På Christiansborg skrives der i disse dage historie. Med opbakning fra over 50.000 vælgere og 11 NGO’er er et såkaldt borgerforslag på vej gennem lovmøllen. Målet er, at den nye lov, Klimaloven, skal sætte en klar og ambitiøs ramme for den danske klimaindsats.
Forslaget drejer sig ikke alene om indsatsen inden for landets egne grænser, men også i udlandet.
Ifølge forslaget skal Danmark fra 2020 bidrage til klimaomstillingen i verdens fattigste lande med mindst fem milliarder kroner om året, svarende til mere end tre gange så meget som hidtil.
Men regeringens egne beregninger viser nu, at målet stort set allerede er nået.
Gymnastik
Udenrigsministeriet fremlagde for en måned siden en rapport, hvoraf det fremgår, at den danske klimafinansieringen til udviklingslandene er på 4,6 milliarder kroner årligt, altså kun en smule under målet på de fem milliarder.
Klimarådgiver Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp kalder regeringens udregning for ”talgymnastik”.
Söderberg var en del af den delegation på fire personer, som tirsdag var indkaldt af Folketingets Energi-, forsynings- og klimaudvalg, der er i gang med at udvalgsbehandle borgerforslaget om en klimalov. Han karakteriserede mødet som ”en rigtig god snak”, hvor klimafinansieringen var oppe at vende som sidste punkt.
Om regeringens talgymnastik har som mål at tage luften ud af borgerforslagets krav om fem milliarder kroner til klimatilpasning og grøn energi i ulandene, er svært at sige.
”Beregningerne kommer i hvert fald på et meget belejligt tidspunkt i forhold til forslaget”, siger Söderberg.
Lån tælles med
Danmarks klimafinansiering til ulandene har efter den hidtidige metode været opgjort til 1,4 milliarder kroner i 2017. Den var beregnet som summen af overførsler til bilaterale projekter, mens kernebidrag til multilaterale organisationer ikke blev medregnet.
I Udenrigsministeriets rapport, Danmarks klimafinansiering 2017, der blev offentliggjort den 26. februar, medregnes imidlertid også Danmarks andel af den store mængde lån til klima, som gives af internationale udviklingsbanker som Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank og Den Europæiske Investeringsbank. Danmarks andel af investeringsbankernes udlån har ikke tidligere været talt med.
Söderberg siger, at det er kreativt af Udenrigsministeriet at stille det op på den måde, omend ikke direkte forkert. Der kommer bare ikke flere penge til verdens fattige ud af at jonglere med tallene.
”Forskellen (på de to beregningsmåder) består i, hvor godt Danmark tager sig ud”, siger han.
Balance forrykkes
Udenrigsministeriets beregningsmetode kan dog vise sig ikke at være uden problemer for regeringen. Det er aftalt internationalt, at der skal tilstræbes en balance mellem klimapenge til to formål: På den ene side til projekter, der kan afbøde virkningen af klimaforandringerne (”adaption”), for eksempel ved at bygge diger eller etablere markvanding i tørkeramte områder. På den anden side grøn omstilling (”mitigation”) i form af vedvarende energi og mere klimavenlig produktion i udviklingslandene.
Regeringens beregningsmetode vil, ved at medregne bidragene til investeringsbankerne, forrykke balancen fra klimatilpasning i retning af grøn omstilling, der i forvejen får broderparten af klimapengene på internationalt niveau. Udviklingsbankerne opgør grøn omstilling til 79 procent, mens tilpasning kun får 21 procent for 2017.
Skævheden opstår ved, at den grønne omstilling rummer mulighed for projekter, der gavner landenes egne industrier – i Danmarks tilfælde f.eks. vindmølleindustrien – mens det er svært at finde ”business cases” for erhvervslivet i forbindelse med klimatilpasning i fattige lande.
Firkantet sagt vil Danmarks klimafinansiering af udviklingslandene medregne vindmøller til lande som Tyrkiet og Kina, mens de allerfattigste lande ikke får mere til at afbøde virkningerne af den CO2-udledning, som rige lande har påført dem.
