Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Højde, sundhed og udvikling hænger sammen, men ofte på overraskende måder. Det viser en 2016-artikel af højdeforskelle fra 1914 til 2014 og på tværs af 200 lande: “A century of trends in adult human height”. Her kommer en storhedspolitisk og en sundheldspolitisk vinkel på dens resultater.
Amerikansk storhedspolitik
”Size matters,” og ingen tror mere på det end Donald Trump. Men det går ned ad bakke med amerikanernes storhed – også når det drejer sig om højde. For 100 år siden var amerikanerne blandt verdens allerhøjeste – sammen med svenskere, danskere og andre nordeuropæere. I dag rangerer amerikanerne ikke engang i top-40 målt på gennemsnitshøjden blandt 18-årige.
I dag ser folk fra Nordeuropa i bogstaveligste forstand ned på amerikanerne. For nordeuropæerne er stadigvæk blandt verdens højeste – mænd omkring 180 cm og kvinder 170 cm – mens amerikanske mænd kun 177cm høje og kvinder 164cm. Også folk fra lande så forskellige eller fjendtlige som Rusland, Barbados, Tonga og Ukraine (for blot at nævne nogle få) er mindst lige så høje som amerikanerne.
Værre endnu: andre folkeslag skyder hurtigere opad end amerikanerne. Iranske mænd er de hurtigst voksende i verden fra 1914 til 2014 – mere end 16 cm i gennemsnit. Sydkoreanske kvinder er vokset endnu mere med hele 20 cm. I samme periode voksede amerikanske mænd kun med 6 cm og kvinderne med 5 cm (danskerne blev i gennemsnit omkring 10 cm højere). At Trump og hans støtter lider af mindreværdskomplekser er således faktuelt velbegrundet.
Det vil Trump gøre noget ved. Hvis han bliver præsident skal indvandring af korte mennesker til landet stoppes. Han har med god grund øje på mexikanerne; de er i gennemsnit 7-8 cm kortere end amerikanerne. Det er folk fra Mellemøsten, f.eks. Syrien, også. Lykkes stoppet for Trump, vil gennemsnitshøjden stige. Men skal han gøre ’amerikanerne store igen,’ må han også fokusere på ernæringstilstanden i USA og på sundhedssystemet. For selv om genetik har indflydelse, så er kvalitet og kvantitet af det folk spiser, samt kvalitet og omfang af sundhedsydelser – især for børn – afgørende for, hvor høje mennesker bliver.
Afrikansk sundhedspolitik
Denne indsigt tager afrikanske politikere forhåbentligt til sig. De har langt alvorligere grunde til at bekymre sig om faldende storhed end Trump. For selv om gennemsnitshøjden er steget i alle 200 lande i de sidste 100 år, er afrikanske lande relativt sakket bagud. Ja, gennemsnittet er faktisk faldet i mange lande for folk født i 1960erne og frem til 1990erne.
Det er bemærkelsesværdigt. For 100 år siden var kvinder og mænd fra lande som Senegal, Namibia, Chad og Niger blandt verdens højeste (landene var alle i top-20). I dag rangerer disse lande langt nede på ranglisten som henholdsvis nummer 52, 105, 84 og 114 (målt på kvinders højde).
Mauritius er det eneste afrikanske land, der har forbedret sin placering i de sidste 100 år – fra nummer 162 til 140.
Faldet på ranglisten gælder også større modtagere af dansk bistand. Her ser ændringerne for kvinder i 100-års perioden sådan ud: Burkina Faso faldt fra en 19. plads til nummer 83 (kvinders højde steg fra 156 cm til 160 cm på hundrede år); Kenya fra en plads som nummer 25 til 120; Uganda fra 52 til 146; Ghana fra 58 til 128; Tanzania fra 108 til 160; og Mozambique fra 111 til 183 (kvinders højde steg fra 151 cm til 154 cm). Som før nævnt, blev danskerne i gennemsnit 10 cm højere i denne periode.
Angus Deaton, nobelpristageren i økonomi i 2015, undersøgte i 2007 sammenhængen mellem højde, sundhed, og udvikling i fattige udviklingslande i perioden fra 1950 til 1980.
Han prøvede at forstå, hvorfor voksne mennesker med de absolut laveste indkomster i verden (målt på GDP/capita) og med stor børnedødelighed alligevel var relativt høje (han brugte blandt andet ugandiske kvinder som eksempel).
Hans forklaring var, at det kunne skyldes, at afrikanske lande havde relativt meget jord per indbygger i tidligere tider. Ernæringstilstanden kunne derfor have været relativ god trods lave nationalindkomster.
Maden bestod typisk både af vegetariske og animalske produkter og var mere varieret end den overvejende vegetariske kost i mange asiatiske lande. Det kunne forklare, at afrikanere tidligere var relativt høje.
Men Deaton hypotese forklarer ikke den seneste tids højdeudvikling i Afrika. For 2016-artiklen viser et stort højdefald i mange lande for kvinder og mænd født fra 1960erne og fremefter. Cirka 3 cm for mænd i Nigeria, Sydafrika, Tanzania; og 5 cm i Niger, Sierra Leone, Rwanda og Uganda.
Forfatterne til 2016-artiklen spekulerer på, om sådanne fald skyldes et voksende befolkningspres kombineret med en forringelse af økonomierne frem mod og efter strukturtilpasningsprogrammerne og de efterfølgende reformer af handelspolitikkerne i 1980erne og 1990erne.
Tilsammen underminerede de den ernæringsfordel, som Afrika måtte have haft tidligere samtidigt med, at sundhedsvæsenerne led et knæk og produktiviteten i landbruget faldt.
Den gode nyhed er så, at afrikanske børns ernæringstilstand ser ud til at bedre sig efter 1990erne, selv om antallet af underernærede stadigvæk er alarmerende højt, og mange lande ikke nåede MDG mål 1 om at halvere hungersnød.
Den anden gode nyhed er, at det er menneskeskabte politikker, der i stor grad påvirker en befolknings (højde)udvikling. Disse forhold kan ændres, og som 2016-undersøgelsen viser, er det lykkedes for mange lande i de sidste 100 år. Det burde inspirere afrikanske politikere til at gøre det samme.
Tallene i bloggen er taget fra ovennævnte 2016-artikel og fra NCD RisC.
