700 milliarder kroner. Så mange penge gav Verdensbanken i 2021 tilsagn om i støtte til indsatser i udviklingslande. Det svarer til omkring Kenyas bruttonationalprodukt eller 35 gange den danske udviklingsbistand.
Verdensbanken er en gigantisk muskel i kampen mod fattigdom. Men den er af mange blevet kritiseret for ikke at være i trit med verdens store udfordringer. Verden bakser med meget andet end fattigdom, er argumentet fra blandt andre den danske minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik.
“Vi er langt bagud i kampen for at nå FN’s Verdensmål og Parisaftalen, og hvis vi skal i mål, er det afgørende, at vi får de multilaterale udviklingsbanker meget mere på banen,” udtalte ministeren i april, da han proklamerede, at Danmark vil arbejde for at gøre Verdensbanken grønnere.
“Banken”, som den kaldes i daglig tale af de 12.000 medarbejdere, står over for en større reformproces. Og med den nyudnævnte præsident, amerikansk-indiske Ajay Banga, er der allerede sendt et vist signal, siger professor i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet, Finn Tarp.
“Det er relativt markant, at han kommer med en business-baggrund. Man kan måske sige change manager. Det er tydeligt, at han er en forretningsmand, og man kan forvente, at han vil kigge på Verdensbankens effektivitet og om den er fit for purpose,” siger han og tilføjer:
“Og så er der et hint i, at det er en person med rødder i det globale syd.”
Grøn omstilling er ikke nødvendigvis godt for verdens fattigste
Det er ikke første gang Verdensbanken skal reformeres – eller at udefrakommende omstændigheder tvinger den til at ændre sit formål. Sit purpose, som Finn Tarp kalder det.
Verdensbanken blev oprettet i 1945 sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) med det formål at finansiere genopbygningen efter Anden Verdenskrig. I dag bekæmper banken fattigdom gennem lån, og har i de seneste mange år også forsøgt at positionere sig som en vidensbank i forhold til udvikling.
Og hvis det står til den danske regering, skal klimaet nu være en udtalt del af organisationens formål. Det hilser Finn Tarp velkommen, men han ser også en vis fare ved den grønne dagsorden.
Rigtig mange tager det for givet, at en grøn omstilling er totalt uden dilemmaer i forhold til vores traditionelle, mere fattigdomsfokuserede indsats.
Finn Tarp, professor i udviklingsøkonomi, Københavns Universitet
“Rigtig mange tager det for givet, at en grøn omstilling er totalt uden dilemmaer i forhold til vores traditionelle, mere fattigdomsfokuserede indsats. Det har man altså ikke dokumenteret endnu, så det er i høj grad et spørgsmål om politik og tro,” siger han.
Fattigdomsbekæmpelse over det grønne
Som eksempel peger han på et land som Mozambique. Det sydafrikanske land ligger inde med store olie- og gasreserver, men har samtidig også en af verdens højeste fattigdomsrater.
“Forestil dig så, at vi kommer anstigende med det budskab, at nu skal vi sørge for, at I får lavet en grøn omstilling og udleder mindre CO2. Der er nogle dilemmaer, som vi slet ikke har forholdt os ordentligt til.”
I stedet foreslår han, at Verdensbanken gør det til sin opgave at undersøge, hvordan organisationen kan fastholde sit fokus på fattigdomsreduktion samtidig med, at den i videst muligt omfang understøtter grønne omstillinger.
Vi er meget optagede af, at vi absolut ikke skal have migranter, der skal stå og banke på vores EU-døre. Men hvis ikke vi får gjort noget ved fattigdomsproblemerne, så kommer de.
Finn Tarp, professor i udviklingsøkonomi, Københavns Universitet
“Det er den vej, det bliver nødt til at vende. Fordi sagen er, at alt andet på langt sigt vil føre til sociale problemer. Vi er meget optagede af, at vi absolut ikke skal have migranter, der skal stå og banke på vores EU-døre. Men hvis ikke vi får gjort noget ved fattigdomsproblemerne, så kommer de,” siger han og vender tilbage til eksemplet med Mozambique.
