Hammerslag på u-land’sk

Livstilsekspert Christine Feldthaus og kendishåndværker Erik Peitersen rejser i DR2’s programserie ’Peitersen og Feldthaus’ til fem af verdens fattigste lande. Her skal de gætte huspriser i et koncept mage til ’Hammerslag’, som vi kender det her hjemmefra.

I hvert land præsenteres værterne for tre boliger i forskellige prisklasser:

fra det allerbilligste til det allerdyreste og så et, der ligger i midten. De to værter konkurrerer imod hinanden i kampen om at komme tættest på den rigtige pris.

For at kunne gætte huspriser i de fremmede lande er værterne nødt til at udforske det samfund, de er kommet til, og den levestandard, der omgiver husene. Kameraerne følger deres research og giver seerne et indblik i livet bag kulisserne hos nogle mennesker, som det er de færreste danskere der kommer ud og møder på egen hånd.

Skal vi oplyses eller underholdes?

Ved første øjekast virker det givetvis provokerende på mange, at DR har nytænkt formidling fra udviklingslande som et livsstilsprogram. Politikens anmelder skriver for eksempel: ”Det er sikkert sundt for de fleste at blive konfronteret med livsvilkår, der ligger milevidt fra de danske, men det virker decideret usmageligt at køre ’Hammerslag’s koncept ned over reportagerejsen […] det er lige lovlig smart”.

Det kan også indvendes, at det indblik, man som seer reelt får i de udvalgte lande, er ganske lille og mere har karakter af et postkort med stemningsbilleder end dybdegående journalistik. Det er langt mere et program om værternes rejse, end det er oplysning om udviklingslande.

Det er det, fordi programmet først og fremmest er underholdning. Der er gjort ekstremt meget ud af at skabe fremdrift gennem konkurrencen mellem de danske værter. I starten af hvert afsnit får vi enkeltinterviews med værterne, der præsenterer deres ambitioner om at vinde, eller vi ser dem sidde sammen og gætte på, hvem der løber med sejren. Den oplysning, seerne får om de udvalgte u-lande præsenteres næsten som et biprodukt af konkurrencen, og det kan virke provokerende. Men det anderledes valg kan også forsvares.

Programmets livtag med ‘dem’ og ‘os’

Det kan opleves som befriende, at værternes u-lands-besøg har et meget konkret ærinde og at de er engagerede i den interne kamp mod hinanden. På den måde undgår man, at programmets formål bliver ”det danske blik” på udsatte mennesker, som man for eksempel kender det

fra indsamlingskampagner. Peitersen og Feldthaus har selvfølgelig et dansk udgangspunkt til fælles, som binder dem sammen, men i dette program understreges det igen og igen, at de er konkurrenter, og at det er det, der er programmets præmis.

Og når programmets formål netop er at give indsigt i andre menneskers livsstil kan Hammerslag-konceptet ses som en måde at være tro mod dette formål. Det giver en ramme, som både de danske og de lokale værter kan spille ind i, og det fjerner de lag af sensation og medlidenhed, som ellers tit skaber fremdriften i formidling af livsvilkår i udviklingslande.

Livsstilsprogrammets elementer

Ejendomsmæglerens rolle bliver i hvert program udført af en lokal personlighed, og det fungerer godt med den genkendelige og tydelige rollefordeling. Den giver de lokale værter mulighed for at tilføje et personligt præg til programmet. Der er dog stor forskel på, hvor meget de enkelte værter giver på denne front – fra den helt stille nicaraguanske arkitekt Jessica Cespedez, til den sprudlende og tv-vante ugandiske Mildred Apenyo. Men når de er gode, er de en stor bonus for programmet.

Inddelingen af boliger i tre prisklasser fungerer også godt. Det tjener et mangfoldigt billede af udviklingslande at se, at der både findes rige og fattige og ikke mindst en middelklasse, som sjældent finder vej til de danske medier.

Det fremmedes genkendelighed

Peitersen og Feldthaus’ forskellige fagligheder komplimenterer hinanden godt. Hvor Peitersen straks griber ud efter ting og rører ved materialerne, danner Feldthaus sig et overblik og kommer med analyser

af de mennesker, der bebor huset. Det gør, at programmet trækker tråde til ”Kender Du Typen”, og det kan til tider komme til at føles som en overskridelse af privatlivets fred, når værterne kommenterer alt fra beboernes sexliv til deres ordenssans og arbejdsmoral.

Men deres levende personbeskrivelser er også med til at gøre de fremmede mennesker i de fremmedartede huse til genkendelige typer for os og måske nedbryde nogle fordomme og forestillinger.

Et kig ind i fattigdommen

Med konkurrencen i fokus er der lagt op til et program om værternes researchoplevelser og om kolde tal. Det er ikke en del af programmets præmis at skulle skabe medlidenhed med fattige, og det er en forfriskende tilgang, men det fuldføres ikke helt.

For et element af medlidenhed kan selvfølgelig ikke undgås, når værterne på deres rejser oplever fattigdom, der står i stor kontrast til deres egen levestandard. Gennem deres reaktioner kan vi – seerne –  opleve den samme skam og vrede over verdens ulighed. Således fungerer programmet altså godt som en påmindelse om, at vi har det godt i Danmark.

Programmet giver til gengæld ikke nogen indsigt i internationale eller lokale projekter, der arbejder for at ændre strukturer, der fastholder folk i fattigdom. Det tætteste programmet kommer på et løsningsforslag på

den store ulighed mellem rig og fattig er Feldthaus’ bemærkning om, at hun får lyst til – som Robin Hood – at tage fra de rige i landet og give til de fattige. Det er en nærliggende konklusion, når programmet netop fokuserer på landenes interne ulighed, men det kommer unægteligt til at fremstå som en noget naiv måde at gå til disse landes meget komplekse forhold på. Det resulterer i en passiv form for medlidenhed, som ikke fører hverken værterne eller seerne tættere på forståelse eller på handling, og det bliver mere følelser for følelsernes skyld.

Men programmets har heller ikke til hensigt at være et løsningsforslag på komplekse udfordringer. Som seere er vi blevet lovet et indblik i lokale forhold gennem værternes oplevelse af dem, og det lever programmet op til. Vi får en lille smule fakta med os, men mest af alt får vi sat vores egen levestandard i kontrast til andres og vi bliver opmærksomme på, at udviklingslande rummer mere end bare ekstremt fattige mennesker. Og gennem værternes spejling oplever vi, at det fremmede også kan være genkendeligt.

Peitersen og Feldthaus kan ses på dr.dk/tv indtil d. 24. oktober