Med økonomisk støtte fra den danske virksomhed, Novozymes, har WWF (Verdensnaturfonen) i nogle år gennemført en serie projekter om truede dyre- og plantearter i Kina, skriver det danske WWF-blad, “Levende Natur”, i sin seneste udgave.
Projekterne gennemføres af engagerede enkeltpersoner, forskere eller lokale kinesiske organisationer som f.eks. fugleelskernes forening i Pingshan. Der er tale om små projekter, men de har givet markante resultater. WWF Kina rapporterer om stor entusiasme hos de lokale modtagere af pengene og om forbedringer for 15 arter af fugle, pattedyr og planter, som ingen ellers gjorde en indsats for.
På grundlag af de gode resultater har Novozymes besluttet at fordoble puljen til de små projekter i Kina i de kommende år. Fremover vil der være 250.000 kr. om året til små projekter for Kinas mindre kendte truede arter.
Læs mere på www.wwfchina.org