“Så må man forholde sig til de trade-offs og dilemmaer, det indebærer. Og for eksempel erkende, at man i Mozambique i en periode bruger gas, mens vi arbejder på at få nogle aftaler om at forsyne dem med tilstrækkelig mange penge og viden til, at de så kan få brugt den periode til at omstille sig,” foreslår Finn Tarp.
Pas på monopolerne
Ifølge Finn Tarp er der en anden øm tå i Verdensbanken, som en kommende reformproces bør tage i betragtning. Han peger på den meget lidt mundrette “konditionalitetsdebat”, der har præget Banken i mange år.
I korte træk handler den om de mange krav, som Verdensbanken stiller til et land, der har søgt om lån. De krav kommer i færdigpakkede programmer, baseret på Verdensbankens rådgiveres viden. Men ofte viser det sig ifølge Finn Tarp, at programmerne dels er for dyre og langsomme at udføre, og dels at udviklingen i landet er langt mere kompleks end som så. Til tider bliver kravene absurde, når de møder virkeligheden.
“Jeg rådgav engang en regering om, hvordan de skulle imødekomme en række krav om prisliberalisering. Da vi så ikke kunne finde flere priser at frigive i den tidsperiode, vi nu havde, så foreslog jeg, at vi kunne frigive prisen på kalkuner, selvom der ikke blev produceret nogen kalkuner i det land. Men det blev så accepteret,” fortæller han.
I stedet foreslår han at lånene baserer sig på en mere gensidig kontraktuel relation.
“Forskellen er, at hvis du kommer med nogle udefra bestemte konditionaliteter i stedet for at sætte dig ned med det pågældende lands finansminister og forhandle en kontrakt om, hvad begge parter kan gøre, så vil det give en fælles aftale baseret på et helt andet dialogpræget samspil.”
det er pinedød svært, hvis du sidder som finansminister i et land og har et stort hul i din finanslov, og så står Verdensbanken der med 250 millioner.
Finn Tarp, professor i udviklingsøkonomi, Københavns Universitet
“Men det, der ofte er situationen, er jo, at det er pinedød svært, hvis du sidder som finansminister i et land og har et stort hul i din finanslov, og så står Verdensbanken der med 250 millioner. Så er det altså svært at have en ordentlig dialog.”
Danmark har sat kikkerten for det blinde øje
Finn Tarp opfordrer derfor Dan Jørgensen og den danske regering til ikke at lægge alle sine æg i Verdensbanken i kampen for den grønne omstilling.
“Det vil være en fejl alene at kigge på Verdensbanken som en løsning. Det er en god idé, at vi fortsætter vores arbejde med regerings- og statsinstitutioner, men det har vi ikke fastholdt. Man skal jo altså huske på, at planlægning, udarbejdelse af strategier og politikudvikling ikke kun finder sted med henblik på grøn udvikling,” påpeger Finn Tarp.
Han mener, at løsningen er, at Danmark selv ser på, hvad der foregår i konkrete lande.
“Og der mener jeg, at vi har sat kikkerten for det blinde øje, fordi vi trækker os jo ud af en del lande,” siger han.
Siden 2015 har Danmark skåret udenrigstjenesten gevaldigt ind og lukket ambassader i lande som Nepal, Mozambique, Bolivia og Zimbabwe, Tanzania, Argentina.
“Jeg har altid haft det synspunkt, at man skal være meget forsigtig med monopolagtige situationer. Fordi verdensbanken skal udfordres og testes, og de anbefalinger og løsninger, de peger på, de skal ses som del af en politisk proces, og det er jo ikke sikkert, at den politiske proces er det, der giver de, i gåseøjne, rigtige svar,” forklarer han.
