Ni lange forhandlingsrunder mellem USA og Taliban skulle der til at nå det, der nu betegnes som udkastet til en aftale. Ni lange forhandlingsrunder, hvor den afghanske regering blot har set til fra sidelinjen, spruttende af raseri over ikke at have været med. Indtil videre har Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, da også kun fået lov at se udkastet. Han må ikke engang få en kopi, før præsident Donald Trump og Talibans ledelsesråd i Quetta i Pakistan har godkendt den.
Det er en aftale mellem USA og Taliban, ikke en fredsaftale for Afghanistan. Det er ikke engang et løfte om en form for våbenhvile i Afghanistan. Det understregede Taliban på brutal vis med en dødelig bombesprængning i hovedstaden Kabul næsten samtidigt med, at USA’s chefforhandler, Zalmay Khalilzad, fortalte om aftalen på afghansk tv.
En halv aftale
Det, der indtil videre er kommet frem om aftalen, tyder på, at USA har givet køb på to af de fire krav, Washington havde. Der er ikke aftalt nogen våbenhvile for Afghanistan. Og den afghanske regering er ikke lukket ind i forhandlingerne.
Det, der er med i aftalen er, at USA skal begynde at trække sine soldater ud af landet – ca. halvdelen i løbet af de næste 15 måneder – mod at Taliban garanterer, at terrorgrupper som al-Qaeda og Islamisk Stat ikke får lov at bruge Taliban-kontrollerede områder til operationer mod andre lande.
Den meget velorienterede forskningsorganisation Afghanistan Analysts Network peger på, at de to punkter var USA og Taliban stort set enige om allerede i januar måned. Tilbagetrækningen af USA’s soldater har de en fælles interesse i. Det er et af præsident Trumps valgløfter, som han har travlt med at indfri. Og det er noget Taliban har krævet igen og igen.
Garantien for, at terrorgrupper ikke skal bruge Taliban-kontrollerede områder for deres aktioner, regner forskernetværket ikke for at være særligt svært for Taliban at indgå. Og hvordan den del af aftalen skal kontrolleres, det vides ikke.
Så to af netværkets stiftere, Thomas Ruttig og Martine van Bijlert, undrer sig over, hvad forhandlerne har brugt tiden til. Men deres analyse er, at USA’s præsident har travlt med at få en aftale på plads i tide før præsidentvalget i USA. Og at USA’s forhandler derfor har fået besked på, at droppe princippet om, “at intet er aftalt, før alt er aftalt”.
Enhver snak om våbenhvile og den afghanske regerings rolle er skubbet til nogle ikke præcist definerede interne afghanske forhandlinger.
Taliban fejrer sejren
Der er meget, vi ikke ved endnu, understreger Afghanistan Analysts Network.
Aftalens tekst er der indtil videre kun få, der har set. Derfor er det uvist, hvor specifik den er på nogle af de mest påtrængende spørgsmål. Om der for eksempel ligger en plan for en total tilbagetrækning af alle udenlandske soldater. USA’s præsident Trump siger, at USA vil beholde en tilstedeværelse i Afghanistan og henviser blandt andet til terrorbekæmpelse.
Afghanistan Analysts Network ved heller ikke, om der findes hemmeligholdte tilføjelser til hovedaftalen. Begge sider har under hele den lange forhandlingsproces lovet hinanden fortrolighed, og har stort set holdt det.
Indtil videre har ni tidligere amerikanske ambassadører til Afghanistan og andre højtstående embedsmænd advaret om, at tilbagetrækning nu risikerer at føre til total borgerkrig. Og den garvede nordirske iagttager Michael Semple siger, at han ikke ser tegn på andet end, at Taliban forbereder sig på at indtage Kabul.
“De fejrer allerede sejren. De fortæller, at de har slået amerikanerne på flugt, og at USA dermed overgiver Taliban nøglerne til hovedstaden. Det er ikke en forsonende besked,” lyder vurderingen fra Michael Semple, der er professor på Queens University i Belfast.
Et skridt frem eller totalt sammenbrud
Da Taliban nægter at forhandle med Afghanistans regering, har USA’s forhandler Khalilzad tidligere foreslået, at der skal sammensættes et nationalt hold af regering, opposition og civilsamfundsgrupper. Det giver et mere realistisk billede af styrkeforholdene i Afghanistan, hvor den USA-støttede nationale enhedsregering under præsident Ashraf Ghani i hele sin tid har været lammet af intern uenighed og magtkampe. Den vil ikke kunne forhandle på alle afghaneres vegne. Og regeringen er da også gået modvilligt med til denne model. Selv om det betyder, at Afghanistans regering bliver reduceret til blot at være en af mange fraktioner i landet. Endda en svækket fraktion, hvis USA begynder at trække sine soldater hjem før forhandlingerne går i gang. Der er ikke meget tilbage af Khalilzads tidligere forsikringer om, at USA ikke stikker af uden en fredsaftale.
Konklusionen er, at uanset om aftalen mellem USA og Taliban bliver underskrevet, vil den ikke være nok til at dæmpe volden og sikre afghanerne fred. Men i bedste fald vil den være et første lille, nødvendigt skridt mod en fred i Afghanistan. I værste fald vil aftalen være et skridt mod en eskalering af krigen.
