Debatindlæg af Henriette Laursen
BNI-grænsen, som Danmark taler for i Den Globale Fond, vil betyde, at f.eks. hiv-smittede i Centralasien ikke længere vil kunne hjælpes af fonden. Landene har nok råd, men ikke viljen til selv at gøre det.
Østeuropa/Centralasien er den eneste region i verden, hvor hiv-prævalensen fortsat vokser. Regionen huser desuden 15 af de 27 lande i verden, der har den højeste forekomst af multiresistent tuberkulose.
På trods af disse fakta er Danmark, som bidragyder til Den Globale Fond til bekæmpelse af hiv, tuberkulose og malaria, gået foran i et ønske om at reorganisere fonden, der betyder at disse lande fremover maksimalt kan regne med at modtage 3 % af de midler, som er rådighed.
Begrundelsen for denne reorganisering er fra dansk side, at de fleste lande i regionen er middel-indkomstlande med et højere BNI end den danske indkomstgrænse for udviklingsbistand. Landene kan og bør derfor selv afholde udgifterne forbundet med bekæmpelsen af disse sygdomme.
Ikke villige til at betale
Det er rigtigt, at flere lande i regionen har råd til selv at afholde en række af udgifterne, men de færreste af landene er villige til at betale.
For de, som er mest udsatte for sygdommene, er de mest marginaliserede befolkningsgrupper, som mange af regeringerne ikke ønske at hjælpe, og som de i stedet diskriminerer, kriminaliserer og nægter adgang til helt basale sociale- og sundhedsservices.
Tænk blot på den russiske lovgivning indført for nylig, som kriminaliserer såkaldt ”homoseksuel propaganda” over for børn og unge, og som formentlig vil betyde nedfrysning af al tale om homoseksualitet i den russiske offentlighed.
Grov krænkelse af menneskerettighederne
Loven er en grov krænkelse af menneskerettighederne og et angreb på LGBT-personer og deres ytringsfrihed. Samtidig får loven alvorlige konsekvenser for forebyggelsen af hiv, for det gør det vanskeligt at nå mænd, der har sex med mænd, med information om hiv, smitteveje og sikker sex.
Allermindst kan man forestille sig, at en hiv-forebyggelsesindsats blandt homoseksuelle er noget, som Ruslands regering er villig til at betale for.
Og tænk på, at en af de mest effektive forebyggelsesmetoder over for stofbrugere, nemlig skadesreduktion i form af metadonprogrammer og uddeling af rene nåle og sprøjter stort set har været ikke-eksisterende i regionen – I Rusland er uddeling af rent injektionsudstyr sågar forbudt. Dette til trods for at netop stofbrugere især er årsagen til den fortsat voksende epidemi her.
Regeringerne har set stort på i stakkevis af dokumentation for, at skadesreduktion blandt stofbrugere er vejen frem, hvis man vil hiv-epidemien blandt stofbrugerne til livs. I stedet fastholder man en strategi, der betyder forfølgelse og krænkelser.
Når der alligevel er foregået noget i de senere år, skyldes det netop støtte fra Den Globale Fond, der har været livlinen for de mest udsatte og for de civilsamfundsorganisationer, som under særdeles vanskelige vilkår har kæmpet for udsatte befolkningsgruppers rettigheder.
I Skt. Petersborg-området har civilsamfundsorganisationer med støtte fra den Globale Fond i en årrække – i kraft af en lokal særlov – kunnet formidle rent injektionsudstyr til stofbrugere som det eneste sted i landet.
Den globale fond faser ud, ingen tager over
Finansieringen af dette program fases nu ud som direkte konsekvens af den nylige reorganisering af den Globale Fond. Ingen står parat til at overtage finansieringen.
Men selv med gode kræfter fra civilsamfundet er det langt fra tilstrækkeligt til at bremse nogle af de hurtigst voksende epidemier i verden. Det vidner andelen af de hiv-smittede, der i dag har adgang til hiv-medicin om.
Sølle 23 % af de, der har behov for hiv-behandling i Østeuropa/Centralasien, får i dag medicinen. Dermed er adgangen til hiv-medicin kun halvt så god som i det sydlige Afrika. Med de nye kriterier for støtte fra den Globale Fond forventes aktivitetsniveauet at falde til det halve.
Det er intet mindre end en katastrofe for de meget hårdt ramte befolkningsgrupper, som der her er tale om. Uden udsigt til nævneværdig hjælp fra fonden kan vi se frem til endnu flere mennesker med hiv og TB i regionen og til endnu flere dødsfald som følge af disse sygdomme.
Fondens nye kriterier for støtte, som Danmark har været med til at agitere for, tager alene højde for BNI samt for landenes andel af sygdomsbyrden.
Det ville have klædt Danmark, om vi med vores rettighedsminister i front i det mindste havde kæmpet for, at også omfanget af rettighedskrænkelser over for de mest marginaliserede befolkningsgrupper havde talt med i vurderingen af, om landene kan opnå støtte fra den Globale Fond.
Henriette Laursen er direktør for AIDS-Fondet
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
