Fribyer er med til at sætte kunsten og kunstnerne fri ved at fungere som "safe havens" for forfulgte kulturfolk i en verden, hvor de trues på livet, fængsles og censureres.
I Helsingør står et enigt byråd bag værtsskabet fra august 2016 til sommeren 2018. Det koster kommunen 936.000 kr. og omfatter bl.a. et arbejdslegat, en lejlighed, midlertidig opholdstilladelse og et sprogkursus.
Lejligheden vil befinde sig på Den Internationale Højskole, som har eksisteret i sundbyen siden 1921.
Højskolens forstander, Søren Launbjerg, siger til Helsingør Dagblad, at “der er så meget, vi i vores del af verden tager for givet. Retten til frit at kunne ytre sig, adgang til uddannelse osv”.
“Vi er glade for at kunne byde en kunstner velkommen, der ikke har kunnet nyde disse rettigheder”, lægger han til.
At skrive frit og så kunne vende hjem….
Men et er at kunne skrive frit i Danmark, noget andet er, hvis /når forfatteren ønsker at komme tilbage til sit hjemland.
Det ved den iranske forfatter Omid Shams Gakieh og hans kone.
For to år siden kom de til Aarhus, fordi Omid Shams Gakieh med sine bøger og artikler var truet i Iran. Han fandt et frirum i Danmark.
Til marts er det slut som hele tiden planlagt. Problemet er bare, at Omid Shams Gakieh ikke kan tage hjem. Han har, som det var meningen, brugt sin ytringsfrihed i Aarhus og er derfor nu om muligt endnu mere udsat, end han var, før han kom, skrev Politiken forleden.
Kulturrådmanden i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad, anfører, at “ordningen virker ikke efter hensigten”.
“Med den ene hånd inviterer vi forfattere til at komme til Danmark og bruge deres ytringsfrihed, og med den anden sender vi dem så hjem til det land, hvor de risikerer at bliver endnu mere forfulgt. Det er grotesk”, siger han til bladet.
Rådmanden skriver derfor nu til kulturministeren og foreslår, at Danmark gør som Norge. Her får alle forfattere, som er godkendt under fribyordningen, status som kvoteflygtninge. Det betyder, at forfatterne fra start er sikret livslangt ophold i deres værtsland.
Aarhus var den første
Herhjemme var Aarhus først til at melde sig som friby med en invitation i 2010 til en forfatter fra Zimbabwe.
Den internationale Fribyordning administreres af organisationen ICORN (International Cities of Refuge Network) med hovedsæde i den norske olieby, Stavanger.
Direktøren for internationale ICORN, nordmanden Helge Lunde, siger, at ingen af de foreløbig knap 150 forfattere, der har været fribyforfattere rundt i verden, endnu er blevet tvunget hjem bagefter.
I hovedstaden er problemet et andet
Her har et flertal i borgerrepræsentationen netop sagt ja til atter at blive friby, sådan som København var det for en irakisk forfatter i 2012-2014.
Men flere borgerlige politikere ønsker, at kandidaten ikke kun findes blandt forfulgte forfattere – det kunne også være en dokumentarist, journalist eller anden formidler og meget gerne fra Mellemøsten.
Ifølge Berlingske lørdag tænkes der på en person “med et varmt netværk” i lande som Syrien og Irak, der med sin viden kunne være med til at forebygge, at unge muslimer fra Danmark ender med at blive islamiske krigere i Syrien.
Mindst 125 danskere har ifølge PET været i konfliktområder i Syrien eller Irak.
Socialdemokraterne i borgerrepræsentationen vil dog ikke lægge sig fast på forhånd om det bør være en forfatter fra en bestemt region.
Den politiske ordfører for forsamlingens største parti, Lars Aslan Rasmussen, siger til Berlingske, at “der også er meget pressede kunstnere og forfattere i Afrika og dele af Latinamerika og Asien”.
Det nye forfatter friby-ophold kommer til at koste København 1,3 mio. kr.
Køen vokser
Der er over 100 forfattere verden over, som gerne vil til en af de p.t. 53 fribyer.
Det oplyser Mille Rode, daglig leder af sekretariatet for Danske Pen, til Helsingør Dagblad.
Og antallet af forfulgte forfattere, forlæggere og journalister er stigende, fortæller hun. Over 900 personer står på Pens lister på grund af forfølgelse.
Mange af dem er afskåret fra at komme til en friby, fordi de sidder fængslet.
Se også artiklen “Ingen hjælp til fribyforfattere, når deres ophold udløber”