Efter USA, Danmark og øvrige allierede har annonceret, at de efter 20 år vil forlade Afghanistan militært på den symbolske dato 11. september 2021, har militæranalytikerne udlagt voldsomme scenarier for det krigshærgede land. I DACAAR forsøger vi i stedet at se fremad for civilbefolkningen. Vi ser utvivlsomt ind i en tid med voldsom turbulens for millioner af fattige og for vores 1.000 lokalt ansatte, der jævnligt udtrykker bekymring, men vi ser også et ekstremt behov for, at civile, udsatte afghanere ikke føler, at de lades i stikken.
Mange vil spørge: Når de allierede tropper forsvinder – gør hjælp til civile det så ikke også?
Historisk er der paralleller: Da det sovjet-støttede, kommunistiske styre brød sammen i 1992, forsvandt udenlandsk, civil hjælp stort set også, og et magtvakuum udløste den hidtil værste borgerkrig med seks frontlinjer alene gennem Kabul. Det ændrede sig først i 1996, da Taleban tog magten, inden de blev væltet i 2001/2002 af allierede tropper som modreaktion på Al Qaidas angreb på World Trade Center i New York den 11. september 2001.
Det vil være ærgerligt at gentage fejltagelser og atter svigte den civile hjælp af den ene eller anden storpolitiske årsag. Vi ved nu, at det øger risikoen for mere verdensomspændende terrorisme og migration, som ingen vestlige allierede ønsker.
Mens storpolitik er kompliceret, så er fattige civiles situation ligetil: De mest udsatte rammes hårdest. Der er en sandhed i klichéen om, at når krybben er tom, bides hestene. Uden midler hægter svagtstillede civile sig på de stærkeste krigsherrer, som kan skaffe midlertidig tryghed, indkomst (blandt andet fra opiummarkerne), handel og især lønnede jobs i militser. Det er en enkel opskrift på mere konflikt – man vil kæmpe om territorier og om de penge, der nu er.
Civil hjælp er stærkt ”våben”
Vejen frem er at sikre uddannelse kombineret med adgang til rent vand, fødevarer og afsætningsmuligheder af reelle varer og dermed skabe økonomisk vækst og grundlag for værdige liv. Alt sammen noget, som DACAAR har hjulpet til med i snart 40 år, uanset hvem der har siddet på magten.
Civil hjælp er et af de stærkeste ”våben” til at sikre et stabilt Afghanistan. Danmark ligger lunt, men er dråben i et større hav. Afghanistan er i 2021 Danmarks største samarbejdsland målt på udviklingsbistand. 425 millioner kroner bruger Danmark i år på hjælp til Afghanistan. Men ingen ved, hvordan det ser ud fra 2022.
Man skal ikke skære i civil hjælp, når tropperne trækkes ud – den skal tværtimod øges. FN’s kontor for koordinering af humanitære indsatser, OCHA, har i sin reviderende plan for Afghanistan opregnet, at 18,4 millioner afghanere er i humanitær nød i 2021 som resultat af Covid-19, konflikt og naturkatastrofer. Det svarer til halvdelen af Afghanistans befolkning.
Dertil kommer de problemer, der rammer befolkningen som helhed: Ødelagte samfundsstrukturer og udbredt ineffektivitet og korruption i alt lige fra sundhedsvæsenet og opbygning af infrastruktur til politi og retsvæsen.
“Quick fix” droppet
Da Joe Biden den 20. januar 2021 indtog Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus i USA, var det uklart, om han ville overtage forgængeren Donald Trumps ”quick fix” ved at hive alle tropper ud 1. maj.
Med udskydelsen af troppeudtrækningen til september er der lagt op til en løsning, som giver alle parter lidt mere tid til at tænke sig om. Et chokvakuum midt i fastlåste fredsforhandlinger ville ikke gavne de udsatte, fattige afghanere, som ikke har brug for mere militært kaos, med alt hvad der følger af flygtningestrømme, sygdomme, sult og tørst.
Som ny præsident var der international forventning til Joe Biden om, at han skulle udstikke en ny retning. Den er nu kommet. For hjælpeorganisationer som DACAAR, der har lokalt ansatte afghanere, tillader vi os et spinkelt håb. Ifølge Reuters var fredsforhandlingerne i Doha, Qatar, mellem regeringen og Taleban gået i stå – simpelthen fordi man netop ventede på signaler fra Joe Biden. Det signal er så kommet nu. Nu ligger bolden – og ansvaret – hos parterne i fredsforhandlingerne.
DACAAR sætter sin lid til, at alle parter viser sig fra deres pragmatiske side.
Vores erfaring gennem flere årtier i Afghanistan viser, at næsten uanset hvem der har magten i et område, har vi kunnet lave aftaler om at fortsætte hjælpearbejdet, fordi alle kan se, at det gavner de civile.
DACAAR følger udviklingen tæt og fortsætter med at gøre alt, vi kan, for ikke at svigte de civile i den sikkerhedspolitiske turbulens, som vi må forvente rammer i de kommende måneder.
Klaus Løkkegaard er sekretariatschef for DACAAR (Dansk Komité for Bistand til Afghanske Flygtninge). Indlægget er oprindelig bragt på DACAARs hjemmeside og bringes efter aftale.