Forlaget Gyldendals admin. direktør, Stig Andersen, er blevet medlem af SOS-Børnebyernes bestyrelse, hvor han afløser Jan Frøshaug, tidl. admin. direktør i Egmont.
Stig Andersen har til næste år været 30 år i bogbranchen. Han blev først ansat på Politikens Forlag som redaktør og redaktionschef, derefter på Gyldendal som bogklubchef. Siden blev han administrerende direktør for forlaget Aschehoug og fra 1999 administrerende direktør for Gyldendal.
Om sit engagement i SOS-Børnebyernes bestyrelse siger 54-årige Stig Andersen:
– Den oprindelige idé bag SOS-Børnebyerne var at skabe nye hjem for europæiske børn, der havde mistet deres familie under anden verdenskrig. Det var et fantastisk smukt initiativ, som nu er bredt ud over hele verden. Selv besøgte jeg for nogle år siden børnebyen Bakoteh i Gambia. Det er et besøg, jeg aldrig glemmer, og én af årsagerne til, at jeg med glæde træder ind i bestyrelsen for SOS-Børnebyerne i Danmark.
SOS-Børnebyerne arbejder for at give forældreløse og forladte børn et trygt hjem og skolegang, så de kan skabe deres egen fremtid. I Danmark står organisationen – med en ulønnet bestyrelse i spidsen – for at indsamle penge til ca. 35 udviklingsprojekter rundt om i verden samt via fadderskaber at hjælpe børn i organisationens 459 børnebyer.