Havemøbler i tropetræ? COOP er duks og Silvan er fuks

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Miljøgruppen Nepenthes er nu klar med en guide, hvor man som forbruger kan se, hvilke butikker man bør vælge, hvis man vil anskaffe sig havemøbler i tropisk træ.

COOP Danmark er fortsat den eneste virksomhed, som har 100 procent orden i tingene. Helt i bunden findes Silvan-kæden, der ud over ikke at have et eneste FSC-mærket havemøbel gør sig uheldig bemærket ved at vildlede forbrugeren, skriver Nepenthes tirsdag i en pressemeddelelse.

FSC er en international anerkendt mærkningsordning, som sikrer at træet kommer fra bæredygtig skovning.

Miljøgruppens forbrugerguide er baseret på en landsdækkende stikprøve-undersøgelse af udvalgte butikskæder. Undersøgelsen fokuserer på, hvor mange møbler som er FSC-mærkede og dermed produceret lovligt og bæredygtigt.

Resultatet viser, at en hel del butikker i det mindste tilbyder kunderne enkelte miljørigtige havemøbler.

Formand for Nepenthes, Tove Maria Ryding:

– Mange butikker har fortsat en masse møbler, som ikke er FSC-certificerede, og det er beklageligt. Men en hel del af disse butikker har gennem årene langsomt øget andelen af FSC certificerede møbler i butikken.

– Som eksempel kan nævnes Ilva og Idémøbler, som begge er gået fra overhovedet ikke at sælge FSC til at have over 20 pct. FSC i sit udbud. Dette er et skridt i den rigtige retning, men det er vigtigt, at virksomhederne fortsætter med at øge deres andel af miljørigtige møbler, indtil der er 100 procent orden i tingene, og kunderne kan være sikre på, at de ikke får ulovligt regnskovstræ med hjem, når de køber havemøbler.

Uacceptable forhold hos Silvan

Sidste år fandt Nepenthes 6 procent FSC-mærkede møbler hos Silvan, men i år blev der ikke fundet et eneste. Til trods for dette oplevede kontrollanterne flere steder, at Silvans ekspedienter påstod, at alle møbler i kædebutikken var FSC-mærkede.

Tove Maria Ryding:

– Forholdene hos Silvan er virkelig problematiske. Ud over at vi overhovedet ikke kunne finde nogle FSC-certificerede møbler, blev vi gang på gang vildledt af Silvans personale til at tro, at møblerne var FSC-certificerede.

– Eftersom det desuden er mindre end et år siden, at Silvans moderselskab DT Group blev afsløret i at købe ulovligt træ fra Indonesien, er vi virkelig bekymrede over, hvad det er for noget tropisk træ, Silvan sælger. Vi kan ikke anbefale, at forbrugerne køber deres havemøbler hos Silvan i år.

Kun COOP har 100 procent FSC

Årets havemøbelundersøgelse viser, at det stadig kun er COOP, som har 100 procent miljørigtige møbler. – Det er rart at se, at en forhandler, som opretholder en skarp miljøprofil. COOP er en absolut frontløber indenfor miljørigtige havemøbler, og vi håber, at flere forhandlere vil følge i COOPs fodspor, anfører Tove Maria Ryding.

Nepenthes forbrugerguide kan findes på hjemmesiden www.tropetrae.dk
Her er danske forhandlere af havemøbler placeret på en grøn, gul eller rød liste, alt efter hvor stor en del af deres havemøbler, der er FSC-certificerede.
Nepenthes havemøbelundersøgelse er gennemført som stikprøvekontrol i danske havemøbelbutikker landet over. I alt har kontrollanter fra Nepenthes besøgt 44 butikker.

Kun FSC er godt nok
Nepenthes-kontrollanterne har også i år oplevet butiksekspedienter, som fejlagtigt påstår, at deres havemøbler er miljørigtige. Nepenthes opfordrer fortsat forbrugerne til at være meget yderst opmærksomme og kun købe havemøbler, som er mærket med FSCs logo. Læs mere om FSC på www.FSC.dk

For mere information kontakt:

Tove Maria Ryding
Formand for Nepenthes

Tlf. 28 78 08 83
E-mail: toveryding@gmail.com

Nepenthes om Nepenthes

Nepenthes er en miljøorganisation, der arbejder for, at verdens skove bliver udnyttet på en bæredygtig og ansvarlig måde. Målet er at skabe bedre vilkår for både natur og mennesker, og projektarbejdet udføres derfor altid i tæt samarbejde med indfødte folk, lokalbefolkning og andre miljøorganisationer.

Foreningen Nepenthes blev dannet i 1983 og har løbende kampagner for bevarelse af regnskov og bæredygtig udvikling. Mest kendt er regnskovsopkøbene i slutningen af 1980erne, hvor over 200.000 danskere donerede over 8 mio. kr. til opkøb af regnskov. Det resulterede i et køb af 72 kvadratkilometer skov – et område, der svarer til 14.400 fodboldbaner.

Foreningen har i dag et stabilt medlemstal på 1.630, hvoraf ca. 70 er aktive frivillige medarbejdere.