KOMMENTAR
Politiken “skraber bunden med skamløs og grundløs kampagne mod hæderkronet” dansk plantageselskab i Malaysia
Af Jan Dahlmann
journalist, bestyrelsesmedlem i Foreningen af Energi- og Miljøjournalister
”Pressen er forfærdelig!”, sagde kulturmini-ster Per Stig Møller (K) på Dansk Journalistforbunds Fagfestival i november i år.
Han har også tidligere hudflettet pressen for at forveksle sin rolle som vagthund med en rolle som jagthund, og et aktuelt eksempel på begge dele, der handler om forhold i Malaysia og et dansk selskabs gøren og laden dér, bekræfter i uhyggelig grad Per Stig Møllers kritik.
Sagen foregår i Malaysia og involverer det danske plantageselskab United Plantations. Læsere, der ikke ved bedre, må tro, at United Plantations er et afskyeligt selskab, der kynisk udnytter de ansatte, og behandler dem nærmest som slaver.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at bære vidnesbyrd om United Plantations (UP), som er blevet en certificeret og vidt berømmet rollemodel for plantagedrift i troperne.
Naturligvis er der også sket fejl i UP, det kan umuligt undgås, men skulle der så tilfældigvis være det mindste gran af sandhed (og det tvivler jeg på, at der er), så er det hele tonen i Politikens kampagne, der er så gemen og grotesk misvisende, at det skriger på en kommentar.
Igennem september og oktober har Politiken ved journalist Claus Blok Thomsen i en lang række artikler fremstillet forholdene på United Plantations (UP) på en måde, der er grotesk, fordrejet og løgnagtig.
Ord som “slavelignende”, overordentligt kritisable forhold, hasarderet omgang med verdens giftigste pesticider osv. osv. har i alarmerende stort opsatte artikler præget avisen.
Det havde i og for sig været okay, hvis journalisten havde haft sin research i orden, men det har han mildt sagt ikke. Faktisk skal man lede længe efter noget som helst rigtigt i de artikler udover de mest trivielle faktuelle forhold.
Dette er dobbelt irriterende: Det er misinformation af læserne og offentligheden, og det er alvorligt – og så det er tilsvining af et selskab, der faktisk er kendt for det absolut stik modsatte af, hvad Politiken hævder.
Derfor er det også med kolossal tilfredshed, at man kan konstatere, at sanktionerne over for Politikens UP-kampagne har været harske.
Sjældent har man set en journalist og hans chefredaktør, Tøger Seidenfaden, få så mange tæsk, rene knock outs, som i det seneste nummer af Weekendavisen (19.-25. nov.), hvor de værste kalamiteter bliver gennemgået og fejet af bordet i to vægtige læserbreve.
At kommentere alle Claus Blok Thomsens graverende fejl er alt for omfattende her, men en detaljeret gennemgang af en del kan f.eks. findes på Energistyrelsens hjemmeside (www.ens.dk) – eller på United Plantations egen hjemmeside (www.unitedplantations.com), hvor man under “latest news” finder en særlig sektion for pressemeddelelser i relation til Politiken.
Se også bloggen ’Rastrups Asien’. Alle sites taler for sig selv, så det skal ikke gentages her.
At Energistyrelsen er indblandet i sagen skyldes, at styrelsen og UP gennemfører en række såkaldte CDM-projekter, der sigter på at indvinde og anvende biogas på plantagerne og derved erstatte anvendelsen af fossile brændstoffer (’gevinsten’ herved scorer den danske stat, og dén model er velkendt og sanktioneret af FN).
Politiken har søgt at miskreditere styrelsens samarbejde med UP på den mest nedrige facon.
Ånden på UP
UP blev grundlagt i 1907, men i forhold til de aktuelle forhold er det især én mand, der skal omtales her: Børge Bek-Nielsen. Rundet af små kår i Holstebro kom han til UP i 1952, og har arbejdede for selskabet i 52 år.
Han satte en standard for driften, som hans to sønner, Carl og Martin, der i dag leder selskabet, fører videre. Jeg ved det, jeg har besøgt dem – og faderen – i to omgange.
Hør f.eks. hvad Holstebros borgmester Arne Lægaard skrev i sine mindeord, da Børge Bek-Nielsen døde i 2005, 79 år gammel:
“Fra næsten ingenting formåede han med sit enestående forretningstalent at bygge et stort og anerkendt forretningsimperium op. Det havde sine rødder i Malaysia, men Børge Bek-Nielsens aktiviteter forgrenene sig hurtigt til Danmark og resten af verden. Under hans ledelse blev United Plantations en af de førende virksomheder inden for palmeolie-industrien”.
“Som en af de rigeste danskere kunne Børge Bek-Nielsen have trukket sig tilbage for mange år siden. Men det lå ikke til ham. Hans drivkraft var det store engagementet og tilfredsstillelsen ved at opnå resultater”.
“Som leder havde Børge Bek-Nielsen også overskud til at drage omsorg for de mennesker, der var omkring ham – ikke mindst medarbejderne. Derfor opnåede han ikke alene at blive kåret som Årets Forretningsmand i Malaysia. Han blev også hædret som “Arbejdernes Beskytter”. I tilknytning til United Plantations var der skoler, hospitaler og andre institutioner, som var med til at skabe et socialt sikkerhedsnet for de ansatte og deres familier”.
