Hans Klingenberg fylder 70

Forfatter billede

Fødselaren blev student fra Aalborg Katedralskole i 1964 og cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1971 og indtrådte samme år i udenrigstjenesten.

Han har skiftet mellem stillinger hjemme på Asiatisk Plads og som udsendt dipomat i Iran (1975-77), Irland og USA.

På hjemmefronten var han chef forudenrigsministeriets Juridiske  Tjeneste med titel af ambassadør fra 1998 til 2004 og et af hans ekspertiseområder er menneskerettigheder.

Han var bl.a. medlem af Rådet for Dansk Center for Menneskerettigheder 1994-2001 og regeringens agent ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg 1998-2004.

I sin lange karriere har han været udsendt som ambassadør i Saudi Arabien (2004-2009), hvorfra han “passede” en stribe arabiske lande.

Så da Klingenberg rundede karrieren af med ambasssadørposten ved Vatikanet 2009-2013 var det ikke første gang, han måtte forholde sig til religion som en del af sit arbejde.

Som syvdobbelt ambassadør med hovedsæde i Saudi-Arabien under Muhammed-krisen i 2005-2006, bragte det ham i en del modvind. I et TV-interview med den amerikanske tv-kanal AP-TV kritiserede han Jyllands-Posten for manglende dømmekraft og kendskab til den muslimske kultur og Islam.

Det førte til kritik fra Venstre og Dansk Folkeparti, som krævede, at dav. udenrigsminister Per Stig Møller (K) skulle irettesætte ambassadøren for udtalelserne.

Klingenberg blev omtalt som en solorytter, der ikke fulgte regeringens linje, men det var ikke en beskrivelse, hans bekendte og kolleger kunne genkende. Tværtimod.

Chef i udenrigsministeriets juridiske afdeling, Tyge Lehmann, beskrev ham som pålidelig og loyal.

“Hans Klingenberg er fagligt kompetent, hvilket især også viser sig med hensyn til hans evne til at forholde sig 'cool under fire'. Han bevarer det kølige overblik, når det brænder på”, sagde han.

Klingenberg gik på pension i 2015 efter et helt arbejdsliv i udenrigstjenesten.