Hårde anklager fra Amnesty mod Israels krigsførelse i Libanon

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Amnesty International anklager i en ny rapport Israel for krigsforbrydelser i forbindelse med kampene i Libanon, skriver flere nyhedskilder tirsdag formiddag.

Israel brød folkeretten ved med overlæg at ødelægge Libanons infrastruktur under opgøret med Hizbollah-militsen, står der bl.a. i rapporten.

Amnesty mener, at der er beviser for, at de omfangsrige ødelæggelser af fødevarelagre, nødhjælpskolonner, el-værker og flere tusinde private hjem var led i en militær strategi og ikke bare sideordnede skader.

Fra 12. juli til 14. august udførte israelsk militær 7.000 flyangreb. Dertil kommer 2.500 raket- og granatnedslag fra flådefartøjer.

Israel fastholder, at der kun blev angrebet Hizbollah-mål, men det afviser Amnesty.
– Mønstret og omfanget af bombardementerne gør denne påstand utroværdig, siger Kate Gilmore, der er vicegeneralsekretær i Amnesty.

Rapporten bygger på interviews med civile, FN-ansatte, den israelske hær og repræsentanter fra Libanons regering. Amnesty anmoder FN om at sætte en omfattende, uafhængig og upartisk undersøgelse af episoderne i gang.