Mellemfolkeligt Samvirke har fået ny forperson, og det er fremover læge og aktivist Haifaa Awad, der skal stå i spidsen for den danske organisations bestyrelse og dermed de godt 20.000 medlemmer.
Awad har i mange år samarbejdet med Mellemfolkeligt Samvirke som aktivist på gaden og arrangeret demonstrationer for blandt andre syriske flygtninge. Det er da også de stadig stigende flygtningestrømme, der ligger til grund for, at hun har ønsket at sætte sig selv mere i spil.
“Med krigen i Ukraine, en stigende klimakrise, som jeg ikke føler vi gør nok for og alle de her nye flygtningestrømme, er der virkelig brug for at mobilisere og skabe solidaritet. Derfor meldte jeg mig faktisk ind i januar, kom ind i rådet og nu står jeg her,” fortæller Haifaa Awad til Globalnyt.
Søndag vedtog Mellemfolkeligt Samvirke desuden en ny strategi Aktivismens årti. Strategiens tre hovedpunkter handler om at modvirke polarisering og diskrimination, en mere retfærdig grøn omstilling samt at styrke aktivister og bevægelser og hjælpe dem med at opnå politiske og sociale forandringer.
Vil have et mere broget civilsamfund
Haifaa Awad peger på, at en af Mellemfolkeligt Samvirkes største udfordringer som så mange andre organisationer er problemer med at mobilisere flere unge til at blive en aktiv del af civilsamfundet. Men ikke nok med det. Det gælder for Awad også om at få et mere broget civilsamfund, hvor kvinder, etniske minoriteter og LGBTQ+-personer er repræsenteret i højere grad.
“Vi vil rigtig gerne nå mennesker, som vil gøre en forskel i deres lokalsamfund. Og der oplever vi på tværs af organisationer og partier, at der er nogle få procent af danskerne, der er medlemmer, og det kunne bare være så meget federe at få folk med helt ind i de demokratiske processer. For så bliver demokratiet ikke bare mere levende, det bliver også stærkere af, at vi er flere, der er repræsenteret,” siger Haifaa Awad, der ved siden af sit aktivistiske liv er deltidsansat intensivlæge i Lund.
Mange danskere stiftede første gang bekendtskab med Haifaa Awad i årene 2013-2015, da hun på eget initiativ tog til Syrien for at give en hånd på et felthospital med ofre for det syriske regimes bombeangreb. Og i 2016 modtog hun Politikens Frihedspris.
Haifaa Awad overtager posten som forperson i Mellemfolkeligt Samvirke fra Stine Krøijer og kommer til at stå i spidsen for arbejdet med at implementere Mellemfolkeligt Samvirkes ny strategi for årene 2023-2027.