Halfdan Theodor Mahler stod som generaldirektør i spidsen for FNs sundhedsorganisation (WHO) fra 1973 og hele 15 år frem.
Mahler lancerede bl.a. kampagnen "Sundhed for alle i 2000", som blev kritiseret for at være urealistisk. Men danskeren holdt fast i sin ambition.
Allerede i 1950'erne rejste han som ung læge til Sydamerika og Indien for at deltage sundhedsprojekter, og her blev interessen for det internationale arbejde vakt.
Det førte til en ledende post i WHO's tuberkuloseprogram og senere til stillingen som øverste medicinsk ansvarlige i organisationens hovedsæde i Geneve i Schweiz.
Efter tiden i WHO stillede han sig i spidsen for organisationen International Planned Parenthood Federation.
Halfdan Mahler fødtes 21. april 1923 og døde 14. december 2016.
Han begraves Lillejuleaftensdag, fredag d. 23. december, i Geneve i Schweiz. Det fremgår af en annonce i Berlingske uderskrevet af hans sønner, Per, Bo og Finn.
Det hedder her om ham, at han "kæmpede i 93 år for en bedre verden, retfærdig og respektfuld mod alle menneskers fundamentale rettigheder".
Annoncen er også underskrevet af hans svigerdøtre og børnebørnene Astrid, Roya, Freja, Cyrus, Lena, Naja og Liv.
Et fyrtårn er slukket
MINDEORD af Bjørn Melgaard, læge og tidl. chefrådgiver
Halfdan Mahler var et fyrtårn i international sundhed og en af de få danskere, der har stået i spidsen for en FN-organisation.
Han var læge fra Københavns Universitet i 1948 og blev meget tidligt engageret i sundhedsarbejde i Den 3. Verden. Han arbejdede med TB i Ecuador i sine unge år, hvorefter han blev ansat I WHO (World Health Organization).
Her steg han hurtigt i graderne, først på TB området, siden med ansvar for en bredere tilgang til sundhedsarbejdet i Den 3. Verden.
I 1973 blev han valgt som generaldirektør for WHO – en post han bestred i 15 år. Han blev en ikonisk leder, der arbejdede utrætteligt for at bedre sundhedstilstanden i Den 3. Verden.
Blandt de skelsættende landemærker, han har været med til at sætte, er Alma-Aty deklarationen fra 1978, hvor begrebet Primary Health Care (PHC) blev knæsat. Det har siden været det vigtigste pejlemærke I udviklingen af sundhedssystemer i Den 3. Verden.
Han stod også bag “Global Strategy for Health for All by the Year 2000” (“Sundhed for alle i år 2000”) og var til stadighed en frontkæmper for en bred tilgang til sundhedsarbejde i modsætning til andre interessegrupper, der argumenterede for en selektiv, snæver tilgang til udvalgte sundhedsområder.
Da han smadrede et askebæger
Halfdan Mahler var en levende taler og forstod at engagere sine tilhørere både i individuelle diskussioner og større fora. Hans engagement var vidtfavnende og han tog fat i mange områder.
Han argumenterede for brysternæring og bekæmpede mælkerstatninger, dårlige madvaner, falske medicinreklamer, og uprøvet medicinsk teknologi. Han indførte rygeforbud i WHO og for at understrege vigtigheden smadrede han et askebæger.
Han blev i alle årene støttet af sin hustru, Ebba Mahler, som var psykiater (og arbejdede som sådan i Geneve i mange år), men som døde i maj 2015.
De var begge udnævnt til æresborgere i Geneve og Halfdan var desuden bl.a. æresalumne ved Københavns Universitet.
For os, der har været engageret i sundhedsarbejde i Den 3. Verden, var Halfdan et ikon. Vi vil aldrig glemme ham.
————–
Se også mere om Mahler i vor fyldige omtale på hans sidste runde fødselsdag – se https://globalnyt.dk/content/halfdan-mahler-blir-90
Eller på http://www.newsreportonline.com/halfdan-mahler-who-shifted-w-h-o-s-focus-to-primary-care-dies-at-93
Ang. Melgaard – se https://globalnyt.dk/content/spyddet-i-maven