Af Laurits Holdt, U-landsnyt.dk
Danmark lader i vidt omfang afgørelsen om hvilke i lande vi yder bistand og hvilke vi ikke gør afhænge af Verdensbankens tal for den samlede indkomst uden at skele til hvor mange fattige der rent faktisk er i landet.
Grænsen for hvornår det officielle Danmark eller en civilsamfundsorganisation må bruge danske udviklingsmidler er til diskussion.
Hvis et land har en bruttonationalindkomst, der overstiger 3.268 dollar pr. indbygger om året i to år i træk, så er det ikke kvalificeret til at modtage dansk udviklingsstøtte. Det er så at sige for rigt.
For den danske bistand skal være fattigdoms-orienteret er der bred enighed om. I strategien for dansk udviklings-samarbejde hedder det f.eks.: ”Danmarks udviklings-samarbejde skal bekæmpe fattigdommens mange ansigter og skabe sammenhæng i vores politikker.”
Fra flere civilsamfundsorganisationer lyder det at grænsen er problematisk, fordi den forhindrer organisationerne i at arbejde med de mange fattige, der bor i mellemindkomstlande.
Tidligere boede de fattige i altovervejende grad i de fattigste lande. Men en del af disse lande har siden haft en stor økonomisk vækst, som har bragt dem op i gruppen af mellemindkomstlande. Men ofte har den økonomiske vækst været koncentreret i enkelte områder eller hos en bægrænset del af befolkningen. Derfor findes der stadig mange meget fattige i disse lande.
I 1990 boede 93 procent af verdens allerfattigste således i lavindkomstlande og det resterende 7 procent boede i mellemindkomstlande. I dag er billedet radikalt anderledes. Nu bor 29 procent af de allerfattigste i lavindkomstlande mens 71 procent bor i mellemindkomstlande.
Fra regeringens side lyder det at Danmark simpelthen ikke kan hjælpe alle og at vi derfor er nødt til at prioritere. Og netop BNI-grænsen er et udmærket værktøj til dette, lyder det.
Verdensbanken bestemmer
Grænsen på 3.268 dollar er ikke bare grebet ud af luften.
Det er et tal, der ændrer sig i takt med at Verdensbanken justerer på, hvad der skal til for at et land tilhøre kategorien af lavere mellemindkomstlande. Helt konkret er grænsen defineret som ”80 procent af topgrænsen for Verdensbankens definition af ”Lower middle income countries” – altså lavere mellemindkomstlande.
Kategorien udgøres af lande, der har en BNI på mellem 1.036 og 4.085 dollar. Den øvre topgrænse er 4.085 og 80 procent af det er 3.268. Sådan!
Verdensbanken deler verdens lande ind i fire kategorier:
- Lavindkomstlande USD 1.035 eller mindre
- Lavere middelindkomstlande USD 1.036 – 4.085
- Øvre middelindkomstlande USD 4.086 – 12.615
- Højindkomstlande USD 12.616 og mere
Anderledes i Norge
Det er ikke alle lande, der har trukket en så skarp grænse for, hvilke lande der kan støttes. Som vi tidligere har beskrevet det, har Norge ingen BNI-grænse for sin bistand. I den norske bistandspolitik spiller den interne økonomiske ulighed en stor rolle.
Se artiklen: Grænser for bistand (13): I Norge har de ikke BNI-grænse for bistand
Vi har tidligere skrevet om Angola og om hvordan danske organisationer for nogle år siden måtte trække sig ud, fordi landets BNI nærmede sig Danidas BNI-grænse – en grænse som landet nu er nået langt over.
Den norske tilgang betyder, at en organisation som Norsk Folkehjelp i modsætning til sine danske sidestykker i 2013 arbejder i Angola.
Organisationen samarbejder med en række angolanske civilsamfundsorganisationer om ting som jordrettigheder, styrkelse af kvinders rettigheder og etablering af samarbejde mellem angolanske civilsamfundsorganisationer.
Det er altså projekter i samme kategori, som bl.a den danske fagbevægelses bistandsorganisation Ulandssekretariatet udførte frem til 2011.
Ulandssekretariatet bistod fagforbundet UNTA i at stå på egne ben og løsrive sig fra det regerende parti MPLA. Men arbejdet blev ikke gjort færdigt, fortalte lederen af organisationens Afrika-afdeling, Jørgen Assens. Ulandssekretariatet forlod udelukkende Angola fordi landets BNI voksede stærkt og kom over Danidas grænse.
Se artiklen Grænser for bistand (18): Tilfældet Angola
Danske principper
Når Danmark vælger hvilke lande vi skal give bistand er der flere faktorer der spiller ind.
I strategien for Danmarks udviklingssamarbejde, ”Retten til et bedre liv”, fra maj 2013 defineres Danmarks principper for engagement i prioritetslande således:
Udviklingsbehov – vurderes ud fra en bred forståelse både af fattigdom og menneskerettighedssituationen i landet, herunder politisk, økonomisk og social udvikling, sårbarhed og skrøbelighed.
Relevans – vurderes i forhold til de behov og udfordringer, som landet står over for og til bredere danske interesser i engagementet.
Effekt og resultater – vurderes ud fra Danmarks muligheder for at gøre en forskel og bidrage til bæredygtige resultater. Centrale aktørers vilje til forandring, efterspørgsel efter danske kompetencer, andre udviklingspartneres engagement og mulighederne for arbejdsdeling indgår i vurderingen.
Såvidt de tre kriterier, der beror på en vurdering. Der er også to mere håndfaste kriterier for om et land kan komme i betragtning for dansk bistand. Den ene grænse er om landet ligger på den liste over udviklingslande, som den økonomiske samarbejdsorganisation OECD udarbejder.
Den anden grænse er om landet ligger under BNI-grænsen.
Her kan vi bruge Angola som et eksempel igen. Som tidligere nævnt ligger landets BNI over Danidas BNI-grænse og kan således ikke modtage dansk bistand. Men på OECDs liste over udviklingsland optræder det i gruppen af ”least developed countries”. Men det ”kvalificerer altså ikke landet til dansk bistand.
Undtagelserne
Der er ingen regler uden undtagelser, som det ofte siges. Sådan er det også i dansk bistand.
I den såkaldte ”globale ramme” ligger der en række aktiviteter, der ikke nødvendigvis er direkte fattigdomsbekæmpende.
Det drejer sig bl.a. om Det Arabiske Initiativ, miljø- og klimabistand, naboskabsprogrammet, der har fokus på landene lige øst og sydøst for EU, oprindelige folks rettigheder og støtte til udvikling af demokrati og frie medier gennem Institut for Flerpartisamarbejde og International Media Support.
I 2012 udgjorde den globale ramme 2,9 milliarder af de samlede 15,3 milliarder udviklingskroner.
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
