Pascal Canfin hedder Frankrigs nye udviklingsminister. Han er med i regeringen, der trådte til onsdag i Paris efter socialisten Francois Hollandes sejr over Nicholas Sarkozy i anden runde af præsidenvalget d. 6. maj.
37-årige Canfin har været medlem af Europa-parlamentet for De Grønne siden valget i juni 2009, da han stillede op i Ile de France regionen sammen med navne som Daniel Cohn-Bendit og Eva Joly.
Han har spillet en fremtrædende rolle i den grønne gruppe i parlamentet og var i 2010 blandt 22 parlamentsmedlemmer, der tog initiativ til at oprette NGOen “Finance Watch”, som skal yde et modspil til industriens intense lobby-virksomhed i den store parlamentariske forsamling fra de 27 EU-medlemslande.
Fra 2003 til 2009 var han journalist på månedsmagasinet “Alternatives Economiques” med speciale i miljø, sociale forhold og solidaritet og virksomheders etiske ansvar (CSR – Corporate Social Responsibility).
Ved siden af sit journalistiske virke blev Pascal Canfin involveret i Frankrigs grønne parti og bevægelse og var ansvarlig for vigtige udvalg i perioden 2005 til 2009.
Han stammer fra Arras i det nordvestlige Frankrig.
Den nye regering under forsæde af den socialistiske ministerpræsident Jean-Marc Ayrault tæller 34 ministre, hvoraf halvdelen er kvinder.
Det globale Frankrig
Udviklingsministerposten har tyngde i Frankrig, da den store gamle kolonimagts interesser rækker vidt.
Dog med klar vægt på de mange tidl. afrikanske besiddelser syd for Sahara, hvoraf de fleste fortsat har tæt tilknytning til Paris, såvel økonomisk, monetært, politisk som sprogligt og kulturelt.
Men også forholdet til mange lande i Nordafrika og Mellemøsten har en særlig historisk baggrund – tænk bare på den uhørt blodige selvstændig-hedskrig i Algeriet. Og helt aktuelt var det franske kampfly, der som de første blev sat ind mod Muammar Gaddafis nu faldne styre i Libyen.
Forholdet til Sydøstasien i form det gamle franske Indokina har stor betydning den dag i dag. Det var ingen tilfældighed, at forhandlingerne om Vietnam-krigens afslutning foregik i Paris.
Dertil kommer Frankrigs tilbageværende oversøiske områder, f.eks. Ny Caledonien i Stillehavet og Fransk Guyana i Sydamerika. De har status som integrerede dele af det franske moderland med repræsentanter i nationalforsamlingen i Paris, medlemskab af EU og har euro som møntfod.
De har deres egen “oversøiske” minister. Han hedder nu Victorin Lurel (60) og kommer fra øen Guadeloupe i de franske antiller i Caribien, hvor han har været vicepræsident for øerne, ligesom han er veteran i Socialistpartiet PS.
Læs Lars Zbinden Hansens artikel med udbyggende informationer på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/02-05-12/tag-franc-en-med-jer-n-r-i-g-r
