Golfstaterne er de nye pengemænd: “De forstår værdien af uddannelse”

Arkivfoto fra skole i Elfenbenskysten største by, Abidjan.
Foto: Getty Images
Morten Scriver Andersen

16. april 2025

I Saudi Arabien ved de godt, at landet ikke er bygget på olie, men på uddannelse.

Sådan lyder det fra Christine Hogan, der er næstformand for bestyrelsen i verdens største fond med fokus på at skabe uddannelse i lavindkomstlande, Global Partnership for Education (GPE).

Saudi Arabiens holdning er vigtig. Landet er et eksempel på de nye donorlande, fonden i stigende grad sætter sin lid til efter den, ligesom så mange andre, har fået besked fra det amerikanske udenrigsministerium, om at de ikke skal regne med flere penge fremover.

Globalnyt møder Christine Hogan på en solbeskinnet fortovscafé i København omringet af sin stab i et pusterum mellem møder. Hun gnubber i disse dage skuldre med folketingsmedlemmer, private virksomheder og folk fra Lego Fonden og Novo Nordisk Fonden.

“Det er interessant at være i et land som Danmark, hvor man tydeligvis har en dyb forståelse for, hvor afgørende uddannelse har været for dette lands udvikling. Well, det samme argument kan laves i ethvert andet land i verden.”

Uddannelse betaler sig

Christine Hogan mener, at verden lige nu befinder sig i en uddannelseskrise.

Ifølge GPE mangler der 100 milliarder dollars om året, hvis vi skal nå FN’s verdensmål, om at alle piger og drenge skal have gratis kvalitetsuddannelse i 2030. I dag går 251 millioner børn ikke i skole. 70 procent af børnene i udviklingslandene er ‘læringsfattige’. Det vil sige, at de ikke kan læse en simpel tekst som 10-årige.

Hvis et land investerer i unge mennesker, i drenge og piger, i kvalitetsuddannelse, skaber det muligheder for økonomisk udvikling i det land. Det ved vi er et faktum

Christine Hogan, næstforperson, Global Partnership for Education
Christine Hogan er næstformand for bestyrelsen i Global Partnership for Education (GPE). Foto: GPE

Den positive side af fortællingen er, at investeringerne betaler sig, mener Christine Hogan. Også på den økonomiske front.

“Hvis et land investerer i unge mennesker, i drenge og piger, i kvalitetsuddannelse, skaber det muligheder for økonomisk udvikling i det land. Det ved vi er et faktum. Bedre lønninger, bedre chancer for, at piger ligestilles med drenge, bedre sundhed,” lister hun op.

Argumenterne er til en vis grad købt i Danmark. 

Som den tidligere udviklingsminister Dan Jørgensen udtalte i forbindelse med lanceringen af den danske Afrikastrategi i Den sorte diamant sidste år: “Det er soleklart, at uddannelse må være ’front and centre’ i alt, hvad vi laver.”

Alligevel giver Danmark ifølge en analyse fra 2021 kun 2,3 procent af den samlede humanitære bistand til uddannelse, mens vores europæiske naboer som Norge og Tyskland giver omkring seks procent. Det har Dan Jørgensens ord ikke ændret på de seneste fire år.

Gældsombytning og skolebøger

Global Partnership for Education må siges at være en kendt del af det danske landskab for udviklingsstøtte. Danmark har i mange år givet 250 millioner kroner til fonden om året. Det er hovedparten af de penge, vi giver til uddannelse ude i verden, og det gør Danmark til en af organisationens 10 største donorer.

GPE arbejder aktivt med at forbedre uddannelsesmulighederne i særligt verdens fattigste lande. Mellem 2021 og 2024 har fonden bistået med at oplære 1,2 millioner lærere, distribueret 123 millioner skolebøger og bygget eller renoveret 15.000 klasseværelser.

Men fonden arbejder også på et mere overordnet plan. 

Et eksempel er, at den faciliterede et såkaldt “debt swap” mellem Frankrig og Elfenbenskysten i 2023. Altså at Frankrig eftergav dele af Elfenbenskystens gæld, så længe pengene blev brugt på uddannelse.

Og for at fremme incitamentet for begge lande tilbød GPE at bidrage med yderligere 1 dollar for hver 3 dollar, Elfenbenskysten kunne rejse til at investere i landets uddannelsessektor. Et nyt finansielt værktøj, som de stolt kalder “The GPE Multiplier”.

For Elfenbenskysten hjalp det med at rejse 182 millioner ekstra dollars i finansiering.

Golfstaterne byder sig til

Saudi Arabien er ikke den eneste golfstat, der ser værdien i at udbrede kvalitetsuddannelse til fattige lande.

De Forenede Emirater var de første, der meldte sig på banen med mere end 100 millioner dollars over en fireårig periode. Men ved sidste finansieringsrunde i 2021 tilsluttede Kuwait, Qatar og altså Saudi Arabien sig også. Håbet ved dette års finansieringsrunde er, at flere vil støde til med større kraft.

Golf-landene forstår værdien af uddannelse mere end mange af vores andre donorer.

Christine Hogan, næstforperson, Global Partnership for Education

“Golflandene forstår værdien af uddannelse mere end mange af vores andre donorer,” mener Christine Hogan.

“Vores sidste møde var faktisk i Dubai, hvor deres uddannelsesminister var meget aktiv. Jeg tror, at de er meget glade for at kunne træde ind i den her nye rolle, og det kan måske give inspiration til andre lande.”

Hun understreger dog, at hun ikke nærer nogen illusion om, at de nye partnerlande og donorer i form af fonde og private virksomheder kan udfylde hele hullet efter USA, som historisk har været fondens tredjestørste bidragyder efter Storbritannien og EU.

USA efterlader et øjeblikkeligt hul på 120 millioner dollars, mens også den australske regering netop har meddelt, at den skærer kraftigt i sine donationer til fonden.

Den amerikanske pegefinger

I disse dage er der en masse internationale organisationer, som bliver afkrævet af den amerikanske regering at ændre deres politik om mangfoldighed, lighed og inklusion. Er det noget, I også har erfaret?

“Jeg har ikke hørt det fra USA i den her kontekst. Men jeg mener,” siger hun og lader et lille grin komme frem, “at GPE er meget engageret i pigers uddannelse, også drenges, og i at sikre at piger ikke bliver hægtet af. Det er en ret fundamental del af vores strategi.”

Så I kommer ikke til at ændre et ord i jeres politik eller årsrapporteringer?

“Det forventer jeg ikke bliver tilfældet.”

Men du vil ikke udelukke det?

“Jeg forventer ikke, at det er noget bestyrelsen vil efterspørge fra GPE, nej.”

“Vi siger, at køn er indbygget i alt, hvad vi gør,” bryder Christine Hogans rådgiver ind fra siden, inden Hogan leverer sin afsluttende bemærkning.

“Ja, og igen, tilbage til hvorfor uddannelse er vigtigt. Når det kommer til virkningen af kvalitetsuddannelse til en lille pige, er dokumentationen endnu stærkere. Så ja, vi vil fortsætte med at gør det til en stor prioritet i vores arbejde.”