Danmark.
Nu tretten år senere er jeg stadig uden fast job, og hver gang jeg tænker på direktørens løfte, udbryder jeg opgivende: ”Go daw do” og ”so much for promises!”.
Men hun var uforskyldt i løftebruddet. Hun blev nemlig i mellemtiden selv strittet ud, da der blev skiftet formand i Børnefonden, som de første par måneder skiftede hårdt ud i medarbejderstaben.
På den konto røg også min hustru, men hun fik hurtigt arbejde igen – kvinde og otte år yngre end mig – mens jeg selv fortsatte med at lægge jobafslag i stabler, der efterhånden kan fylde en 16-fods-container, mens jeg noterede mig, at 9 ud 10 af de jobs, jeg søgte på, gik til kvinder –særligt unge kvinder.
Jeg er ikke alene. Listen med midaldrende og ældre mænd, der havde deres sidste arbejde i nogen-og-fyrre-årsalderen eller lidt senere og enten gik til grunde eller overlevede på deres bedre halvdels indtægt (som jeg) eller på overførselsindkomster, mens de så pensionsordninger og opsparinger smuldre, er lang. Imens stormede de unge kvinder frem.
Et par eksempler: I Togo søgte jeg som 51-årig job som kommunikationsmedarbejder i et vestafrikansk land for en dansk NGO og slog på, at jeg 1: havde boet og arbejdet i Afrika i sammenlagt mere end 20 år, 2: talte sproget, og 3: var hamrende kompetent og et ualmindeligt venligt menneske.
Standardafslag: ”Vi beklager….” etc. I stedet blev en ung kvinde på 33 sendt afsted fra Danmark. Hun havde aldrig sat sine ben i Afrika og holdt ikke længe. Det gør man jo ikke, hvis man ikke er ordentligt klædt på til kontinentet. Hun rejste retur til Danmark og steg til gengæld hurtigt i graderne i organisationen i den hjemlige tryghed.
For et par år siden sendte jeg en advarende mail til en bekendt, en chefredaktør for et blad i en større dansk organisation, da jeg opdagede, at han var gået med til at lade sin stilling opslå i stedet for at kæmpe for at bevare den. Han var midt i halvtredserne, og jeg skrev derfor medfølende, men lidt ironisk, til ham, at han risikerede at blive lempet ud til fordel for to kvinder i trediverne.
Det skulle vise sig at være en skæbnesvanger mail, og du gætter selvfølgelig rigtigt, kære læser. Manden røg ud til fordel for to kvinder i trediverne og kæmper nu med at komme ind på arbejdsmarkedet igen.
I en årrække var jeg i hælene på en ung dansk kvinde i min jobsøgning. I mindst tre tilfælde lagde vi billet ind på de samme kommunikationsjobs. Hun fik dem alle tre, jeg blev vraget og undrede mig over, hvad hun havde, som jeg ikke har, andet end at hun er ung og kvinde.
Jeg skal ikke skjule, at jeg igennem de sidste 13 år er blevet gnaven på de kvinder, der bræger om, at de er udsat for diskriminering på arbejdsmarkedet. Den diskriminering er i hvert fald svær at få øje på i bistandsverdenen, hvor jeg stadig færdes qua hustruens job.
Igennem årene har favoriseringen af kvinder i branchen udviklet sig, så der nu er et iøjnefaldende overskud af særligt unge kvinder.
Her i Niamey er der så mange i FN, NGO’erne og på ambassaderne, at enkelte af dem selv klager over det. Det gælder en enlig fransk kvinde (på 32), der privat jamrede, at det er svært at score mænd. Der er simpelthen for få unge mænd i nattelivet.
Også i Niamey søgte for jeg for nylig et administrativt job i EU’s ”kapacitetsopbyggende mission”, og gjorde opmærksom på, at jeg har 18 års administrativ erfaring fra danske delegationer, (læs udenrigsministeriet/Danida) og senere også fra FN og NGO’er.
En ung, lokalt ansat kvinde gav afslaget og begrundede det med, at jeg manglede uddannelse, der flugter kriterier i ”European Higher Education Area”. Jeg indvendte, at den pågældende uddannelse ikke fandtes, da jeg gik i skole, og at over 18 års relevant erfaring vel kunne opveje den mangel. Det hjalp ikke.
Jeg venter spændt på at se, hvem der får jobbet, men jeg har på forhånd et kvalificeret gæt på, hvilket køn det kan blive.
Så et råd til aldrende mænd: Hold på hat og briller og jeres job, så længe, I overhovedet kan. Sig ikke et job op, uden at have et andet i hånden!
Og hold for Guds skyld nallerne for jer selv under de kommende julefrokoster!
