Direktør og civilingeniør Peter Lundhus, Rungsted, fylder 70 søndag d. 5. august 2012.
Fødselaren har i årenes løb præget den internationale bygge- og anlægsbranche. I sine yngre dage tilbragte han mere end 20 år i udlandet som international entreprenør.
Efter uddannelsen som civilingeniør på det nuv. DTU i 1965 blev han to år efter ansat i Christiani & Nielsen (C&N). Her stod han spidsen for tunnel-, havne- og broprojekter i Afrika og Asien.
Efter at have arbejdet med havneanlæg i Pakistan tilbragte Peter Lund-hus 1979-88 hos C&N i London som direktør for bl.a. havnearbejder i Storbritannien og Thailand, massive sænkekasser til rensningsanlæg i Egypten samt en tre km lang sænketunnel i Singapore.
I 1988 flyttede familien tilbage til Danmark og her begyndte et nyt kapitel hos Sund & Bælt med ansvar for bygherrefunktionen på flere store broer.
Den runde dag fejres med familien i Rungsted.