Hjælpeorganisation drosler ned i Yemen efter gentagne angreb

villagers_scour_rubble_for_belongings_scattered_during_the_bombing_of_hajar_aukaish_-_yemen_-_in_april_2015
Indbyggere i den yemenitiske by Hajar Aukaish leder efter ejendele i sønderbombede bygninger - april 2015.
Foto: VAO Public Domain
Laurits Holdt

Læger uden Grænser indstillede onsdag arbejdet i Ad Dhale-provinsen i det sydøstlige Yemen. Lukningen skyldes gentagne angreb og trusler om vold mod organisationens hospitaler, klinikker og ansatte fra parterne i landets borgerkrig.

To gange på én uge i oktober er det hus, hvor de ansatte bor i byen Ad Dhale, blevet angrebet, fortæller Ton Berg, der er leder af Læger uden Grænsers arbejde i Yemen.

Organisationen er flere gange blevet angrebet direkte. Og efter en række alvorlige hændelser, har organisationen ikke set andre muligheder end at stoppe alle sine sundhedsfaglige og humanitære aktiviteter i provinsen, siger Ton Berg videre.

Hospital og sundhedscentre mister hjælp

Nedlukningen betyder, at et hospital i provinshovedstaden Ad Dhale og tre sundhedscentre i nærliggende byer mister hjælpen fra Læger uden Grænsers udsendte.

Ifølge organisationen er den en af de få, der leverer humanitær hjælp til provinsen og den erkender, at nedlukningen kan få alvorlige konsekvenser for tusinders af yemeniters sundhed og adgang til humanitær bistand.

“Vi beklager dybt, at det er kommer hertil. Det har været en meget svær beslutning for MSF, men lige nu er det uundgåeligt for at kunne beskytte vores ansatte,” lyder det fra Ton Berg.

Læger uden Grænser er fortsat aktiv flere andre steder i Yemen. Den støtter 12 hospitaler og sundhedscentre i 11 af landets provinser.

Landet er inddelt i 21 provinser (Governorates på engelsk) og et region, der inkluderer landets hovedstad Sana’a.

Borgerkrig siden 2015

Yemen har været siden 2015 været hærget af en borgerkrig, hvor Saudi-Arabien sammen med De forenede Arabiske Emirater og en række andre lande støtter regeringshæren mod en politisk-religiøs bevægelse, kendt som Houthi-militsen, som mener at den saudi-støttede regering er illegitim.

Begge sider i konflikten bruger særdeles hårdhændede metoder og den saudi-ledede koalition beskyldes for ikke at tage hensyn til civile når den udfører flyangreb.

Over store dele af landet er sundhedssystemer og elektricitets- og vandforsyning blevet ødelagt eller er brudt sammen på grund af mangel på brændstof. Forsyninger af mad og medicin er flere steder sparsomme.

Ifølge FN har flere end 22 millioner af landets omkring 28 millioner indbyggere behov for en eller anden form for humanitær hjælp eller beskyttelse. Knap 18 millioner af dem lever i usikkerhed om, hvor vidt de kan få mad nok – heraf flere end otte millioner som er i risiko for at sulte. 

16 millioner af dem har ikke tilstrækkelig adgang til rent vand og sanitet og omtrent samme andel kan ikke få den nødvendige sundshedpleje, hvis de får behov for det.