Gymnasieelever kvitter skolen onsdag for at hjælpe et af verdens fattigste lande

Redaktionen

Onsdag ventes over 21.000 danske gymnasieelever at opgive undervisningen og i stedet bruge dagen på at arbejde for uddannelse til andre unge – i et af verdens fattigste lande.

Da løber årets Operation Dagsværk af stablen, og det betyder, at der skal arbejdes penge ind til uddannelse i u-landene – i år går pengene til CARE Danmarks projekt “Plads til Alle” i det barske halvørkenagtige Niger i Vestafrika.

Målet er at samle i omegnen af 7,5 millioner kr. ind.

85 procent af Nigers befolkning kan hverken læse eller skrive, og det prøver projektet at gøre noget ved. Pengene fra indsamlingen skal helt konkret gå til at bygge 19 skoler og sende 2.100 børn i skole – med særligt fokus på at få flere piger i skole.

Pigerne kan nemlig gøre en forskel, hvis de får viden og værktøjer, som de kan bruge senere. Det er CAREs erfaring, at kvinderne ikke bare skaber store, men også varige fremskridt, hvis de får mulighederne.

Dagsværkdagen onsdag bliver skudt i gang til tonerne af “Badunk Gadunk”, som både er lyden af hjertet, der slår og titlen på Operation Dagsværks kampagnesang. Nummeret er lavet af Per Vers og Ole D. i samarbejde med de nigerske musikere Diezz D. og Idi Sarki.

Sangen blev til i et studie i Nigers hovedstad Niamey, og gymnasieeleverne har taget resultatet til sig.

Yderligere oplysninger hos bestyrelsesmedlem Bodil Signe Wedele på 60 86 84 20. For at få sangen, musikvideoen eller kontakt til musikerne ring til kampagneleder Stine Bang på 30 27 60 56.

Man kan finde billedmateriale på www.od.dk/materialer

Man kan læse mere om projekt “Plads til Alle” og indsamlingen på
www.care.dk/care_2006/nyheder/operation_dagsvaerk

Man kan også se filmen “The Girl Effect” på CARE Danmarks hjemmeside. Den viser, hvordan blot én kvinde eller pige kan gøre en forskel i verdens fattigste lande.