Debatindlæg af Mette Bock
Dansk bistand skal fokusere mere på at hjælpe de virkeligt fattige og mindre på ting som god regeringsførelse og grøn vækst. Når det så gælder om at prioritere indsatserne, er BNI-grænsen et udmærket redskab, mener Liberal Alliances ordfører.
Enhver ved, at fattigdom er både et absolut og et relativt fænomen. Da folketingets udenrigsudvalg for nylig besøgte verdens yngste stat, Sydsudan, mødte vi den absolutte fattigdom. Det er et land på størrelse med Frankrig, rigt på ressourcer og frugtbar jord. Det siges, at et veldrevet Sydsudan vil kunne brødføde hele Afrika. Potentialet er enormt.
Alligevel lever befolkningen i den yderste armod.
Der er i hele dette mægtige land kun i alt 240 km asfalteret vej!
Befolkningen lever for langt hovedpartens vedkommende i stråhytter. Kvæg anvendes ofte som betalings-middel. Børne-dødeligheden er høj. Der er 90 registrerede stammekrige. Og kun de færreste kan læse.
Prioriter det helt basale
Hvad kan myndiggøre dette land og denne befolkning? Her handler det om at prioritere det helt basale, der i første omgang sikrer overlevelse og adgang til basal sundhed og uddannelse.
Det er imidlertid ikke nok at overleve. Så længe indsigten i, hvordan man dyrker den gode jord ikke er tilstede og så længe landet ikke er bundet sammen af veje, vil befolkningen blot overleve på samme, helt uacceptabelt fattige niveau som i dag. Der er behov for økonomisk vækst.
Og her er vi ved et ømt punkt. Hvis jeg skal sige det lidt provokerende, er jeg af den klare overbevisning, at en del af den udviklingsbistand, som Danmark har ydet gennem de seneste årtier, ikke har skabt den forventede udvikling.
Vi har, med alle de gode hensigter i bagagen, i stedet fastholdt for mange i en afhængighed af bistandsmidler fra det internationale samfund.
Vi skal tænke nyt
Det er på tide, at vi tænker i nye baner og nye paradigmer.
I et land som Sydsudan er jeg langt mere optaget af at sikre, at landet bliver forbundet med veje, at befolkningen lærer at læse og at befolkningen tilføres landbrugsfaglig viden – end af at etablere fine programmer om good governance og afholdelse af frie, demokratiske valg.
Så længe befolkningen er fastholdt i den absolutte fattigdoms jerngreb giver det først og fremmest mening at styrke basis, ikke de politiske overbygninger. Dem er de i øvrigt selv i gang med at opbygge, men jeg tror ganske enkelt ikke på, at befolkningen kan holde egne magthavere i ørerne før de slipper for at anvende hovedparten af deres tid på at overleve.
Som en repræsentant fra den Afrikanske Union bemærkede i en bisætning, kan udviklingslandene da godt afholde valg efter alles kunstens regler, hvis det er det, der skal til for at gøre det internationale samfund tilfreds (!).
Spørgsmålet er bare, om det er den rigtige rækkefølge, eller om der er vigtigere forhold at prioritere, når man møder den absolutte fattigdom.
Magthaverne skal ville demokrati
For at undgå misforståelser skal jeg slå fast, at demokratiopbygning og god regeringsførelse naturligvis er vigtigt, også i udviklingslande.
Men hvis magthaverne ikke griber fat i denne opgave selv og gør den til deres egen, kommer vi ikke langt på den front. Bliver vi bedt om støtte og rådgivning i den sammenhæng skal vi stille os til rådighed – men de skal selv trække læsset, ellers kommer det ganske enkelt ikke til at virke.
Jeg har intet imod, at vi anvender redskaber som BNI og andre metoder, der kan give os et oplyst grundlag at stå på, når vi skal prioritere.
Men jeg har noget imod, at langt det meste af diskussionen om udviklingsbistand for øjeblikket handler om good governance, nation building, grøn vækst og alt det andet, som vi – med vores rigdom og overskud i bagagen – finder så vigtigt.
Jeg synes prioriteringen skal ændres. Der er brug for nytænkning, sund fornuft og basal respekt for de mennesker, der lever i den yderste fattigdom.
De skal støttes. På deres præmisser. Ikke på vores, for så bliver vi værdiimperialister, der i den sidste ende risikerer at fastholde afhængighed og fattigdom i stedet for at støtte vækst, myndiggørelse og udvikling.
Cand.scient.pol. og mag.art. Mette Bock (56) er medlem af folketinget og udenrigs- og udviklingsordfører for Liberal Alliance.
Mere om hende på http://da.wikipedia.org/wiki/Mette_Bock
Alle artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
