Hjælpeorganisation i modvind efter indsamling til ære for formodede Syrienskrigere

dm_aid
Laurits Holdt

Hjælpeorganisationen Danish Muslim Aid, med hovedkontor i København, er havnet i et  – indtil videre mindre – stormvejr efter, at det er kommet frem, at to private indsamlinger til organisationen er sket i to formodede Syriens-krigers navn. Det skriver Radio 24syv mandag.

Indsamlingerne, der tilsammen har indbragt godt 80.000 kroner, skulle gå til at finansiere nye drikkevandbrønde i Afghanistan og Somalia. 

Radiostationen har været i kontakt med organisationens sekretariatschef, Signe Ejerskov, som fortæller, at organisationen har derfor ikke været opmærksom på, at indsamlingerne havde til formål at ære afdøde formodede Syriens-krigere:

“Vi kan oplyse, at vi nu har anmodet Facebook om at lukke de omtalte indsamlinger ned og ikke ønsker at modtage de indsamlede midler,” siger hun ifølge radiostationen.

Begge er blevet dræbt

Den ene af de to er tidligere dømt for at billige terror i Danmark. Han opholdte sig i 2013 i Syrien, hvor han efter eget udsagn udførte humanitært arbejde. Han blev dog anholdt ved grænsen til Libanon med en ladning våben og idømt nu måneders fængsel. Han blev ifølge radiostationen dræbt i Pakistan tidligere på året. Her havde han angiveligt tilsluttet sig en Al-Qaeda-forbundet gruppe.

Den anden opholdt sig i Syrien i 2012, hvor han ifølge sin familie kæmpede for en oprørsgruppe. Han blev dræbt af knivstik i København i 2015.

Private indsamlinger

Organisationen samler penge ind til flere af sine indsatsområder og et af områderne er “vand, miljø og brønd”.

De aktuelle indsamlinger er foregået via Facebook uden at organisationen har været involveret.

Som det fremgår af nedenstående billede vil organisationen forsøge, at få Facebook til at lade en organisation godkende en fremtidige indsamlinger inden de kan sættes i gang.

Foto: Screenshot fra Facebook

I dette tilfælde er det pårørende til de to afdøde formodede Syriens-krigere, der har oprettet indsamlingerne. En søster til ham, der blev knivdræbt i København, siger bl.a. til Radio 24syv:

“Vi har lavet den her indsamling til Hamza, fordi vi ønsker ham alt det bedste. Det er rent symbolsk – og i sidste ende er det jo også for at hjælpe fattige mennesker i Afrika.” 

Da de to mænd opholdt sig i Syrien var det ikke strafbart at deltage i krigen til Syrien men det er det blevet i mellemtiden. Det er uanset om man kæmper for den ene eller anden gruppe eller side i konflikten.

Danish Muslim Aid er godkendt af myndighederne og annoncerer fra tid til anden på Globalnyt.