Hizb ut-Tahrir opfordrer til væbnet modstand – viser soldaterkister

Forfatter billede

Den omstridte islamiske organisation Hizb ut-Tahrir opfordrer nu til væbnet modstand ved et debatmøde, som organisationen holder om krigen i Afghanistan, skriver DR online tirsdag.

Debatmødet skal holdes fredag d. 21. januar på Den sorte Diamant ved Københavns havnefront.

Invitationen til debatmødet viser billeder af danske, svenske og norske kister på et kort over Afghanistan. Det hedder, at muslimer i Afghanistan og omegn har pligt til væbnet modstand, og at det islamisk set er uacceptabelt at være passiv.

Debatmødet skal også “sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn”. “Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst”, hedder det.

Talsmand i Skandinavien, Sherif Redji, afviser, at Hizb ut-Tahrir er gået over stregen.

– Hvis nogen skal bebrejdes for de danske soldater, der dør forgæves i denne kamp, så er det de danske politikere, som kynisk har valgt at sende dem ud i en mission, som kun tjener de amerikanske strategiske interesser i regionen, siger Sherif Redji.

Hizb ut-Tahrir er kendt for at opfordre muslimer til at vælte deres regeringer og i stedet indføre en religiøs Sharialov efter princippet øje for øje og tand for tand.

Invitationen til det opsigtsvækkende debatmøde kan ses på
http://www.dr.dk/NR/rdonlyres/CA321F10-0E83-4409-8B30-8406C5FF8C2D/2457785/Hizb.pdf