“Det er mange år siden, at Børge Bek-Nielsen som en eventyrlysten og ambitiøs ung mand forlod Holstebro og søgte nye udfordringer i Malaysia. Alligevel har Børge Bek-Nielsen gennem alle årene holdt forbindelsen til sin gamle hjemby ved lige og været god til at støtte op om projekter i Holstebro. Han glemte aldrig, hvor han kom fra, og byen glemte aldrig ham”, anførte borgmesteren.
”Arbejdernes beskytter”. Hallo, fik I den på Politiken!?
Det er måske bare borgmesteren, der roser sit berømte bysbarn, tænker de blaserte journalister. Men hør så, hvad den britiske udviklingshistoriker Susan M. Martin konkluderer i sin 400 siders bog, ”The UP Saga”, der for få år siden blev udgivet på Københavns Universitet (Institut for Asiensstudier).
Hun kalder UP for ”a beam of hope and light for the future” inden for sit område og kan slet ikke få armene ned af lutter begejstring og beundring.
Hun, der er ekspert i tropisk landbrugshistorie, noterer også, at Malaysia er det eneste land i verden, der har formået at gøre et landbrugsprodukt til en ”primary industry”, og at denne industrialisering har skabt afgørende basis for velstand og fremskridt i Malaysia.
UP’s indsats for at løfte palmeolieplantagerne frem er second to none i Malaysia, og også det blev Bek-Nielsen dekoreret for.
Kim Carstensen, generalsekretær i Verdensnaturfonden i Danmark indtil for 2 år siden, har erklæret, at ”hvis noget plantageselskab i denne verden fortjener betegnelsen bæredygtigt, så er det United Plantations”.
Bek-Nielsen blev Malaysia højst dekorerede udlænding for sin indsats, der har skabt vedvarende respekt om danske værdier især inden for arbejdsmiljø og velfærd på plantagerne. Men den slags generer ikke store ånder på Politiken.
”You are never better than you top leaders. You cannot be”. Sådan sagde Børge Bek-Nielsen til mig, blandt meget andet, da jeg som ung journalist på Ritzaus Bureau i 1993 besøgte plantagerne.
I tre dage viste han mig (læs: Ritzau) en enestående opmærksomhed, hvor jeg lærte noget helt uforglemmeligt – storladent om palmeolieplantager, om management, om at skabe velfærd på gammel regnskovsjord, om respekt for de ansatte – og om, hvordan Malaysia, da han selv i 1952 kom til landet, eksporterede ét uraffineret palmeolieprodukt, mens landet 35 år senere solgte en snes forskellige olieprodukter, alle fremstillet i Malaysia.
Han fik sin første titel, efter at han på et pressemøde hos de amerikanske soyabønneproducenter i Sydstaterne, for rullende kameraer og åben mikrofon angreb og afviste deres rendyrkede smædekampagne imod palmeolie.
Det skete med seks universiteters data i hånden (i slutningen ag 1980erne) og som medlem af en tremands malaysisk delegation på området.
Siden da er palmeolien, ”Malaysias Gift to The World, som malaysierne selv siger, gået sin sejrsgang verden over og bragt velstand til dette dejlige lands dejlige og hårdtarbejdende mennesker.
Børge Bek-Nielsen selv fra meget beskedne kår, og var der nogen, der havde respekt for almindelige arbejderes kår, så var det ham, skulle jeg hilse og sige.
Allerede i 1930’erne blev der indført medarbejderaktier, og grundlæggerne af plantagen var inspireret af kooperationen og andelsbevægelsen. Længe før det blev mondænt i erhvervslivet at have en corporate social responsibility politik havde UP indført “old folks home”, skoler, sundhedsklinikker og arbejderboliger af en uhørt høj Malaysisk standard.
UP har også været drivende i oprettelsen for få år siden af Roundtable for Sustainable Palm Oil Production, hvor de støtter det hårde arbejde, det er at drive palmeolieplantager på en måde, der (måske) kan kaldes bæredygtig.
Når bæredygtig sættes i anførselstegn, skyldes det, at der ingen entydig opskrift er på dette forsuttede begreb – som ikke desto mindre alligevel er meningsfuldt at stræbe mod. Og forholdene på mange andre plantager i Indonesien og andre steder i Malaysia lader garanteret meget tilbage at ønske.
Der skal nok have været en arbejder eller to, der engang har fået udslæt af omgangen med pesticider på UP’s plantager, men man skal lede grundigt for at finde et sådant hår i suppen.
Hvad jeg mener med det? Jeg mener, at intet er perfekt, heller ikke UP, men ambitionerne er tårnhøje og opmærksomheden om, hvordan forholdene kan forbedres er beundringsværdige og i særklasse. Sådan er de faktiske forhold.
Jeg kan garantere, at Bek-Nielsens to sønner holder arven fra deres far i hævd, og det omfatter ikke mindst at behandle de ansatte med al den respekt, der er mulig.
Ja, pesticider er giftige, og derfor skal de omgås med varsomhed. Og det bliver de! Læs for eksempel på Energistyrelsens hjemmeside.
At komme og påstå, at forholdene er usle for de ansatte, og at de bliver ”behandlet som slaver” på UP, er en grotesk skamplet og skandaløs dårlig journalistik.
På den baggrund må jeg konstatere, at Politikens artikler om selskabet er groft misvisende. Det havde klædt Politiken, hvis de havde beklaget – men se om de gør det.
På journalisten.dk kan man se den nye chefredaktør Anne Mette Svane forsvare elendighederne, og det er næsten ikke til at holde ud: se http://journalisten.dk/united-plantations-anklager-politiken-logn-og-manipulation
