Bare rolig, der er ingen alvorlige spoilers i denne guide. Her følger blot en kort beskrivelse og varm anbefaling til tre stærke og dybt foruroligende detektivhistorier fra den virkelige verden – og ja, de udspiller sig helt afgjort i mørkets hjerte.
Den schweiziske organisation Public Eye (også kendt som: Erklärung von Bern) har siden 1968 ageret vagthund over for den schweiziske bankverden og erhvervlivets aktiviteter i verdens fattigste egne.
I denne “historie i seks akter”, som Public Eye kalder den, følger organisationens journalistiske graverhold i sporene på schweiziske Gunvor, der er verdens fjerdestørste oliehandler: sporene fører til en række meget lukrative kontrakter i Republikken Congo, der involverer Kremlin, lyssky mellemmænd, congolesiske familieforbindelser, anonyme kinesere med kufferter fulde af kontanter – og en hel masser sort guld.
Historien tegner et medrivende og tankevækkende billede af den internationale oliehandel i dette hjørne af Afrika – og demonstrerer på foruroligende vis Schweiz’ rolle i et spil, der koster Congos befolkning milliarder af amerikanske dollars i tabt indtjening.
Michael Hobbes er en amerikansk menneskerettighedskonsulent og journalist med base i Berlin. Han har tidligere boet i Danmark, og det er måske forklaringen på, at hans Twitter-navn er @RottenInDenmark. The Untouchables er en lidt ældre feature i fem dele fra 2016, men den er bestemt stadig værd at læse.
Som titlen antyder, handler den kort fortalt om, hvordan almindelige zimbabweanske bønder betaler prisen og bliver taberne i en uhellig alliance mellem et korrupt og egenrådigt regime (i dette tilfælde Zimbabwes regime under fhv. præsident Robert Mugabe) og en ny art af “anonyme” multinationale selskaber, der ikke lader sig presse af civilsamfundsorganisationer, forbrugere eller retslige og politiske institutioner – og altså ikke kan påvirkes til at ændre adfærd under de eksisterende pressionsstrukturer, der trods alt findes på lokalt, nationalt og globalt niveau.
En stor del af The Untouchables fortælles i øjenhøjde med de forudrettede bønder, det gør historien både indførende og nærværende, men betyder også at Michael Hobbes’ undersøgelse til tider hægter sig til en næsten anekdotisk åre; resultatet er både en styrke og en svaghed for fortællingens pointe og troværdighed, men døm selv.
Alt andet lige, har Michael Hobbes, ene mand, bedrevet en jordnær fortælling, der kobler en mudret sammensværgelse i et vanrøgtet land til en meget konkret omstændighed for en gruppe almindelige bønder. Og bag ved det hele spøger en usynlig hånd; et multinationalt selskab med en ukendt oprindelse, som ikke har et “brand” at sætte over styr, og hvis uklare forbindelser og interessefælleskab med den regerende elite overtrumfer de få muligheder, som bønderne har for at gøre modstand og kæmpe for deres rettigheder.
3. The Looting Machine: Warlords, Tycoons, Smugglers and the Systematic Theft of Africa’s Wealth. Af Tom Burgis. 2015
Den sidste anbefaling er lidt snyd, for der er her tale om en bog, oven i købet en bog fra 2015. Men for dem, som ikke har læst den endnu, følger her en varm anbefaling.
Tom Burgis har arbejdet som undersøgende journalist ved avisen Financial Times siden 2006, og har med The Looting Machine skrevet en veritabel action-thriller om Afrikas “ressourceforbandelse”. Her er forbandelsen sat på kanten ved hjælp af imponerende research, saftige cases og utrolige historier, der afslører hvordan nationale og lokale eliter, krigsherrer, såkaldte “skyggestater” og multinationale spillere på tværs af Afrika er i fuld færd med en systematisk udplyndring af kontinentet.
Det er en historie man måske føler, eller tror, man kender i forvejen – og i øvrigt ikke kan gennemskue eller gøre noget ved – men denne læser var glad for en deltaljerig, aktuel og oplysende påmindelse af, hvor virkelig og omfattende denne ekstremitet af Afrikas mytiske forbandelse er – og hvor uadskilligt forbundet den er til den globale økonomi, og til et væld af multinationale selskaber, som de fleste stadig kan finde i deres pensionselskabers årsberetninger.
Bonusinfo:
Som et sidste tip i denne omgang, kan en tur forbi organisationen Global Witness’ hjemmeside på det varmeste anbefales – en organisation, hvis gennemarbejdede og flot præsenterede undersøgelser, alene de sidste par år, har afdækket et væld af væsentlige historier: fra hvordan Zimbabwes diamanter har hjulpet til at finansiere landets frygtede sikkerhedstjeneste, til hvordan den øverste ledelse i olieselskaberne Eni og Shell deltog velvidende i en korrupt ordning om et oliefelt i Nigeria – en ordning, der har kostet statskassen i det vestafrikanske land milliarder af amerikanske dollar.
God læselyst!