Debatindlæg af Troels Broberg og Maja Elowsson
En sammenligning af Nicaragua og Guatemala er et godt eksempel på at BNI-grænsen ikke er et meningsfuldt vurderingskriterie for hvem vi kan støtte med vores udviklingsmidler som skal være til gavn for de fattigste i verden.
Debatten om BNI-grænsen har vist, at det ikke giver mening at hjælpe fattige mennesker uden at forholde sig til ulighed. I Mellemamerika Komiteen (MAK) mener vi, at det er nødvendigt at omformulere reglerne for udviklingsbistanden, så vi kan arbejde for at skabe bedre forhold for de fattigste mennesker, uafhængigt af BNI-grænsen.
I de lande vi arbejder i er det tydeligt at BNI-grænsen ikke kan stå alene. For Danida-midler er det reelt kun muligt for os at arbejde i Nicaragua og Honduras, da det er de eneste lande i Mellemamerika, der klart ligger under BNI-grænsen. Vi arbejder dog også i Guatemala, under klausulen om indfødte folks rettigheder. Her kan vi se, hvad BNI-grænsen betyder.
Guatemala (BNI 3120)
Før vi går videre, er det på sin plads at præcisere at med ændringen af BNI-grænsen tidligere på året, er Guatemala netop røget under grænsen igen, efter at have ligget over i mange år. Med et BNI på 3120 $ pr indbygger, går der dog sandsynligvis ikke længe, før landet igen er over grænsen på 3268 $.
Det betyder dog ikke, at der ikke er store problemer med fattigdom i landet. Med udgangspunkt i FNs Human Development Statistics, rangerer Guatemala som nummer 118 ud af 124 lande på en liste der beskriver lighed i de enkelte lande. Dette er ikke blot statistik, men afspejler også virkeligheden for mange mennesker i Guatemala. Ganske få familier sidder på langt størstedelen af landets ressourcer, og der er ikke tegn på at dette bliver forandret.
Landet har store problemer med kriminalitet, og en opklaringsrate på mord der er så lav, at det ikke er noget problem at dræbe folk der modarbejder de magtstrukturer, der giver denne skæve fordeling af ressourcerne.
I vores arbejde med folkelige bevægelser og faglige organiseringer er det tydeligt at se, at disse har behov for at blive styrket for at kunne skabe et stærkt civilsamfund, der kan være med til at lægge pres på det politiske system, og dermed sikre en omfordeling af landets ressourcer. Men når Guatemala ligger over BNI-grænsen er dette arbejde dog ikke muligt for os at bidrage til.
Nicaragua (BNI 1650)
Nicaragua har igennem de seneste år gennemgået en udvikling, hvor staten i langt højere grad end tidligere har taget sit ansvar om rettigheder til de fattigste på sig. I hvert tilfælde de sociale rettigheder. Omfordelingen er blevet større og det er i dag de færreste nicaraguanere, der er i tvivl om at de får noget at spise, de har gratis skolegang, velfungerende hospitaler og en stigende mindsteløn.
Til gengæld er den demokratiske situation i landet i samme periode blevet markant værre, hvilket vi vender vi tilbage til. Pointen er, at hvis man har et stærkt civilsamfund, der arbejder for rettigheder for de fattigste, er det netop muligt at holde stater ansvarlige over for deres fattigste.
Regeringen har med adskillige fattigdomsprogrammer såsom ’Hambre Zero’ (Nul Sult) gjort en stor indsats for at sikre de basale rettigheder for de fattigste i samfundet. Dette er på trods af at landet er det næstfattigste på hele det amerikanske kontinent (efter Haiti), hvis man kigger på BNI. I samme periode er andelen af statens budget, der kommer fra udviklingsmidler faldet. Det er der mange grunde til. Blandt andet har tvivlsomme valghandlinger ført til indefrysning af midler. Samtidigt har landet fået store økonomiske gevinster ud af at være en del af ALBA-samarbejdet, der blandt andet har givet billig olie fra Venezuela.
Der er mange problemer i Nicaragua, særligt med den demokratiske udvikling. Der er derfor stadig behov for en international indsats i Nicaragua, for netop at fastholde den gode udvikling med fattigdomsbekæmpelse og styrke civilsamfundsorganisationer så de kan holde staten ansvarlig. Men i forhold til at trække folk ud af ekstrem fattigdom har landet bevæget sig et godt stykke i de seneste år og har på trods af et lavt BNI sikret basale fornødenheder for mange af sine borgere.
Ændret tilgang til BNI-grænsen
Som Christian Friis Bach skriver i sit indlæg (Grænser for bistand (14): BNI-grænsen ligger fast) er argumentet for, at der skal være en BNI-grænse at det må være mellemindkomstlandets eget ansvar at sørge for en ordentlig fordeling af landets ressourcer.
Det er vi på sin vis enige i, men det er problematisk når landene netop ikke lever op til dette. Når vi i dag arbejder under en strategi, der peger på rettigheder som det vigtigste i udviklingsarbejde, må det netop give mening for det danske civilsamfund at støtte bevægelser i ulige mellemindkomstlande, der arbejder for at holde staten ansvarlig, og derigennem sørge for at der sker en større omfordeling af rigdommen, som eksempelvis Guatemalas fattige landbefolkning ville have gavn af. Når vi sammenligner Nicaragua og Guatemala, er det svært at forestille sig at Guatemalas BNI er næsten dobbelt så højt som Nicaraguas. Ud fra den virkelighed vores partnere lever i og det vores aktivister oplever på deres ophold i de to lande, kan vi konstatere at fattigdommen, i alle dens væsener, er lige så slem i Guatemala som i Nicaragua.
Derfor mener vi i MAK, at det er nødvendigt med en omlægning af BNI-grænsen. Eksempelvis til i stedet at fokusere på ulighed og dybden af fattigdom (se artiklen Grænser for bistand (12): Sådan måler man fattigdom), eller til en udvidelse til ulige mellemindkomstlande, så Danida kan støtte projekter der arbejder med at begrænse denne ulighed.
Troels Broberg og Maja Elowsson er frivillige i Mellemamerika Komiteen
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
