Af Peter Rasmussen
Fyret og smidt på gaden: Udrensning af aktive bananarbejdere truer flere års faglig organisering og kamp for overenskomster.
Stil jer op på to rækker!
Det var den besked, arbejderne på tre bananplantager i Las Perlas-regionen i Costa Rica fik af direktøren, da de mødte på arbejde den 8. maj: Medlemmer af fagforeningen skulle stå til venstre, de andre til højre.
Direktøren gik han ned langs rækken til venstre og overrakte 46 mdlemmer af plantagens fagforening en fyreseddel. Resten blev beordret tilbage til arbejdet og adlød af skræk for også at blive fyret.
Det fortæller Gilbert Bermudez, der er formand for fagforbundet Sitrap, som organiserer de 46 fyrede, og koordinator for det faglige netværk fior bananarbejdere i Mellemamerika, Colsiba.
Plantagerne Freeman I, II og III tilhører selskabet Acon, som har vokset sig stærk i Costa Rica og har 27
bananplantager plus en større ananasproduktion. På ananasfarmen ”Piña Fruit” blev 60 medlemmer af fagforeningen udrenset samtidig. Frugten eksporteres blandt andet af de multinationale selskaber Del Monte og Dole.
Velforberedt angreb
Gilbert Bermudez ser fyringerne som et kynisk velforberedt angreb på retten til at organisere sig og forhandle kollektivt.
– Det er frygteligt at se voksne mennesker græde af raseri og afmagt. Acons ejere er kyniske. De har også haft illegal nicaraguansk arbejdskraft. Når de har arbejdet et eller to år, anmelder de dem til myndighederne, så de bliver smidt ud af landet før de kan opnå arbejds- og opholdstilladelse, siger Gilbert Bermudez.
Det betyder, at arbejdsgiverne ikke skal betale sygesikring eller afskedigelsesgodtgørelse.
Med fyringerne af de 46 arbejdere ligger flere års arbejde for at organisere plantagerne i ruiner. Fagforeningen var netop ved at at have medlemmer nok til at have krav på at forhandle overenskomst. Bananarbejderne bliver samtidig smidt ud af deres boliger, som tilhører firmaet.
Situationen er forværret
Der er tale om en forværring af forholdene i landet, vurderer Jesper Nielsen, international konsulent i 3F:
– Vi begynder også at se dødstrusler mod folk, der samarbejder med fagbevægelsen, og det er nyt i Costa Rica. Samtidig lægger regering og arbejdsgivere op til en officiel anerkendelse af “solidarismo”-foreninger, der er en form for firma-styrede personaleforeninger, som skal gøre det ud over fagforeninger, forklarer Jesper Nielsen.
Gilbert Bermudez siger, at håber at fagforeningsfolk i Danmark vil yde en solidarisk støtte til de sager og kampagner, fagforeningen nu skal i gang med. 3F har i flere år støttet Colsibas arbejde med at forbedre forholdene på bananpålantagerne.
Kilde: 3F.dk