Analyse af Lars Engberg-Pedersen
Det vil af flere årsager være problematisk at sende danske udviklingsmidler til mellemindkomstlande. F.eks. vil skatteyderne næppe synes om det og så vil det være svært at fattigdomsorientere bistanden, lyder det fra udviklingsforsker.
U-landsnyt.dk har spillet bolden op til en vigtig diskussion. Hvis et flertal af verdens fattige mennesker befinder sig i mellemindkomstlande, skal dansk udviklingsbistand så ikke rettes mod dem? Nej, ikke nødvendigvis.
Mit svar er ikke entydigt, fordi der er mange aspekter, der trækker i forskellige retninger, men når facit skal gøres op, er jeg skeptisk over for at kanalisere væsentlige dele af bistanden til mellem-indkomstlande.
For det første tror jeg det bliver svært at få skatteydernes opbakning. Som en ophedet diskussion i England har vist, er bistand til f.eks. Indien en svær kamel at sluge, når der findes masser af indiske milliardærer.
Udviklingsbistand opfattes i høj grad som en mellemstatslig affære, som kun er relevant, når et land som helhed er fattigt. Mellemindkomstlande må sørge for en bedre intern omfordeling af ressourcerne frem for at bede os om bistand, tror jeg, at der er mange, der vil tænke.
For det andet vil en bilateral dansk bistand til lande som Indien og Kina, hvor de fleste af de fattige i mellemindkomstlande lever, blive en politisk vanskelig nød at knække. Det er meget muligt at disse lande ikke ønsker dansk bistand, som samtidig – hvis den bliver accepteret – vil være genstand for stærke erhvervsmæssige interesser. At fattigdomsorientere bilateral bistand til f.eks. Indien vil være meget vanskeligt.
Ikke brug for bilateral bistand
For det tredje er det i mindre grad bilateral bistand, som disse lande har brug for. Udfordringen er ikke at styrke de sociale sektorer, infrastrukturen m.v., men snarere at få den stærke økonomiske vækst til at inkludere fattige og marginaliserede grupper. Det kræver politiske initiativer, som den danske regering ikke kan påtvinge f.eks. den indiske.
For det fjerde er dansk bistand overskuelig, og der er masser af fattige mennesker i fattige lande, som Danmark kan koncentrere sig om. Samtidig peger visse studier på, at antallet af fattige mennesker i mellemindkomstlandene vil falde dramatisk over de kommende år.
På den baggrund er der for mig at se ingen grund til at lave et radikalt politikskifte væk fra de fattigste lande. Alligevel er det på to områder relevant at åbne op for en bredere anvendelse af midlerne. Det ene drejer sig om NGOernes danskfinansierede arbejde, mens det andet drejer sig om ustabile og skrøbelige lande.
NGOernes fordele
Fattigdomslommer i mellemindkomstlande er som antydet ofte politisk betingede. Kasteløse i Indien og indianere i Latinamerika er eksempler på grupper, der diskrimineres socialt, økonomisk og til tider politisk. Som regel vil NGOer være mere velegnede til at støtte disse gruppers kamp for bedre muligheder end en bilateral donor.
Derfor vil det være hensigtsmæssigt at styrke danske NGOer mulighed for at bruge statsmidler i mellemindkomstlande.
Ustabile lande er ikke nødvendigvis fattige, og samtidig kan dansk bistand – hvis den nødvendige kapacitet i form af medarbejdere med lokalkendskab er til stede – gøre en forskel i disse lande. Særligt i post-konflikt lande kan der med en hurtig OG langsigtet indsats være muligheder for at påvirke institutioner og politikker i en positiv retning. Sådanne muligheder skal ikke forbigås på grund af rigide grænser for BNI pr. indbygger.
Imidlertid er der mig bekendt allerede en åbning for danske engagementer andetsteds end i de fattigste lande. Danske organisationer kan søge om støtte til aktiviteter i lande med en BNI pr. indbygger på op til US$ 3.228, hvilket inkluderer en pæn klat af de fattigere mellemindkomstlande.
Samtidig blev der i Søren Pinds frihedsstrategi fra 2010 gjort op med kategorien ’programsamarbejdslande’, som skulle ligge under bestemte BNI-grænser, til fordel for begrebet ’partnerlande’, der kan udvælges på basis af en række blødere kriterier om behov, relevans og muligheder for resultater. Dette begreb må stadig være gældende, da det ikke blev afskaffet i Christian Friis Bachs rettighedsstrategi fra 2012.
Der er således allerede sket en vis åbning for at kanalisere bistand til mellemindkomst-lande, og det kan sikkert være rimeligt at gå lidt videre i den retning, men det store politikskifte for dansk udviklingsbistand bør undgås.
Lars Engberg-Pedersen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Han blogger desuden for U-landsnyt.dk – se hans blog her.
