Krænkelser af oprindelige folks rettigheder kommer i mange farver. Minedrift, skovhugst og anden tung udvindingsindustri har traditionelt været blandt de største trusler mod oprindelige folks jord.
Men nye, grønne kræfter har gjort deres indtog i kampen for jord, viser ny rapport om land grabbing og oprindelige folks rettigheder udgivet af IWGIA.
Green grabbing vinder frem
Green grabbing er det nye inden for land grabbing. Det dækker over udviklingen af nye grønne markeder indenfor skovbrug til CO2-reduktion, produktion af biobrændstof og økoturisme. Naturbevaringsprojekter og nationalparker gør sig også i stigende grad skyld i land grabbing og fordrivelse af oprindelige folk.
”Oprindelige folk er ikke imod grønne og klimavenlige projekter og investeringer, men de kræver, at deres rettigheder respekteres, og at der foretages høringer fra starten af projekterne i overensstemmelse med princippet om frit forudgående og informeret samtykke,” siger Marianne Wiben Jensen, IWGIA’s landrettigheds-seniorrådgiver, i en pressemeddelelse fra organisationen.
Utal af aktører gør jordhandel uigennemsigtig
Kina, Indien, Sydkorea og Golfstaterne tegner sig for en stor del af de globale opkøb af landbrugsjord. Med stigende befolkningstal har de behov for mere jord til fødevareproduktion.
Ofte finder de landbrugsjord til fordelagtige priser i Afrika, hvor land grabbing er øget dramatisk siden den globale finans- og fødevarekrise i 2007.
International handel med jord halter meget med hensyn til gennemsigtighed. For oprindelige folk og lokalsamfund er det nærmest umuligt at gennemskue, hvem der er ansvarlig, når deres fædrene jord overtages til skovbrug, minedrift eller turisme.
Det er generelt investorerne, der tilgodeses, når det gælder jordinvesteringer. Rapportens feltstudier fra Tanzania, Kenya, Indien, Myanmar, Colombia, Chile og Rusland viser, hvordan love og politik tilrettelægges med henblik på øgede investeringsindkomster.
Anbefalinger og overblik til civilsamfund og investorer
Global land grabbing er drevet af stater, private aktører og internationale investorer som de tre hovedgrupper.
Derfor henvender IWGIA’s nye rapport sig til bredt og giver et overblik over de lovmæssige rammer, nationale politikker og internationale standarder, der handler om landinvesteringer og menneskerettigheder.
Rapportens anbefalinger til civilsamfund, stater og den private sektor giver vejledning i, hvordan alle kan være med til at sikre, at international lovgivning og erklæringer bliver overholdt.
