Debatindlæg af Uffe Torm
Det er vigtigere først at diskutere NGOernes rolle og evt. komparative fordele i afhjælpning og afvikling af fattigdom og hvordan deres rolle heri i så fald kan støttes. Herefter kan ændringer i grænserne for den statslige bistand evt. komme på tale.
Det helt overordnede officielle formål med danske udviklingsbistand er stadig, hvad enten bistanden ydes direkte af staten eller gennem private organisationer, at bidrage til at bekæmpe fattigdommen i ulandene. Men det er godt nok mange indsatser, der nu om dage kan karakteriseres som fattigdomsbekæmpelse.
Desuden er det da en alvorlig udfordring, at flertallet af verdens fattige ikke længere lever i verdens fattigste lande men i såkaldte mellemindkomstlande. Det kalder på nogle nøgterne overvejelser:
Nød nok til alle
For det første må udgangspunktet nødvendigvis være, som påpeget af flere debattører, at Danmark ikke kan nå alle fattige i verden. Derfor skal der foretages en prioritering. Det aktuelle prioriteringsinstrument er bruttonationalproduktet på indbygger, BNI. Det betyder i praksis, at dansk udviklingsbistand i dag er målrettet verdens fattigste lande, ikke nødvendigvis verdens fattigste befolkningsgrupper.
BNI er ikke verdens mest præcise eller retfærdige måleinstrument. Beregningsgrundlaget er ofte usikkert, utilstrækkeligt og resultatet derfor ofte vilkårligt. Andre (kombinationer af) kriterier burde derfor overvejes, f.eks. et ulighedskriterium – som foreslået af bl.a. fagbevægelsen – eller UNDPs (FNs udviklingsprograms) Human Development Index. Men beregningerne heraf er heller ikke problemfrie.
Under alle omstændigheder er der fortsat flere absolut fattige mennesker i verdens fattigste lande, end Danmark gennem Danida og danske folkelige organisationer kan drage omsorg for. Der er nød nok til alle!
Det taler for, at Danida fortsat koncentrer den næppe voksende danske udviklingsbistand om effektiv fattigdomsbekæmpelse i et begrænset antal fattige lande i stedet for at sprede indsatsen tyndt over et større antal lande omfattende også mellemindkomstlande. Effektiv fattigdomsbekæmpelse kræver især politiske indsatser, der målrettet fokuserer på de nationale og globale strukturelle årsager til fattigdom.
Afhjælpe eller afskaffe fattigdom?
For det andet er fattigdomsbekæmpelse en svær udfordring. Det gælder både for Danida og ikke mindst de folkelige organisationer. Derfor ender bekæmpelsen af fattigdom i ulandene ofte i humanitær fattigdomsafhjælpning i stedet for effektiv fattigdomsafskaffelse, der adresserer årsagerne hertil.
De fleste både statslige og private danske indsatser mod fattigdom i ulandene påvirker ikke mærkbart de strukturelle årsager til fattigdom. De udgør ofte isolerede indsatser, som nok kan løfte involverede familier ud af fattigdom og afhjælpe fattigdom i de udvalgte lokalsamfund, men som ikke for alvor truer magtelitens økonomiske og politiske interesser.
Al respekt for danske NGOers og lokale civilsamfundsorganisationers lokale indsatser, som bestemt bringer fremskidt og håb om en bedre fremtid til tusinder og atter tusinder af mennesker. Det skal de naturligvis blive ved med, da vi jo ikke kan lave om på hele verden i næste uge. Men disse gode indsatser gør sjældent en mærkbar forskel på nationalt plan, selv om der dog heldigvis ER opmuntrende deleksempler herpå.
Regeringernes ansvar
For det tredje bør det fastholdes, at fattigdomsbekæmpelse primært er regeringernes eget ansvar. Men selv om de skulle have viljen hertil, har regeringerne især i de fattigste ulande og ikke mindst i skrøbelige stater ofte ikke reelle eller tilstrækkelige muligheder herfor.
De svage ulande har simpelthen ikke de nødvendige menneskelige og økonomiske ressourcer til rådighed til investeringer i f.eks. sundhed, uddannelse, infrastruktur, landbrugsudvikling og jobskabelse mv. Derfor har de behov for støtte udefra til indsatser, der kan afhjælpe fattigdommen lokalt og nationalt.
Mellemindkomst-landene har ikke samme gyldige undskyldninger for ikke at investere mere i en effektiv og målrettet fattigdomsbekæmpelse. Men hvorfor skulle magteliten i disse lande ikke blive ved med at puge penge sammen til sig selv, hvis andre er villige til at betale fattigdomsregningen? Giver vi i vores idealistiske iver for at bekæmpe fattigdom elitære regeringer i ulande anledning til ikke selv at tage ansvaret på sig?
Kan NGOer bekæmpe fattigdom effektivt?
For det fjerde er det påfaldende, at mange debatindlæg argumenterer for, at BNI-kriteriet ikke skal gælde for de folkelige organisationers indsatser. Men kun ganske få argumenterer for, at de folkelige organisationer har komparative fordele med hensyn til fattigdomsbekæmpelse. Dette burde jo være det helt afgørende argument – BNI eller ej!
Et vigtigt argument fremført af Afrika Kontakt er, at danske NGOer i kraft af deres partnerskaber med Sydpartnere har opbygget en betydelig lokal viden og har en stor erfaring forholdene i lande, der er rykket op i gruppen af mellemindkomstlande. Derfor er de i stand til at støtte effektive fattigdomsbekæmpende partnerindsatser i disse lande. Sydafrika, Swaziland og Angola er nævnt som relevante eksempler herpå.
Et andet væsentligt argument fremført af CISU er netop, at danske folkelige organisationer kan yde et vigtigt bidrag til bekæmpelse af fattigdom i mellemindkomstlande gennem kapacitetsopbygning af lokale partnere i civilsamfundet. Det er jo rigtigt set, fordi de nødvendige forandringer jo skal komme indefra.
De lokale civilsamfunds-organisationer i mellemindkomst-landene er selv i stand til at optræde som fortalere for en forstærket offentlig indsats og påvirke magthaverne med henblik på at afskaffe fattigdommen i deres samfund. Vi i Nord kan så koncentrere os om fortalervirksomhed i vores samfund til fordel for fair handels-, investerings- og beskatningsregler i forhold til ulandene og afvikling af fattigdom i vores eget samfund.
Forskellig former for støtte i forskellige kontekster
De folkelige organisationer har ikke altid de samme muligheder for at bidrage til fattigdomsbekæmpelse i de fattigste og sårbare ulande. Her er civilsamfundet ofte svagt uden væsentlig indflydelse på den nationale politik. Det samme gælder i diktaturstater, hvad enten de er lavindkomst- eller mellemindkomst-lande. I disse lande har vi på kort sigt måske kun mulighed for at afhjælpe følgerne af fattigdom.
Dette taler for, at Danida gennem de folkelige organisationer burde yde støtte både til lokale initiativer til fattigdomsbekæmpelse i mellemindkomstlande og til danske initiativer til fattigdomsafhjælpning i de fattigste lande, skrøbelige stater og diktaturstater. Støtten bør i højere grad indrettes efter konteksten.
En fleksibel sammenkædning af sådanne indsatser har potentiale til at skabe en slagkraftig alliance mellem folkelige bevægelser i Syd og Nord om både at afhjælpe absolut fattigdom og bekæmpe de strukturelle årsager til global fattigdom. Det er jo der, vi skal tage fat for at komme ud af bistandens BNI-boks.
Uffe Torm har i mere end 40 år arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik og var fra februar 1998 til februar 2012 sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
