Debatindlæg af Knud Vilby
Hvis en regering er ligeglad med fattigdom er det svært for Danmark at hjælpe landets fattige uden at det ses som uønsket indblanding. Det er et argument for at være mere åben for at støtte ngo’ernes arbejde mod fattigdom i mellemindkomstlande.
Naturligvis er opgørelserne over et lands bruttonationalindkomst pr. indbygger meget usikre. Det er der mange grunde til. I mange lande kender man ikke det nøjagtige befolkningstal. Der er ofte tale om skønnede fremskrivninger på baggrund af hel- eller halvgamle upræcise folketællinger.
Man kender heller ikke antallet af meget fattige. Jeg har fulgt de globale fattigdomstal, siden Verdensbanken første gang opgjorde dem for 1985, i en Global Development Report, der udkom i 1990. Dengang skønnede man at der var 1,1 milliard absolut fattige, og at tallet med vækst og god vilje kunne bringes ned til 800 millioner år 2.000.
Siden er der kommet en mængde rapporter om reduktion af fattigdommen i verden, Men ifølge World Development Indicators 2013 var der i 2010 lidt mere end 1,2 milliarder absolut fattige. Nu håber man, at det tal kan komme ned på 970 millioner i 2015.
Betyder det, at der er blevet flere fattige? Nej det gør det nok ikke, for der er sket et fald, især i Kina men også i mange andre lande. Men Verdensbanken mener i dag, at tallene fra 1990 var temmelig grundlæggende forkerte. I dag tror man, at der dengang var langt flere fattige, end datidens skøn regnede med.
Data fra 130 ud af 200 lande
Det er en usikker business. I 2013-indikatorudgivelsen er der to sider, der alene handler om kvalitet, tilgængelighed og definitioner på fattigdomsdata. Der står blandt andet, at det store fremskridt er, at man i dag har data fra næsten 130 lande (men der er som bekendt næsten 200 lande i verden).
Der står også, at der forsat er dårlig adgang til fattigdoms-monitorerings data i små stater, i skrøbelige situationer og i lavindkomstlande og endda i nogle mellemindkomstlande. Der er også problemer med kvaliteten af data. Når man alligevel har globale tal, er det fordi man gætter/skønner om de tal, der ikke findes.
Der er langt flere forbehold (læs selv). For eksempel giver selve den internationale sammenligning mellem lande store problemer. Uanset hvor gode modeller man har, er det ingen enkel sag at omregne en subsistensindkomst i Amazon-junglen eller blandt San-folket i Botswana til en international dollarindkomst.
Når man vejer usikre befolkningstal sammen med usikre indkomsttal og indregner usikre skøn over inflation, købekraft, subsistensproduktion, sort økonomi mv. så får man nogle samlede tal, der er interessante som et fingerpeg om, hvordan det går i verden, men som også er ekstremt upræcise.
På usikker grund
Alle, der jubler eller græder, over succes eller fiasko i opgørelser over, hvor langt man er nået med FNs årtusindmålsætninger er på usikker grund. Men forhåbentlig og formentlig er opgørelserne i dag bedre end for 30 år siden.
Donorlandene, der sætter en internationalt fastsat BNI-grænse, for hvilke lande, der er fattige nok til at få bilateral bistand, og hvilke der ikke er, er således også på gyngende grund. Rettesnoren behøver ikke at være retvisende.
Samtidig lever vi som bekendt i en global verden, hvor uligheden er i hastig vækst i rigtigt mange lande med alle de negative konsekvenser, det har for demokrati og sammenhængskraft. Der er i høj grad behov for at bistå de fattige i USA, i Storbritannien, i Sydeuropa og desværre også i stigende grad i Danmark, om end det er fattigdom endnu er af en lidt anden karakter.
Hvorfor skal vi ikke hjælpe de fattige i Indien?
Hvorfor skal vi så ikke hjælpe de ekstremt og ufatteligt mange fattige i Indien, eller de lidt færre i Kina eller de andre millioner af fattige i olielande som eksempelvis Angola, Sudan og Nigeria, der i kraft af store eksportindtægter kan måle sig frem til et højt BNI? For at få BNI pr. indbygger skal totaløkonomien også i disse lande divideres med usikre befolkningstal, men er olieeksporten stor nok, bliver tallet under alle omstændigheder (for) højt, også selv om oliepengene aldrig når ud til de fattige.
I forhold til almindelig menneskelighed giver BNI-grænserne ikke megen mening. Hvad enten man tænker i kristen barmhjertighed eller i politisk og menneskelig solidaritet, må disse følelser også omfatte de fattige og mulighedsløse i rige lande og mellemindkomstlande. Og naturligvis mere end nogen sinde, når de bedst mulige internationale tal i dag fortæller os, at flertallet af denne klodes ekstremt fattige mennesker ikke befinder sig i de allerfattigste lande, men i mellemindkomstlande.
Men for en regering – også i et donorland som Danmark – kan grænserne alligevel være på sin plads.
Sagen er jo nemlig, at udviklingsbistand fra sin start var et forsøg på at hjælpe fattige landes regeringer til at opnå større social og økonomisk uafhængighed og fremgang for deres befolkninger. Men hvis det land, der rummer millioner af fattige, vitterligt er rigt eller rummer masser af rige mennesker og selskaber er opgaven naturligvis en anden.
Kan man som regering hjælpe en anden regering, der svigter sine egne borgere og dyrker uligheden? Ja måske med at få udviklet nogle mere effektive beskatningssystemer, men hvis den vej er lukket, og regeringen ikke ønsker at gøre noget ved uligheden eller fattigdommen, så vil regeringsbistand let blive bistand imod regeringen eller i bedste fald udenom regeringen.
Indiens fattige er systematisk blevet svigtet
Og vi ser det også på reaktioner fra regeringer i nogle af de tidligere modtagerlande. Tydeligst måske i Indien. Indien er en stormagt. Indien giver selv udviklingsbistand. Og Indien frabeder sig stort set alle andres indblanding eller hjælp, men intet sted er de fattige blevet så systematisk svigtet, som i det land nogle ynder at kalde verdens største demokrati. Kina har trods alt gjort det væsentligt bedre.
Snakker vi solidaritet eller næstekærlighed har fattige krav på støtte overalt. Men der er en verden til forskel på at hjælpe en regering til at hjælpe sine fattige borgere, og på at hjælpe borgerne mod en regering, der er ophøjet ligeglad med fattigdom og nød, og som selv kunne gøre langt mere, hvis den ville.
Også civilsamfundet, og specielt de internationale organisationer, har det meget svært i Indien og i en række andre lande, hvor regeringerne i disse år indskrænker det politiske og rettighedsbaserede råderum. Men det ændrer ikke ved, at organisationerne må prøve at løse nogle af de opgaver donorregeringer ikke kan løse, fordi de trods alle fejl og al usikkerhed alligevel har brug for BNI-grænserne.
Det er til gengæld et stærkt argument for, at donorregeringer – og altså Danida – er meget åben for at støtte organisationernes arbejde i mellemindkomstlande med millioner af ekstremt fattige.
Knud Vilby er journalist, forfatter og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Desuden blogger han for U-landsnyt.dk
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
