Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
I forbindelse med det nyligt afsluttede besøg af pave Frans i De Forenede Arabiske Emirater blev et dokument om det menneskelige broderskab skrevet under af Sheik Ahmad El Tayyeb som er lederen af den sunni muslimske autoritet, Al-Azhar, og paven. Det skete ved et inter-religiøst møde i Abu Dhabi den 4. februar. Læs mere her.
Dokumentet er i sig selv en guideline for, hvad religion er, og hvad der skal til for at sikre en fredelig sameksistens mellem religionerne. Afslutningsvis anbefales det også, at dokumentet bliver anvendt i skoler og på universiteterne. Det giver håb om en bedre fremtid, for mens meget af tanken gangen bag dokumentet er kendt stof, så er det nyt at få sagt disse ting i sammenhæng og ved en fælles erklæring af den største kristne og muslimske autoritet.
Gud vil forskelligheden
Det er måske kun interessant for en religiøse feinschmecker, men det bør alligevel bemærkes, at dokumentet fastslår, at den religiøse forskellighed er villet af Gud i hans visdom. Det må forstås på den måde, at vi som religiøse mennesker ikke blot skal tolerere de andre religioner, men se det gode i, at der er forskellige religioner. Det er en meget stærk sætning, som der helt sikker har været og fortsat vil være nogen uenighed om, særlig inden for de mere konservative kræfter både inden for islam, men også inden for kristendommen. I den katolsk kirke har det bragt en diskussion op, som ikke er ny, og som dokumentet næppe kan afslutte, for det handler også om en ændring i traditionelle måder at tænke på.
Det er interessant, at den muslimske part, Al-Azhar, skriver under på menneskerettighederne og er specifikke omkring menneskets frihed til at tænke, tro og handle. En mindre detalje er, at dokumentet anbefaler at tale om borgerskab og undgå den diskriminerende brug af begrebet minoriteter, da det har ledt til en opdeling af befolkningerne i landene, der ikke positivt bidrager til en fredelig sameksistens.
Grænser for forståelsen
Med tanke på en af de store udfordringer, som den arabiske del af verden giver religiøse mennesker, så mangler fælles dokumentet en sætning om, at den enkelte borger må have ret til at skifte tro. Der står:
”Det må afvises, at mennesket skal være tvunget til at tilslutte sig én bestemt religion eller kultur…”.
Her kunne de to religiøse ledere været gået videre og erklæret, at hvis først den enkelte ikke skal være tvunget til at tilslutte sig én bestemt religion, så betyder det også, at det enkelte menneske, har lov at skifte religion. Men, den forståelse, har de næppe kunnet få ned på et fælles skrift. I nabolandet Saudi-Arabien, vil den slags være at skrive sin egen dødsdom. Forholdene i Iran er næppe meget bedre for mennesker, der ønsker at skifte fra islam til kristendom.
Nævner ikke blasfemi
Dertil kommer forhold, som dokumentet ikke nævner, som lovgivning om blasfemi. I Pakistan f.eks. straffes blasfemi med døden, og den lovgivning benyttes også til at ramme mennesker af anden tro. Forholdene for ikke-muslimer som bl.a. kristne i Pakistan er i det hele taget er et meget alvorligt anliggende.
For mange år siden besøgte jeg biskop John Joseph i Faisalabad i den centrale Punjab-provins af Pakistan. Han endte med at skyde sig selv uden for en retsbygning i protest mod blasfemilovgivningen. Med sagen om Asia Bibi frisk i erindring sidder man tilbage med følelsen af, at der stadig er noget at komme efter.
Som den anerkendte blogger om kirkelige forhold, John Allan, påpeger i CruxNow.com, så var situationen den ved mødet i Abu Dhabi, at selv den muslimske lærde fra Pakistan, der deltog, ikke ville afvise blasfemilovgivningen.
Ved afslutningen på pavens besøg refererede han til den hellige Frans af Assisi, der også besøgte den arabisk verden for nu 800 år siden.
Den hellige Frans så korsfarerne rejse ned til den arabiske verden stærkt bevæbnet, hvilken kan minde lidt om de mange soldater, som vi har sendt ned til Irak og Syrien. Han anbefalede, at de kristne i stedet skulle væbne sig med en ydmyge tro og en konkrete kærlighed, hvilket den nuværende Frans gjorde til sine ord.
Det er at stile højt, men uden høje idealer, når vi næppe at forandre verden.