Greenpeace: Vil EU lade overfiskeriet fortsætte?

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Kommentar af Hanne Lyng Winter, Greenpeace

EU sætter tirsdag fiskekvoterne for 2015. Greenpeace lægger pres på fødevareminister Dan Jørgensen (S) og EU for at stoppe det globale – og politisk accepterede -overfiskeri.

EU’s fiskeriministre har en kedelig tendens til at tillade et større fiskeri end bestandene og havet kan klare. Der har i årtier været tale om politisk accepteret overfiskeri.

I januar i år trådte en ny fiskeripolitik i kraft, der burde sikre at politikerne – under EU-minstermødet mandag og tirsdag –  ikke sætter kvoterne højere end bestandene kan klare. Fødevareminister Dan Jørgensen mødes med sine 27 EU-kolleger for at fastsætte 2015-kvoterne for Atlanterhavet, Nordsøen og Sortehavet.

Men noget tyder desværre på, at den under 1 år gamle politik ikke vil blive fulgt.

I oktober satte EU’s ministre kvoter for ti bestande i Østersøen. Fem af kvoterne lå over de videnskabelige anbefalinger for laks, rødspætte, brisling og to forskellige torskebestande. 

Pres på Bruxelles og Folketinget

Greenpeace har foran rådsbygningen i Bruxelles, til det danske Folketing og til Dan Jørgensen – inden mødet i Bruxelles – gjort opmærksom på, at de bør leve op til deres ansvar og deres egen politik.

Men det ser ud til, at de lader hånt om deres egne politiske visioner.

I 2012 var der kun en forskel på 11 % imellem kvoterne og en bæredygtig fangst. Dette tal steg til 29 % i 2013, og noget tyder på, at tallet bliver højere i 2014.

Overfiskeri af dansk torsk

For Danmarks vedkommende er det især torsk, der er problemet. Her bliver kvoterne sat højere, end hvad biologerne anbefaler i både Nordsøen, Kattegat og Skagerrak. Og gøres der ikke noget ved de grundlæggende problemer, har bestandene svært ved at komme sig.

Bestanden af torsk i Kattegat er i dag så lille, at biologerne anbefaler en lukning af fiskeriet og en minimering af bifangster og udsmid. I 2013 var udsmidet af torsk det højeste der nogensinde er observeret. Alligevel gøres der ikke noget for reelt at løse problemerne med bifangst.

I vores del af Europa er 41 % af de bestande, der er viden om overfiskede. Men det er faktisk kun ca. halvdelen af de bestande, der fiskes på, der er nok viden om til at biologerne kan anbefale en kvote. Det betyder at fiskeriet stort set foregår i blinde.

Det er ikke godt nok. EU’s fælles fiskeripolitik kræver, at kvoterne sættes bæredygtigt – og den kræver at medlemsstaterne uddeler kvoter til de fiskere, der fisker mest bæredygtigt. 

Hanne Lyng Winter er fiskeriansvarlig i Greenpeace og blogger om fiskeripolitik i Danmark, EU og resten af verden, samt den manglende beskyttelse af havets dyr og natur.