Haarder: Vi bliver i Nepal – indtil videre

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) afviste i mandagens “Horisont” på DR 1, at Danmark bør trække sig ud af Nepal, fordi store dele af bistanden – ifølge programmet – ikke længere når ud til de fattige målgrupper på grund af en opslidende borgerkrig.

Han ville dog ikke helt udelukke muligheden: – Det er sandelig ikke sikkert, at vi skal blive der, hvis der kommer forværringer.. men det er en dybt ulykkelig situation, hvis vi må opgive det, der er igang, sagde han til udenrigsmagasinets redaktør, Steffen Gram.

Haarder gjorde opmærksom på, at andre bilaterale donorer som Norge, Storbritannien, USA og Japan “faktisk øger bistanden til Nepal”. Han så perspektiver i et øget donorsamarbejde, der kan lægge pres på regeringen i Kathmandu for politiske reformer og håndhævelse af menneskerettighederne.

Nepals konge har afsat 3 af de 4 sidste regeringer og opløst parlamentet. Modstanderne i borgerkrigen, maoisterne, kræver monarken fjernet og landet omdannet til en folkerepublik efter kommunistisk mønster.

Det fik Haarder til at påpege, at “der er jo ingen, der tror, at maoisterne vil være en bedre regering, det er et af dilemmaerne”.

– Hvis vi bare lader regeringen (i Kathmandu) falde og trækker os ud, så jubler maoisterne, så sejrer de, og hvad får vi så, spurgte han retorisk.

Han lagde til, at hvis maoisterne kom til magten, vil det efter hans mening blot betyde færre børn i skole og ringere kår generelt, fordi store dele af den udenlandske bistand i så fald ville blive indstillet.

– Selvfølgelig skal vi true med at tage bistanden fra regeringen for at kunne lægge pres på den.. regeringen har overhovedet ikke fortjent bistanden.. men det er jo befolkningen, vi vil hjælpe, konkluderede udviklingsministeren i interviewet.

Nepal er stærkt afhængig af de udenlandske bistandsdonorer, hvis midler dækker rundt regnet en tredjedel af statens udgifter.